Israelsk-Palæstina og klassisk liberalisme

Sent om aftenen går en mand gennem gaderne i Belfast i det nordlige Irland. Pludselig er der en arm rundt om hans hals, der trækker ham ind i en mørk gyde. Han får sat en pistol for hovedet, og en stemme bag ham spørger: “Er du protestant, eller er du katolik?” Manden tænker sig hurtigt […]

Sent om aftenen går en mand gennem gaderne i Belfast i det nordlige Irland. Pludselig er der en arm rundt om hans hals, der trækker ham ind i en mørk gyde. Han får sat en pistol for hovedet, og en stemme bag ham spørger: “Er du protestant, eller er du katolik?” Manden tænker sig hurtigt om og svarer: “Jeg er jøde.” “Ahh,” siger manden bag ham med pistolen, “Jeg må være den heldigste irsk-palæstinenser i hele Irland.”

Gennem tusinder af år har der kun været få motiver og grundlag for krig, der har været mere destruktive end religioner og ideologier, der omgiver sig selv med religiøse doktriner. Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er kun ét eksempel på dette.

Den zionistiske bevægelse som opstod i det 19. og 20. århundrede baseredes på to visioner. For det første, at alle jøder i verden skulle vende hjem til et nationalt hjemland, som, de sagde, oprindeligt var blevet dem skænket af Gud tusinder af år før, og for det andet, et ønske om at oprette et socialistisk samfund i dette genfødte hjemland.

Også for palæstinenserne har der udviklet sig et ønske om et nationalt hjemland i det samme område mellem Middelhavet og Jordan-floden, ikke mindst pga. at Jerusalem er den tredje mest hellige by i den muslimske tro, og at den derfor ifølge religionen skal være under kontrol af en islamisk stat.

Den stigende intensitet i volden, som vi har været vidne til for nyligt i denne del af verden, viser meget tydeligt, hvor lidt folket påskønner individuel frihed, privat ejendom og fredelige, frivillige forbindelser, og præcist hvor vigtige disse principper er, hvis folk med forskellige baggrunde skal leve med hinanden og det på en måde, som er til gensidig nytte.

I slutningen af 2002 brød en af de israelske tv-stationer selv-censuren, som var blevet dem påbudt af den israelske stat, og viste billeder af israelske soldater, der sprængte en dør til et palæstinensisk hjem ind på Vestbredden. Alt, hvad de fandt indenfor, var en mor og hendes tre små børn, men moren var blevet hårdt såret af sprængningen. Da moren langsomt blødte til døde, tryglede det ældste barn soldaterne, om de ikke ville tilkalde lægehjælp. Børnene blev skubbet til side og fik svaret: “Nej”. I baggrunden på videobåndet kunne man høre nogle af de israelske soldaters stemmer: “Hvad er det, vi laver her? Hvorfor er jeg her?”

På den anden side af konflikten har radikale palæstinensere og religiøse fanatikere som deres våben valgt terrorbombninger, hvor unge palæstinensiske mænd og kvinder pakker sig ind i sprængstoffer og sprænger sig selv i luften i forsøget på at dræbe så mange israelske forbipasserende som muligt. På video kan man nogle gange se disse selvmordsbomberes familie bakke entusiastisk op om deres egne børns snarlige død i “sagens navn”. Den 29. marts 2002 blev den (daværende, red.) palæstinensiske leder, Yassir Arafat, interviewet på den arabiske tv-station, Al-Jazeera. Han sagde bl.a.:

“Allah, giv mig martyrium… måske vil jeg dø som martyr, men det er sikkert, at en af vore drenge eller piger vil hejse det palæstinensiske flag over Jerusalems mure, over Jerusalems minareter og over Jerusalems kirker. De tror, det ligger fjernt, men vi ved, det snart vil ske, og vi har ret… Allah, giv mig martyrium. Til Jerusalem skal vi marchere – millioner af martyrer. Til Jerusalem skal vi marchere – millioner af martyrer. Til Jerusalem skal vi marchere – millioner af martyrer. Til Jerusalem skal vi marchere – millioner af martyrer.”

