Den liberale skyld

Denne artikel blev først bragt i den svenske avis Expressen under titlen Frihetens barrikader”. Expressen havde bragt en kronik af Per Wirtén med titlen Kastar första stenen, hvor Wirtén slog fast, at “det finns en liberal skuld. Inga liberaler talar om den. Men den finns.” Dette var Johan Norbergs svar: Der findes en slags politisk […]

Denne artikel blev først bragt i den svenske avis Expressen under titlen Frihetens barrikader”. Expressen havde bragt en kronik af Per Wirtén med titlen Kastar första stenen, hvor Wirtén slog fast, at “det finns en liberal skuld. Inga liberaler talar om den. Men den finns.” Dette var Johan Norbergs svar:

Der findes en slags politisk forskning, som man kunne kalde “hvad med dig selv?”-genren. Efter Berlinmurens fald er dele af den radikale venstrefløj gang på gang blevet tvunget til at forklare deres undskyldninger af røde despoter. Det er menneskeligt, at de bliver trætte af det og vil skifte emne. Det har bidraget til en jagt på liberalismens forbrydelser, så de kan give svar på tiltale.

Per Wirtén (Expressen 11/1-06) populariserer denne genre, når han kræver, at liberale skal erkende liberalismens skyld. I sig selv er det ingen dum ide. At være selvkritisk og vedvarende teste sine hensigter er den bedste metode til at undgå dogmatisme og fejltagelser. Det bør selv liberale gøre. Men jeg er ikke sikker på, at Per Wirténs eksempler styrker nogen liberalists selvkritiske sans.

Et af den svenske regerings støttepartier ledes af en person, der for kun syv år siden sagde, at han var leninist. Hvor finder Wirtén liberalismens modstykker? Hvor er de liberale massemordere? Hvilke svenske liberale har omfavnet dikatatorer?

Det nærmeste Wirtén kommer er – it-boblen og globaliseringen. Hmm. Hvis den liberale skyld er, at vi har fået lagt lidt for mange fiberoptiske kabler ud mellem kontinenterne, så må jeg sige, at det får mig ikke til at ligge søvnløs.

For at finde nogle grovere sager, går Wirtén derfor længere tilbage i tiden. Til sidst havner han i Indien for 100-130 år siden. Landet plagedes af enorme sultkatastrofer, som Wirtén giver den britiske kolonimagts liberale ideologi skylden for.

Ræsonnementet bygger han på bogen Late Victorian Holocausts af amerikaneren Mike Davis. Og det er problemet. Hvis nogen vil sammenkæde sult med politiske ideologier, så er det ikke en god ide at gå til en, som nægter at Kinas sultkatastrofer havde med kommunismen at gøre, og som mener, at historiens største massemorder, Mao, blev ledt af god vilje, i modsætning til de ondskabsfulde briter. Men det gør Davis, en hårdfør marxist, der ofte foretrækker det ideologiske landkort fremfor terrænet. “Der hersker ingen tvivl om, at Davis gør sig skyldig i – lad os kalde det – en fantasifuld brug af fakta”, som Salon.com udtrykte det i et portært.

Lad os se: Kastesystem, tvang til avl af visse afgrøder, forbud mod at handle frit og tyngende skatter selv under sulten. For os som troede at økonomisk liberalisme handlede om noget med et frit arbejdsmarked, ejendomsret, lav skat og frihandel lyder det ikke bekendt. Davis og Wirtén reducerer altså liberalismen til uviljen mod at hjælpe nødlidende. Med det syn var Mao liberal, når han ikke hjalp sine sultende undersåtter.

Det fører til at Wirtén endda skyder skylden for 1840’ernes irlandske kartoffelhunger på liberalismen. I virkeligheden var det liberalisterne og frihandelsforkæmpere, der kæmpede mod det feudale system, der ikke kunne producere, og den told, der fordyrede brødet. Det var selve ramaskriget over denne sult, der førte til frihandlens sejr i 1846.

Wirtén har bestemt sig for, at kolonialismen i sig selv var et liberalt projekt. Jeg har læst artiklen flere gange, og jeg kan stadig ikke finde argumentet. Jeg noterer mig blot en mærkelig formulering om John Locke, liberalismens far, der slog fast, at individet må skabe og agere frit, så længe det ikke udøver aggression mod andre. Wirtén mener, at koblingen til vold mod andre lande er, at individet i Lockes udgave “stavrer ud i lyset og begynder at erobre verden”. “Erobre verden?” Wirtén påviser ingen sammenhæng, han misbruger bare en metafor.

Sandheden er, at 1800-tals-liberalister som Smith, Ricardo, Bentham, Bastiat og Spencer var højlydte modstandere af kolonialismen – til forskel fra for eksempel Marx. Liberale politikere bekæmpede som regel de konservatives imperiedrømme, selv hvis de ind i mellem gav sig. Machesterliberalisterne så sin kamp for frihandel som en metode til at indlede afmonteringen af hele det britiske imperie.

