Miljøet og det frie marked

En nødvendig forudsætning for et frit marked er en veldefineret, beskyttet og respekteret privat ejendomsret. En udvanding af privat ejendomsret hæmmer fri handel og sår tvivl i sager, hvor ejendom er blevet krænket. Samtidigt vanskeliggør det bestemmelse af omkostninger. Kan omkostninger ved en given aktivitet ikke bestemmes, kan de heller ikke fordeles korrekt. Derved skjules […]

En nødvendig forudsætning for et frit marked er en veldefineret, beskyttet og respekteret privat ejendomsret. En udvanding af privat ejendomsret hæmmer fri handel og sår tvivl i sager, hvor ejendom er blevet krænket. Samtidigt vanskeliggør det bestemmelse af omkostninger. Kan omkostninger ved en given aktivitet ikke bestemmes, kan de heller ikke fordeles korrekt. Derved skjules de signaler, som skal guide markedet til at beholde goder og frasortere onder.

Lige som på alle andre dele af det frie marked, er en veldefineret privat ejendomsret af stor betydning på miljøområdet, når man skal afgøre spørgsmål om anvendelse af knappe resurser, omkostningsfordeling og hvilke aktiviteter, der bør igangsættes eller stoppes. Jeg vil i det følgende forsøge at redegøre for, hvordan det frie marked vil klare problemer relateret til miljøet ved hjælp af nogle udvalgte eksempler [1].

Forurening og homesteading
For at afgøre sager om forurening benyttes det libertarianske princip om homesteading [2]. Det vil sige, at den første til at benytte et hidtil ubrugt stykke land eller resurse har homesteaded dette og har dermed brugsretten til det. Skulle samme person bygge en fabrik på sin jord, og det viser sig at denne fabrik forurener luften med røg på og ved ejendommen hvorpå den ligger, har fabriksejeren homesteaded luften til forurening. Dette gælder, når ingen andre tidligere har gjort krav på samme luft(rum). Konflikten opstår, når fabrikken forurener luft, der allerede benyttes af andre, for eksempel af beboere i nærliggende ejendomme. Hvis fabrikken har homesteaded luften til forurening og en person nu slår sig ned tæt på fabrikken og hænger sit vasketøj til tørre, ville fabrikken ikke have krænket tilflytterens ejendom. Denne var allerede klar over, at fabrikken forurenede luften (eller havde mulighed for at finde ud af det) [3]. Antag omvendt, at en beboer hænger sit vasketøj ud til tørre, som hun har gjort det i årevis. Efter fabrikken kom, kan hun nu se sit vasketøj blive beskidt, hver gang hun hænger det ud. Hvis det er røg fra fabrikken, der er skyld i dette, har fabriksejeren krænket hendes ejendom. Hun var den første, der brugte luften og ikke fabriksejeren. Han har derimod gjort skade på hendes tøj ved at forurene luft, der allerede var homesteaded. Der er således tale om en forsætlig ændring i luftkvaliteten fra fabriksejerens side.

Først når beboerne omkring fabrikken kan bevise en forringelse af luftkvaliteten forårsaget af frabrikken, har de en sag. En domstol der vægter beskyttelse af privat ejendom højest, ville således forbyde fabrikken at forringe luftkvaliteten og forlange at fabrikken betalte kompensation. Fabrikken kan så vælge helt at nedlægge sin produktion eller omlægge den, så den bliver mindre eller slet ikke forurenende. Alternativt kunne et forlig tænkes, hvor fabrikken blev ved med at forurene mod vedvarende kompensation.

Det vigtige at bemærke her er, at alle fabrikkens produktionsomkostninger på denne måde bliver taget i betragtning, og at de kan identificeres og fordeles (økonomier siger, at omkostningerne derved internaliseres). Bemærk også at denne respekt for privat ejendomsret begrænser vækst i én industri over en periode, idet producenterne tvinges til at omlægge deres produktion, så den bliver mindre forurenende, hvilket sædvanligvis er dyrere.