Og nogle af de mere udenlandske blandt disse arabere har genoplivet de bizarre beskyldninger mod jøder, som blev brugt af anti-semitter i imperialismens Rusland for 100 år siden. Den 13. marts 2002 kørte den saudiske stats-avis Al-Riyadh en artikel med titlen “Jøder bruger blodet fra teenagere til ‘purim’-kager”. Forfatteren, Dr. Umayma Ahmad Al-Jalahma fra Kong Faysal Universitetet i Saudi-Arabien, fortalte “hvordan menneskeligt blod spildes, så det kan bruges til deres [jødernes] festkager.” Forfatteren oplyser, at et kristent eller muslimsk barn bliver kidnappet, hvorefter barnets blod langsomt drænes fra kroppen med en nål.

“Altså skal offeret gennem frygtelige pinsler – pinsler, der yder de jødiske vampyrer stor glæde, da de nøje overvåger hver eneste detalje i dette blodbad med en nydelse og fornøjelse, der er svær at begribe… Blodet bliver meget forsigtigt samlet i en beholder – hvilket jeg allerede har bemærket – af “rabbien”, den jødiske medicinmand, kokken der specialiserer sig i at lave denne slags kager… På deres fest-dage gør den jødiske medicinmand sine medtroende meget glade, når han serverer dem kagerne med menneske-blod.”

De hundrede år gamle russiske anti-semitter ville have sagt, at det er pga. blodet, der er blandet i, at det jødiske matzobrød har mørke, brune pletter.

En voldelig cirkel
Den stigende intensitet i volden har styrket de dogmatiske stillinger både i Israel og blandt palæstinenserne.

Mange israelere fastholder, at der ikke kan laves en territorial aftale eller tales om en palæstinensisk stat, før selvmordsbomberne og lignende terrorist-angreb stoppes. Indtil da vil det israelske militær bruge ethvert middel for at hindre volden – inklusive ødelæggelsen af private huse og firmaer, indfangelse og tilbageholdelse af et givent antal palæstinensiske mistænkte, ydmygende razziaer ved palæstinensiske checkpoints og brug af knapt så præcise dødelige midler.

Til gengæld mener mange palæstinensere, at deres eneste våben, der kan få israelerne til at betale en pris for deres besættelse af Vestbredden og Gaza, er selvmordsbomber, der rammer tilfældige ofre i mængder af uskyldige og ubevæbnede mænd, kvinder og børn. (Nogle mener, at den alternative ikke-voldelige civile ulydighed måske kunne have været meget mere effektiv til at vinde støtten fra ikke kun det internationale samfund men også blandt mere moderate segmenter af den israelske befolkning.) Og de fastholder, at en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza må gå forud for et stop for bomberne, ellers vil den tilfældige vold fortsætte.

Begge parter glemmer det uskyldige individ, den private person, hvis liv og ejendom bliver det endelige offer. For den palæstinensiske “ekstremist” er hver eneste jøde den samme, lige skyldig for uretfærdigheden og grusomheden begået mod det “kollektive” palæstinensiske folk. For de israelske “hardliners” er hver eneste palæstinenser en mulig terrorist eller en, der skjuler en terrorist, hvis frihed, privatliv og ejendom må krænkes for at stoppe bombningen af Israel.
Individet reduceres til ingenting, og bevarelsen af “stammen” bliver et og alt. Ja, individer på “den anden side” ses ikke længere som mennesker.

Offeromkostninger er et grundlæggende begreb indenfor økonomi. Omkostningen for enhver beslutning eller ethvert valg, som et individ træffer, er det alternative mål eller formål, som han kunne have søgt og muligvis opnået, hvis hans knappe ressourcer, tid og arbejdskraft ikke var blevet brugt på det valgte mål.

Et andet begreb, som følger af denne forståelse af omkostninger, er det, som økonomer kalder irreversible omkostninger eller “sket er sket”. Når først omkostningen er betalt af beslutningstageren, kan den ikke fås tilbage. Tiden kan ikke skrues tilbage, og valget og dets omkostningen kan ikke laves om.

Hvis du for eksempel køber en “spis alt hvad du kan” frokostbuffet for 50 kr., så er det ligegyldigt om du spiser meget eller meget lidt. Efter du har betalt, er det tåbeligt at proppe dig selv til randen, bare for at få “så meget for pengene som muligt”. Hvis du ikke er særlig sulten, bør du kun spise så meget, at det gør dig mæt og tilfreds. At blive syg fordi du har spist for meget, giver dig ikke de 50 kr. tilbage eller gør dig mere tilfreds med købet af buffeten.

