Smæk for licensen

Hvis man ønsker smæk for skillingen eller sagt på en anden måde tæsk for licensen, kan jeg trygt anbefale DR P1’s “Spidsen,” hvor der hver morgen, umiddelbart før nyhederne klokken ni, weekends undtaget, som regel er lagt grundigt i kakkelovnen.
Allerede ved 8.30-tiden kan man roligt begynde at gasse sig og genopfriske følelsen ved barndommens velkendte slogan: »Når far kommer hjem, så vanker der.« Det er simpelthen bare nam-nam for nostalgikere, og trygt er det også, det synes jeg godt, jeg tør skrive under på, for man ved, præcis, hvad man får.
De mange dejlige mennesker, nøje udvalgte, får man indtryk af, som går igen og igen og igen, mestrer virkelig revselsens kunst, jeg kan roligt sige, at de alle har tungefærdigheder, som kun kan sammenlignes med akrobatik på ekstremt højt niveau.
De tordner og brager over os, formaner indtrængende, kror sig indsmigrende og hugger afsluttende til; sommetider i omvendt rækkefølge, men hvad betyder rækkefølgen, når blot vi skammer os grundigt, og det kan vi slet ikke undgå at komme til.
Tag nu for eksempel samfundsdebattøren, Morten Albeck, her fornægter det nordjyske sig sandelig ikke, han leder uvilkårligt tanken hen på Niels Hausgaards “Overlærer Madsen,” der er vred og ikke forstår, at Gud i sin miskundhed har skabt skolebørn så onde!
Morten Albeck er også altid vred, endda meget vred, og fatter vel sagtens heller ikke, at Gud har skabt ikke blot onde skolebørn, men hele generationer af onde og begærlige fuck’ed-uppere.
Jeg overdriver ikke, når jeg fortæller, at en morgendosis Albeck á blot fem minutter, på sagte volumen, efterlader en med trommehinder som misbrugte trampoliner, men så sandelig også med en stor, stor skam- og skyldfølelse.
Gad vide hvad denne mand egentlig ville tage sig til, hvis han vågnede op en skønne morgen og pludseligt fandt sig omgivet af lutter upåklagelige ligemænd?
Apropos misbrug, så kan jeg også anbefale Iris Garnov, som jævnligt bidrager så inderligt og varmt med indslag imod misbrug af børn, at det ligefrem kan tænkes at inspirere de mennesker der har allervanskeligst ved at holde nallerne fra de små; og selvom man inderligt afskyr pædofili, så kan man slet ikke undgå at sympatiskamme sig med regeringen, at den endnu ikke har fået løst dette århundrede gamle og skændige problem.
En anden af mine favoritter, Tobias Gräs, forfatter med mere, er bestemt heller ikke tabt bag af en vogn – for nej, hvor er han dog ferm til at besvære sig (og os); han virker ikke helt så vred som Morten Albeck, han er i højere grad forarget over os på en effektiv, skuffet måde.
Venstrepolitikeren, Britta Schall Holberg, kan også bare det der med at sætte os skam i livet; hun var i en periode hyppig gæst i “Spidsen,” hvor hun skammede Gud og hver man ud, sågar sit eget parti; det er hun måske gået bort fra, og så er der jo en helt naturlig forklaring på, at hun nu glimrer ved sit fravær; men som sagt, der er mulighed for alvorlige irettesættelser ved mange, mange andre gode mænd og kvinder end de her nævnte; lyt selv efter!
Hvad skælder de så ud over disse retsindede?
Det enkleste ville være at skrive, det samme, som de har gjort siden regeringsskiftet, hvilket vil sige, at man harcelerer over Anders Fogh Rasmussen, som angiveligt logrer med svansen for Bush, som er en mentalt abelignende, krigs- og olieliderlig, religiøst forkrøblet fanatiker.
Regeringen, selvfølgelig med Fogh i spidsen, blæser højt og flot på integrationen og dialogen med de nye danskere, som jo i modsætning hertil, og det bør vi ikke glemme, altid virker så utroligt imødekommende.
Også samfundets “svage og udsatte”, er et hot og “spidst” emne, som nok kan give blussende ører, for vi svigter nemlig i den grad denne gruppe af mennesker; med “vi” menes naturligvis den siddende regering, dens vedhæng og dens imbecile vælgerskare, som der desværre er et upassende stort antal af.