Når privat ejendom ikke respekteres eller ikke kan defineres ordentlig, opstår der problemer. Hvis domstolene vil beskytte den forurenende industri ved at tillade forurening, vil det først og fremmest gå ud over de, som får deres ejendom krænket, og forureningen vil fortsætte. Derved er omkostningerne ved forurening ikke længere tilstede for fabriksejeren, og han har intet incitament (udover den personlige omsorg for miljøet) til at stoppe forureningen. Ofte har man forsøgt at løse dette problem ved at beskatte en industris forurening, men det er ikke holdbart. For det første reflekterer skatten ikke de reelle omkostninger ved forurening, fordi skatten er baseret på bureaukraters mere eller mindre meningsløse gætterier. For det andet kommer skatten aldrig de krænkede helt til gode. Andre gange har man forsøgt at sætte et maksimum for forurening, men dette kommer heller ikke de krænkede til gode. Dertil kommer, at en central instans umuligt kan vide, hvor meget forurening der er passende. Den optimale løsning tillader formentlig en vis forurening og en vis kompensation af dem, som derved bliver skadeslidte.

Ved homesteading og beskyttelse af privat ejendom vil man således kunne imødegå problemer med forurening, hver gang en ny forurener dukker op.

Globale produkter og miljøefterforskning
Alt dette er fint nok, når kun få forurener ad gangen. Da kan man lokalisere dem og kræve erstatning. Sværere bliver det, når mange på én gang forurener, og når der er mange skadeslidte. Når en bilproducent introducerer en ny bil på markedet, nytter det ikke at lægge sag an mod hver eneste bilejer, skulle det det vise sig, at disse biler er årsag til forurening. Transaktionsomkostningerne vil simpelthen være for høje. Men lige som i tilfældet med fabrikken, der forurener, går man her efter grundejeren, hvortil forureningen stammer fra – nemlig vejejeren. På det frie marked vil vejene være privatejet, og der vil være langt færre vejejere end bilejere. Disse vil være mål for erstatningssager. Vejejerne vil da begynde at tage højere priser for bilister, der forurener, som igen vil efterspørge biler, der forurener mindre eller de vil efterspørge filtre til bilerne. Hele dette forløb er forudsigeligt, og bilproducenten vil i mange tilfælde fra start forsøge at producere biler, som minimerer forurening. Igen ses det, at alle omkostninger i vid udstrækning kan identificeres og fordeles.

De, der har fået deres ejendom krænket af forurening, vil være interesseret i at identificere, hvem der er skyld i det. På samme måde vil de anklagede være interesseret i at afvise anklager. Disse interesser vil give anledning til en markant udvikling i efterforskning af, hvor forskellige typer af forurening kommer fra, og hvor meget de rent faktisk skader. Producenter af potentielt forurenende produkter vil ligeledes gøre brug af den forskning i et forsøg på at undgå lancering af produkter, der kan skade folks ejendom. Miljøefterforskning vil udvikle sig til en stor industri, og det er på ingen måde utænkeligt, at der ville blive forsket mere i produkters virkning end i dag, hvis der kun fandtes privat ejendomsret.

Antag nu, at noget alle mennesker gør brug af (for eksempel at trække vejret) resulterer i et globalt fænomen, eksempelvis at temperaturen ændrer sig flere grader over en periode. I sådanne tilfælde er transaktionsomkostningerne ved erstatningssager enten for høje, eller også er hele idéen om erstatning absurd. En løsning er, at den enkelte gør, hvad der er bedst for ham eller hende. Landmanden omlægger sit landbrug til at tilpasse klimaændringerne, turistbureauet reklamerer med noget andet end det gode vejr osv. Præcis ligesom man i alle andre sammenhænge må omstille sig, hver gang udviklingen på markedet eller i ens omgivelser påvirker den måde, man lever på. En anden løsning er, at forsikringsselskaber påtager sig at opkræve kompensation hos de personer eller institutioner, som forurener mest og give adgang til billigere forsikringsdækning hos alle andre. Virksomheder, som accepterer at betale en sådan kompensation vil da være beskyttet og repræsenteret af forsikringsselskabet i tilfælde af erstatningssager relaterende til virksomhedens forurening.

Affald
På det frie marked vil al håndtering af affald blive varetaget af private. Dette er en fordel, for på denne måde kan alle omkostninger identificeres og fordeles. Betragt det scenario, hvor to fabrikanter producerer samme produkt (for eksempel tomater). Den ene producent vælger en type emballage til sit produkt, som er let nedbrydelig og i øvrigt miljøvenlig i enhver henseende. Den anden vælger en type emballage, der er svært nedbrydelig og beviseligt skadelig for miljøet i enhver henseende. Begge typer emballager koster lige meget at producere og er lige brugbare til deres formål. Begge produkter koster det samme for forbrugeren og emballagerne kan ikke genbruges. Spørgsmålet er så, hvordan markedet begrænser eller helt fjerner den miljøfjendtlige emballage, for producenterne har umiddelbart ikke noget incitament til at vælge den ene frem for den anden (udover deres omsorg for miljøet, naturligvis). Det har forbrugeren derimod.

