Tegningerne

Det er i denne tegning-sag vigtigt at holde sig for øje, at der i virkeligheden er tale om tre diskussioner, der desværre ofte bliver sammenblandede: Den første diskussion – den som Jyllandsposten forsøgte at starte med tegningerne – drejer sig om, hvorvidt der i Danmark i disse år er en stigende selv-censur i medierne, når […]

Det er i denne tegning-sag vigtigt at holde sig for øje, at der i virkeligheden er tale om tre diskussioner, der desværre ofte bliver sammenblandede:
Den første diskussion – den som Jyllandsposten forsøgte at starte med tegningerne – drejer sig om, hvorvidt der i Danmark i disse år er en stigende selv-censur i medierne, når det gælder Islam? Som bekendt bragte Jyllandsposten tegningerne i kølvandet på, at det tilsyneladende havde været svært at finde en tegner, som ville illustrere en børnebog om profeten Muhammeds liv.
Den anden diskussion handler om, hvorvidt det var god eller dårlig smag af Jyllandsposten, at publicere tegningerne – og hvor grænsen bør gå, for hvad man bør kunne sige om andres religion (bemærk brugen af bør og ikke skal/må).
Og endelig handler diskussionen om, hvorvidt man skal acceptere, at folk – hvor fornærmede de end måtte være – kan få lov til at indskrænke ytringsfriheden gennem trusler, vold og hærværk.

Selv-censur – godt eller skidt?
Hvorvidt den oprindelige JP-diskussion om stigende selvcensur i danske medier overhovedet er interessant for liberale, afhænger i høj grad af, hvorfor der er denne stigende selvcensur i forhold til islam? Skyldes den en stigende respekt for herboende (eller udenlandske) muslimers følelser; eller måske frygt for de ikke-voldelige (ikke-rettighedskrænkende) repressalier, som måtte kunne følge, hvis ikke man observerer denne selvcensur? I så fald er debatten ikke noget, som egentlig vedrører liberale – om end man selvfølgelig som liberal kan have sin egen personlige holdning til spørgsmålet. Hvis liberale har noget at sige til dén debat, så må det være dette: At det selvfølgelig står enhver frit at selvcensurere sig af respekt for andre menneskers følelser eller simpelthen blot fordi man frygter, hvilke ikke-rettighedskrænkende tiltag de – eller andre – kan finde på “til gengæld”. Jeg må godt lade være med at sige min ærlige mening om min nabo – selv om jeg har lyst… – ikke fordi jeg respekterer hans følelser, men blot fordi han og hans venner plejer at handle hos mig, og jeg ikke ønsker at tabe dem som kunder…

Faktisk er det jo med liberale øjne lige netop denne gensidige “frygt”, der vil (og bør) styre de fleste inter-personelle forhold, og som gør, at folk opfører sig civiliseret overfor hinanden – også selvom der ikke er en stat til at slå dem i hovedet, hvis de ikke gør. Og det er derfor vigtigt, at slå fast, at for så vidt angår sårede muslimers boykot af danske varer, så er denne helt i tråd med liberale principper – og har faktisk en indre logik! Ja, det er korrekt, at Arla ikke fremstiller Jyllandsposten. Men de færreste personer i Mellemøsten holder Jyllandsposten. Og i det lys, giver det såmænd mening at boykotte andre danske produkter for derigennem at lægge et pres på Jyllandsposten. Arla kan jo sende aben videre ved at sige til Jyllandsposten, at hvis ikke avisen undskylder, så vil Arla anvende sine muligheder for ikke-voldelige repressalier overfor avisen (opsige sit abonnement, undlade at annoncere) – og bede sine venner og kunder gøre det samme. Husk på: Ytringsfrihed betyder ikke, at folk skal undlade at reagere på, hvad du siger. Blot at hverken de – eller staten – må anvende vold eller trusler om vold for at få dig til at holde kæft.

Og så er vi tilbage ved der, hvor jeg tabte tråden ovenfor. For hvis den snigende selvcensur, som Jyllandsposten mener at have opdaget ikke blot skyldes “frygten” for diverse ikke-rettighedskrænkende repressalier – men derimod frygt for rettighedskrænkende repressalier (trusler, vold, etc.), ja så bør liberale i den grad have noget at sige i debatten. Nemlig ved at bekæmpe de – hvad enten de er privatpersoner eller embedsmænd – som med vold eller trusler forsøger at undertrykke det frie ord.

At Jyllandsposten ikke selv ved hele historiens start gjorde sine læsere – og sig selv – det klart, hvorvidt de mente, det var den ene eller anden form for selvcensur, de skimtede i horisonten (den tvungne eller den frivillige), gør jo unægtelig sagen lidt plumret for liberale: Den frivillige selvcensur er der jo intet i vejen med. Som argumenteret ovenfor står den tilmed som en af grundpillerne i ethvert liberalt samfund, hvor normer i høj grad erstatter regler. Kun den tvungne selvcensur kan man som liberal applaudere, at folk har modet til at kæmpe imod (mere om det, nedenfor).

God smag?
Ser man herefter nærmere på den diskussion, som det rent faktisk lykkedes Jyllandsposten at starte – både her og i udlandet (for det lykkedes rent faktisk ikke særlig godt for Jyllandsposten at få sat gang i selvcensurdebatten i første omgang), så er denne diskussion heller ikke umiddelbart så interessant for liberale. Det var diskussionen om, hvorvidt tegningerne var udtryk for god smag eller ej – og i forlængelse heraf, hvorvidt Jyllandsposten burde have bragt dem. Nogenlunde den diskussion man kunne have forventet, hvis de havde bragt et hard core pornobillede på forsiden.