Storbritannien var liberalismens hjemland på det tidspunkt, men alle de store europæiske magter var kolonisatorer, uanset politisk farve. De liberale ideer mærkedes først og fremmest i form af en opinion, der moderede den britiske kolonialisme, førte til at den blev brugt til at afskaffe slaveriet og gjorde, at den ikke blev lige så brutal som for eksempel den belgiske, franske, tyske eller japanske.

For eksempel øgedes det indiske befolkningstal og middellevealderen hurtigere efter briternes kolonisering. Fra starten af 1900-tallet nærmest forsvandt de tidligere regelmæssige sultkatastrofer i takt med, at kommunikationen forbedredes, og markederne integreredes. Som Niall Ferguson viste i Empire var det for en stor dels vedkommende de liberale ideers stærke stilling i Storbritannien, der gjorde, at kolonierne kunne frigøres, eftersom de rent militært havde kunnet beholde dem, hvis ikke hjemmeopinionen havde protesteret mod brutale fremgangsmåder.

Hensigten med Wirténs historiske udflugt er naturligvis at tilsværte dagens frihandel og globalisering med ubehagelige historiske associationer. Men det er nu nærmere forskellene, der træder frem ved en sådan sammenligning: I dag deltager lande og mennesker kun i handelsbytte, når de mener at tjene på det. De store liberaliseringer er ikke gennemført af WTO eller IMF, men ved enkeltbeslutninger i lande som Kina og Indien, der har set, hvad de har at vinde på det.

Wirtén skriver gribende om sulten i det sydlige Afrika. Men det er verdens mindst liberale region. Det er de lande, som ikke vil eller ikke tillades at deltage i globaliseringen, der halter efter i denne epoke.

I verdens u-lande som helhed er hungersnøden blevet halveret siden midten af 1970’erne, og den ekstreme fattigdom og børnearbejdet er halveret siden 1980. Denne udvikling føres af de lande, som liberaliserer deres økonomier, og som øger handlen og investeringerne mest. Hvis jeg skal føle skyld over det, så kræver jeg først at se et mere positivt alternativ.

Per Wirtén synes sikkert heromkring at have fået beviset for, at liberalister ikke kan være selvkritiske. Hans artikel er nemlig listig: Enten indrømmer liberalisterne, at de har meget at skamme sig over, eller også beviser de, at de er naivt selvgode.

Men der er et tredje alternativ: Liberalismen har mindre at skamme sig over end andre ideologier, fordi den af natur er selvkritisk. Wirtén har nok truffet liberalsiter, der aldrig erkender fejltagelser, men jeg vil hævde, at den liberale idetradition mere end andre består af fortsat introspektion og omprøvning.

Det er det som er indholdet af den hånede frase at en liberal er “kluven” (= splittet, citat fra den svenske politiker Gunnar Helén, 1949, ovs. bem.): Der fidnes ingen Marx, ingen utopier og ingen perfekte løsninger, hvor man klarer sig uden afvejninger og afprøvninger. Liberalismen er i sig selv en lektie fra historien, fra indsigten om at magt altid bør begrænses, og at man altid må dele, tøjle og kotrollere magten.

Mennesker og magthavere kommer til alle tider og uafhængigt af ideologi til at lave fejl og begå forbrydelser. Derfor må institutionerne udformes sådan, at vi begrænser menneskers magt over andre.
Hvor konservatismen og socialismen forklarer, hvordan magt skal udøves, er liberalismen ideen om, at magt skal begrænses. Hvor de skændes om, hvordan individerne skal styres, vil liberlaismen at individet skal frigøres fra dette styre.

Det er derfor konservatismen og socialismen altid har en mørk side – når individet ikke opfører sig som i de ambitiøse planer, så ligger tvangen altid nært for. Selvfølgelig kan frihed også misbruges, men ikke på lige så stor skala mod andre. Derfor går det ikke at skrive “Liberalismens sorte bog” uden det bliver en plat fremstilling om it-boblen eller fantasier om liberalismens ansvar for kolonialismen.

Den østrigske liberalist Ludwig von Mises mente, at der ikke burde eksistere liberale partier. Når visse grupper forsøger at monopolisere liberalismen stejler den. I stedet burde liberalismen være en levende ide, en kultur, som påvirker alle partier og tøjler deres tro på magtens muligheder og kollektivets ret.

Dette er liberalismens største fremgang – at den “sejrer sig ihjel” når højre og venstre i stadig højere grad accepterer demokrati, tolerance og markedsøkonomi. Hvis jeg var lidt mere selvfed, kunne jeg komme til at give den liberale filosofi æren for, at socialismens og konservatismens skyld ikke er større, end den er.

Oversat af Thomas Stærmose 2006.
Oprindeligt bragt i Expressen 17. januar 2006.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password