Når forbrugeren på det frie marked vælger mellem de to produkter med forskellig emballage, tager han (blandt andet) omkostningerne ved at skille sig af med emballagen til det private affaldsfirma i betragtning. Den miljøvenlige emballage forringer ikke værdien af affaldsfirmaets jord eller forurener ikke andres ejendomme ved afbrænding. Den miljøfjendtlige emballage derimod, forringer værdien af jorden (hvor affaldet skal lagres) og er ved afbrænding skyld i forurening af andres ejendomme. Det er klart at den miljøvenlige emballage vil være billigere at skille sig af med for forbrugeren end den miljøfjendtlige. På denne måde vil det frie marked begrænse brugen af én emballage frem for en anden.

Bemærk igen at alle omkostninger vil blive taget i betragtning og fordelt. (Hvis du synes, jeg er ved at lyde som en ridset plade på dette punkt, er du ved forstå hvor betydningsfuld omkostningsfordeling er).

Knappe ressourcer
Fra tid til anden hører man om en profet, der spår om en eller anden ressource, vi efter sigende skulle løbe tør for. Argumentet går typisk som følger: “Vi har 100 ton af ressource X tilbage og vi bruger 10 ton af X om året, altså vil vi være løbet tør for ressource X om ti år” [4]. Når man forstår, hvorledes det frie marked fungerer, ses det klart, hvorfor sådanne argumenter er det rene nonsens. Lad os for argumentets skyld antage, at vi virkelig er ved at løbe tør for en given ressource. I det tilfælde består markedet af innovative mennesker, som er i stand til at finde substitutter for den tilsyneladende livsnødvendige og knappe ressource. Sagen er dog den, at efterhånden som man løber tør for en ressource, der stadig er efterspørgsel på, så stiger prisen på varen. Efterhånden som prisen stiger, mindskes efterspørgslen på ressourcen og dermed forbruget. Dette er den simple konsekvens af udbud og efterspørgsel. Indeholdt i dette er, at udbyderne af denne ressource også gerne vil tjene penge på at sælge den i fremtiden. Når udbuddet falder, vil udbyderen forsøge at presse prisen op på et niveau, der kan sikre ham fremtidige gevinster, dog under hensyntagen til konkurrerende udbydere af samme ressource. Alt sammen medvirker til, at der spares på ressourcerne indtil udbuddet vokser, eller et billigere alternativ fremkommer. Igen spiller omkostningerne gennem prissystemet en vigtig rolle. Omkostningerne ved at forbruge noget i dag er, at det ikke kan forbruges i morgen.

En typisk kollektivistisk kommentar til dette er: “Jamen, hvis nu det er benzin, det drejer sig om, så er det kun de rige, der har råd til at køre i bil.” Præcis! Lige som det kun er rige, der har råd til at bo på Fifth Avenue i New York. Det er ikke en menneskeret at køre i bil.

Tragedy of the Commons
Når ressourcerne er i privateje, tages der således vare på dem. Lever man af at sælge olie, er man interesseret i, at der er olie at sælge i morgen. Det samme gælder for biler, æbler, køer og alle andre ting, man kan tjene på. Kunne man af den ene eller anden grund ikke privatisere kvægavl, ville koen hurtig være truet med udryddelse. Hvis man ikke skød den ko, man fik øje på, ville den næppe være der dagen efter, da en anden ville komme og skyde den. Skulle man slå sig ned som sælger af oksekød, ville det være med stor risiko. Uden mulighed for indhegning af kvæg på egen jord og uden mulighed for at beskytte sin flok, ville man ikke vide hvor meget kød, man kunne levere i fremtiden, og om man i det hele taget kunne levere noget som helst. Når koen i stedet er privatejet, har ejeren incitamentet for at sikre sin bestand. Han avler, sælger og sørger for, at han har en fremtidig bestand, han kan sælge af.