Bevares! Det var da rart som liberal at få bekræftet, at det kun er et fåtal af danskere (men desværre en stor andel udlændinge), der mener, at sådanne ytringer bør forbydes. Ligesom det var rart at få bekræftet, at anklagemyndigheden – i hvert fald i første omgang – ikke mente, at tegningerne var et brud på vores (ytringsfrihedskrænkende) blasfemiparagraf. Men på den anden side kunne man som liberal godt blive ærgerlig over selve den provokation, der lå i (enkelte af) tegningerne – og som derfor ikke lover særlig godt for den fredelige sameksistens mellem folk af forskellige opfattelser. Igen vil jeg pointere, at dette aspekt blev styrket af, at det ikke stod klart, hvorvidt Jyllandsposten mente, at der var tale om snigende tvungen selvcensur – eller den frivillige slags.

Havde sagen ikke udviklet sig fra dette stadie, kunne man som liberal blot have håbet på, at det hele havde endt med at man på den ene side var blevet enige om at afskaffe den (tilsyneladende ubrugelige) blasfemiparagraf – og gerne også “racisme”-paragraffen i samme omgang; men at man på den anden side var nået til en eller anden form for konsensus om, at man burde behandle hinanden med respekt og ikke unødigt provokere (fordi det i dette “drømme-scenarium” selvfølgelig havde vist sig at ingen kunne finde på at tage rettighedskrænkende repressalier i brug, og Jyllandsposten dermed havde fået afkræftet sin mistanke om snigende – tvungen – selvcensur…).

Men sådan gik det som bekendt ikke.

Til kamp for ytringsfriheden
For mens ovenstående diskussion om god smag og passende respekt lystigt blev ført – med de forventelige parter på hver sin side – dukkede Jyllandspostens oprindelige problemstilling op… – with a vengeance! Hvis man havde været i tvivl inden trykningen af tegningerne, så stod det pludselig lysende klart, at en meget stor gruppe mennesker – både herboende, men især i Mellemøsten – er villige til både at bruge trusler, vold og hærværk for at begrænse ytringsfriheden. De er ikke tilfredse med at bruge de føromtalte ikke-rettighedskrænkende alternativer – ytringer og boykot (det er i den forbindelse i øvrigt også helt i orden, at folk viser deres mishag ved at brænde det danske flag af – så længe det altså er et, de selv har købt).

Og dermed blev diskussionen med ét ændret (om end det for folk som Herbert Pundik, Thøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen tilsyneladende er svært at fatte). Det er nu så uendeligt ligegyldigt, om tegningerne var provokerende eller usmagelige. For følgerne har vist, at Jyllandsposten havde helt ret i sin analyse: Der er folk derude, som ønsker at begrænse ytringsfriheden i Danmark – og ikke kun på den gode måde!

Den første til helt at fatte konsekvensen af denne drejning – og tage sit ansvar – var (af alle) en fransk chefredaktør, Jacques Lefranc, fra avisen Le Soir. Som han så elegant udtrykte det på tv, så var der nu uendeligt meget mere på spil, end blot hvorvidt tegningerne var fornærmende eller ej. Nu handlede det om, hvorvidt man har lov til at true andre til at lade være med at sige deres mening. Og mens medierne var i deres gode ret til at være uenige i det første spørgsmål, så kunne der ikke være tvivl om, hvor man måtte stille sig i den sidste debat: På ytringsfrihedens side.

Den heroiske beslutning om – i ytringsfrihedens navn og på trods af den fornærmende effekt det desværre nok havde på mange fredelige muslimer – at genoptrykke Jyllandspostens tegninger, er heldigvis siden blevet fulgt af adskillige andre medier – endda også i mellemøsten. Enkelte amerikanske og britiske medier har desværre (ligesom deres politikere i øvrigt) haft sværere ved at fatte, at diskussionen er flyttet fra spørgsmålet om smag – til noget langt vigtigere. Men også de, synes efterhånden at have fattet sagens alvor.

Derfor er der heller ikke tvivl om, hvor man som liberal må stå i denne debat – i dag! Personligt synes undertegnede, at enkelte af billederne var unødigt provokerende, og at pointen sandsynligvis kunne være leveret med nogle mere afdæmpede tegninger. Men det er som sagt ligegyldigt nu. (Nogle af) modstanderne har selv øget indsatsen og dermed tvunget alle liberale “skeptikere” over på Jyllandspostens side. Diskussionen om smag kan vi godt tage en dag. Men lige nu handler det om friheden til at kunne sige sin mening uden at frygte for sit liv.

Dem man bør føle mest med i denne sag, er de moderate muslimer, som måske nok er fornærmede over tegningerne – men som ikke desto mindre føler sig kaldet til at forsvare dem i ytringsfrihedens navn overfor deres mere rabiate trosfæller. De kan så være stolte af, at de med dette forsvar følger i Voltaires fodspor. Og det er i denne sammenhæng ikke skidt. Jeg har således den dybeste respekt for f.eks. Naser Khaders håndtering af denne sag – mens jeg på den anden side er ved at miste tålmodigheden med de herboende muslimer (og danskere i øvrigt), der ikke som han har fattet, at diskussionen om smag må vente til den vigtigere diskussion er afklaret.

Og så har jeg undladt at sige, hvad jeg mener om de masser – både her og i udlandet – som i ramme alvor ønsker ytringsfriheden indskrænket og/eller Jyllandsposten straffet.

Om hele affæren ender med, at ytringsfriheden står styrket eller svækket, er det svært at spå om i øjeblikket. Én ting er dog sikkert: Med så forskellige opfattelser af sagen, var konflikten uundgåelig. Havde Jyllandspostens tegninger ikke udløst den, var den blevet udløst senere af noget andet.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password