Forestil dig ligeledes du har investeret i en aktie, der kostede dig 3.000 kr., hvorefter aktiens værdi falder. Hvis du mener, at den i fremtiden kun vil blive mindre og mindre værd, er det tåbeligt at beholde den med den begrundelse, at den mindst skal give dig igen, hvad den kostede. Det er bedre at redde, hvad du kan, når du ser, det var en dårlig investering i første omgang.

Israelerne og palæstinenserne bliver nød til at anerkende det økonomiske begreb om irreversible omkostninger, hvor følelsesmæssigt smertefuldt det end måtte være, og acceptere det faktum, at dødsfaldene, ødelæggelserne og den menneskelige lidelse, som de to sider har påført hinanden i fortiden ikke kan fortrydes eller godtgøres. Disse tragedier og rædsler er nu blot historie – de er irreversible. Endvidere må begge sider indse, at yderlige skader forvoldt på denne måde kun vil forværre katastrofen – de vil kun forøge den menneskelige lidelse og de materielle omkostninger. Det er på tide at redde sig ud fra tidligere tiders investering i dårlig politik.

Men, begge parter vil kun kunne se fordelen og nytten i at gøre sådan, hvis de tror på, at der er et bedre alternativ til tidligere tiders dårlige politik. Problemet er, at mange palæstinensere kun kan se israelerne som besættere og som forhindringer på vejen til deres drøm om en separat politisk stat, som ville omfatte hele Vestbredden, Gaza og mindst det østlige Jerusalem, hvilken de ser som den fremtidige hovedstad i denne stat. Og mange israelere kan kun se palæstinenserne som røvere og mordere, der blot vil bruge sådan en palæstinensisk stat til base, hvorfra de kunne forsøge at “skubbe jøderne i havet.”

En libertariansk løsning
Hvis begge parter ville se på de sociale muligheder gennem klassisk-liberale eller libertarianske øjne, ville problemet og dets potentielle løsning se fuldstændig anderledes ud. Den ideelle løsning fra et klassisk-liberalt synspunkt ville være en enkelt, verdslig stat omfattende både det nuværende israelske territorium og de palæstinensiske lande på Vestbredden og i Gaza.

Sådan en enkelt, verdslig stat skulle gennem dens forfatning begrænses til at beskytte hvert enkelt menneskes liv, frihed og ejendom. Alle sociale, handelsmæssige og religiøse forbindelser og sammenslutninger skulle baseres på frivillig og fredelig gensidigt samtykke.

Ingen palæstinenser, ivrig muslim eller ej, ville blive nødt til at leve ved siden af eller have noget som helst at gøre med nogen jøde i denne verdslige stat. Men han ville heller ikke kunne forhindre nogen anden borger – muslim, jøde, kristen eller ateist – i gensidigt at drage nytte fra fri handel, social omgang med hinanden eller ligefrem at gifte sig på tværs af skellene. Ligesom en jøde ikke ville blive nød til at omgås, leje eller købe af eller sælge til muslimer, hvis han ikke ønskede det. Men han kunne heller ikke blande sig i de frie valg, der ville blive truffet i sådanne sager af mennesker omkring ham.

I sådan en klassisk-liberal stat ville uddannelse være helt på private hænder og udbudt af enten markedet eller velgørende organisationer, der måske var forbundet med en tro. Dermed ville ingen føle, at han blev tvunget til at sponsorere eller støtte en “falsk tro”.

Religiøse pladser ville som al anden ejendom blive privatiseret. Og som privat ejendom ville de blive respekteret og forsvaret mod vold, vanhelligelse og invasion af den legitime men begrænsede politimagt.

Stridigheder omkring religiøse pladser eller deres grænser ville blive afgjort på en måde, der var så fair og upartisk som menneskeligt muligt af domstolene med en medfølelse for de respektive troende, der ofte har dybe og personlige minder på sådanne steder.