Manglende mulighed for privatisering af dyrearter vil være skyld i nogle af disse arters udryddelse. Økonomisk er der for eksempel ikke stor forskel på en ko og en elefant. Elefanten er givetvis dyrere i omkostning end køer er, men er efterspørgslen efter for eksempel elfenben til stede, vil det kunne betale sig. Derudover er elefanter brugbare som arbejdskraft. Såkaldt fælleseje af elefanter medfører tragiske konsekvenser. Fritgående elefanter kan ødelægge et helt års høst for en landmand. Krybskytteri reducerer bestanden markant. Elefanternes stødtænder bliver mindre og mindre, fordi krybskytterne skyder de elefanter med de største stødtænder. De overlevende med mindre eller slet ingen stødtænder viderebringer deres kvaliteter til deres kalve, der som voksne igen får mindre eller slet ingen stødtænder (se her). Det betyder, at krybskytterne får mindre elfenben pr. elefant og må skyde flere, og sådan forsætter tragedien. Helt anderledes vil det forholde sig med en privat elefantavler. På samme måde som ved køer vil bestanden af elefanter vokse, og avleren vil forsøge at fremavle elefanter med større stødtænder, for at få mere elfenben ud af hver elefant.

Mennesker beholder det, som har nytte for dem og skiller sig så vidt muligt af med det, som ikke har nytte for nogen. Det gælder også plante- og dyrearter. De færreste kan se nogen som helst nytte i sydtyske rustsvampe. Men skulle der mod forventning være en enkelt biolog, der ønsker at forske i den slags, skal han være velkommen til at sælge sin sag. Vedkommende kunne passende starte med at henvende sig til sit universitet. Skulle han finde en metode til effektiv udryddelse af disse svampe, er der muligvis penge at hente.

Det sker at dyre- og plantearter, der hverken er til nytte eller ubehag forsvinder. Det er dog svært at se problemet. Igen, skulle nogle mene at disse arter er værd at bevare, bør de endelig tage de nødvendige skridt til at sikre deres overlevelse. Så længe de gør det for egen regning, er der intet problem i det.

Teknologi og fremtiden
Hvis noget alle mennesker gør brug af, resulterer i et globalt fænomen, bør det ses som et naturfænomen, som tidligere hentydet til. At kontrollere alle i et forsøg på at formindske virkningerne af et fænomen er en så godt som umulig og særledes omkostningsfuld affærre. For den moderne industris udvikling ville det også være meget hæmmende. Der findes folk, der ønsker at vende tilbage til en tid før industrialiseringen og dens medfølgende teknoligske fremskridt. Med udtryk som “Stop op og lugt til roserne” henleder de andres omærksomhed på, at naturen i sandhed er fantastisk. De fleste er enige, men er der nogen, der siger “Stop op og værdsæt teknologien”?

Vi lever lige nu i en tid, der for hundrede år siden var ren science fiction. Det, som teknologiske fremskridt har bragt os, er i sandhed også fantastisk. Udvikling har sørget for, at mange flere lever længere og bedre. Samme teknologi skal sikre vores fremtidige overlevelse. For eksempel er der bred konsensus om, at et sammenstød mellem Jorden og en astroide, kan medføre tragiske konsekvenser for os. Teknologi, der kan redde menneskeheden (om hvilken, jeg er forholdvis partisk overfor) fra et sammenstød, bør fremmes og ikke mindskes. Hvis man tager et extremt langsigtet syn ud i fremtiden, vil Solen på et tidspunkt gøre Jorden ubeboelig, og til den tid bør vi ikke alene have koloniseret andre planeter, men andre solsystemer. At Jordens gennemsnitlige temperatur ændrer sig få grader i mellemtiden, er det mindste af vores problemer.

Konklusion
Det frie marked er ideel til at varetage de miljøproblemer, der måtte opstå. Så længe den private ejendomsret er veldefineret, kan omkostninger ved forskellige aktiviteter fordeles gennem prissystemet. Dermed har markedet mulighed for at sorter skadelige aktiviteter fra og beholde de, der giver nytte. Er den private ejendomsret ikke veldefineret, kan omkostninger ikke længere fordeles korrekt. Dette medfører, at diverse skadelige aktiviteter fortsætter og brugbare aktiviteter, ressourcer og goder i det hele taget forsvinder.

Noter:
[1] Denne artikel er baseret på den særdeles læseværdige “Law, Property Rights, and Air Pollution” af Murray Rothbard, “Environmentalism and Economic Freedom: The Case for Private Property Rights” af Walter Block samt forskellige forelæsninger af George Reisman, David Labland, Walter Block mfl. Alt sammen kan findes på www.mises.org.

[2] For en gennemgang af libertarianisme og homesteading se David Karsbøls “Hvad er libertarianisme?”

[3] I litteraturen omtales dette som “coming to the nuisance”

[4] Rom-klubben er en sand guldgrube for disse profetier.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password