Staten skulle forhindres i at bruge dens magt til at blande sig i enhver fredelig forbindelse på markedet. Dermed ville ingen politisk autoritet kunne diskriminere til fordel for eller imod religiøse og andre grupper samfundet. Regulering af og kvoter til industri, landbrug eller kommercielle aktiviteter ville ikke findes, og statens magt ville således ikke kunne manipuleres eller misbruges til at skaffe privilegier eller vennetjenester, som andre personer derefter skulle bære omkostningerne for på den ene eller anden måde.

Ejendom ville kun kunne skaffes eller handles gennem bytte på det frie marked, frivillige gaver eller arv. På denne måde ville intet individ kunne fjernes eller afsættes fra sin lovlige og retfærdige ejendom uden hans samtykke. Og i sådan en stat hvor både israelere og palæstinensere ville leve, ville loven respektere og håndhæve kontrakter således, at enhver tidligere ejer eller gruppe af ejere der måtte ønske at begrænse den fremtidige brug af et stykke ejendom til et bestemt formål eller endda til en bestemt gruppe mennesker, ville være fri til at gøre det.

De mest religiøse og udøvende muslimer og jøder i denne stat ville være frie til at isolere sig selv inden for grupper af lignende troende og udøvere af deres tro. Men de kunne ikke påtvinge andre deres tro, i stedet ville de blive nød til at bruge fornuft, overtalelse og gode eksempler for at få andre til at slutte sig til deres samfund. Samvittighed frem for tvang ville være midlerne til at omvende folk.

Hvem – jøder, muslimer, kristne eller ateister – skulle føle sig truede af en anden tro eller gruppe i en sådan klassisk-liberal stat? Hvem skulle frygte undertrykkelse eller systematisk unfair og partisk behandling? Hvis muligheder for et bedre spirituelt, materielt, socialt og personligt liv ville forbydes eller begrænses af andet end det frie samfunds regel: At midlerne til at opnå egne mål kun må være af en frivillig karakter?

Folkafstemninger
Men hvad nu hvis mange jøder og muslimer af den ene eller den anden grund rent faktisk ønsker deres egne respektive politiske stater? Det kunne afgøres gennem folkeafstemninger i landsbyer, byer og distrikter. Der bliver åbenlyst nødt til at være en slags regel, som afgør hvilken stat, de stemmende samfund skal tilslutte sig. Det kunne fx være flertalsafgørelser. Men selv hvis det efterlod en betragtelig minoritet tilbage, som var af en anden tro, så behøvede de ikke være bange for deres personlige sikkerhed, respekt og beskyttelse af deres ejendom, deres religionsfrihed eller ret til at handle frit, så længe disse stater alle praktiserede de samme klassisk-liberale principper. Og hvis minoriteten af en eller anden grund ikke ønskede at leve i denne stat, ville personer tilhørende minoriteten være frie til at flytte til den anden stat, de måtte ønske, og enten tage al deres ejendom med eller sælge det på stedet, hvis de fandt det mere fordelagtigt.

Desværre er dette ikke den politisk filosofiske eller ideologiske verden, som israelerne og palæstinenserne lever i. De lever i en verden med religiøs intolerance, begrænset politisk frihed, et stærkt reguleret og kontrolleret marked, omfordeling til specielle grupper gennem skatter, psykologisk stammementalitet og etnisk og religiøs kollektivisme.

Vold og endda krig er uundgåeligt i et sådan politisk og psykologisk miljø, som de lever i. Det ville selvfølgelig være nemt at pege fingre og ridse op, hvem der har haft mest ret og uret i Mellemøstenkonflikten i mere end et halvt århundrede. Det ville også være nemt at bestemme, hvilket styre, det israelske eller det palæstinensiske, der, på trods af manglerne, har respekteret individets personlige frihed bedst, og hvilket der generelt har behandlet dets folk mindst brutalt til dagligt.

Men opgaven er ikke at kigge bagud. Opgaven er at kigge fremad. Og i den forstand er både israelere og palæstinensere langt fra at forstå, praktisere og dermed se fordelene ved et frit klassisk-liberalt alternativ i stedet for katastrofen, som omfatter alle i denne region i dag.

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2006.
Artiklen er oprindeligt bragt af The Future of Freedom Foundation, juni 2002.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password