Med samfundets svage og udstødte, mener man sædvanligvis narkomaner, alkoholikere, hjemløse, prostituerede og eller fattige og naturligvis udsatte børn, mennesker som ingen vel ikke ønsker at hjælpe, hvilket man da også alle dage, under skiftende regeringer, har gjort forsøg på, øjensynligt uden større held.
Det er imidlertid ikke så enkelt at være behjælpelig, fordi de svage og udstødte, ikke uden videre retter ind i forhold til velvilligheden.
Nogle af disse mennesker ønsker ganske enkelt ikke hjælp; til tider insisterer de rent ud sagt selv på, at de gerne vel have fred og ro til at gøre, som de vil, og da vi ikke går ind for tvangshjælp eller -behandling her til lands, så er man jo nødt til at bøje sig for ønsket.
Hvis det var så såre enkelt at gøre tilværelsen bedre for disse mennesker med et bredt spektrum af egne ønsker og viljer, som det lyder til i den verserende debat, så havde man vel gjort det for længst, man har da haft den helt rigtige regeringskonstallation i utallige år.
Det er naturligvis meget nedslående, at nogle mennesker har svært ved at klare tilværelsen, men det er altså ikke et fænomen, som den siddende regering har opfundet på fire år, sådan har det desværre været siden Metusalem bar ble.
Nu agter en udsøgt flok af præster, læger og kunstnere imidlertid at stikke piskeriset ned i folkehavet med henblik på at piske det til en bevægelse i den rigtige retning.
Jeg formoder, at disse igangsættere nu vil smøge ærmerne op og vise os andre vejen; de vil sikkert foregå os med gode eksempler på deres “anstændige menneskesyn,” de vil nok samle en masse penge ind, hos hinanden forstås, og så forestiller jeg mig også at se dem fysisk tilstede derude, hvor det virkelig gør ondt, hvor der er behov for en praktisk indsats og for at velfungerende og indsigtsfulde mennesker slår sig ned, så tror jeg på, at man ikke blot vil få bevægelse, men at man tilmed vil bevæge; fromme ord, rockkoncerter, gøgl og flere penge gør det ikke længere alene.
Jeg forestiller mig for eksempel, at Anne Marie Helgers næste livstegn kommer fra Afrika, hvor hun gør usigeligt godt med sit uforlignelige overskud.
I den sammenhæng er der også det med “tonen,” som jeg forventer mig meget af fremover, for jeg går da ud fra, at de samme mennesker, som kræver en god debattone, også selv er indstillet på at levere en sådan; og ærligt talt, er tiden dog ikke løbet fra, at den gemene hob får hektiske røde kinder af lutter benovelse over præster, læger og kunstnere?
Der er i hvert fald en del af de mennesker, der nu slutter sig sammen, som nærmest har været primus motorer i fjernelsen af autoriteter, hvilket de har haft en så ubetinget succes med at begrebet nærmest er gået ud af handlen.
Gad vid, om de nu fortryder!
Det er naturligvis naivt at forestille sig en indrømmelse af, at der skulle forekomme politisk skævvridning i DR.
Selvom man ville kunne påvise, at for eksempel “Spidsen” pegede i samme retning i 90 pct. af indslagene, føler jeg mig overbevist om, at man på DR blot ville anføre, at man så sandelig ikke er herre over, at man modtager så forsvindende få indlæg hvor “Spidsen” peger i modsat retning, mit ærinde er derfor ingenlunde at bevise noget som helst, det har ingen hidtil haft succes med, senest så vi, hvor hurtigt den ny generaldirektør fik trukket næsen til sig og rettet ind.
Mit ærinde er et ærligt ønske om i hvert fald at få nogle udefrakommende, nuancerede debatindlæg, når det nu er umuligt af få noget sådant indefra.
Da jeg faktisk finder, at de mange indslag vedrørende helt øjensynlige samfundsproblemer er af temmelig iøjnefaldende betydning for os alle, og da jeg forestiller mig, at de mennesker, som bidrager til “Spidsen” må have et oprigtigt ønske om at påvirke og animere lytteren til et aktivt engagement i bestræbelsen på at bedre vilkårene for alle sårbare og nødlidende i dette land og i verden som sådan, så må det da betyde noget, at lytteren ikke ender med at kyle radioen i kummen undervejs eller helt afstår fra at tænde for den.
Det må da for pokker være muligt at levere nogle debatindlæg, som ikke pådutter mere end halvdelen af befolkningen skylden for alverdens fortrædeligheder; man fremturer som om alt, lige fra mislykket integration, sociale skævheder, pædofili og fattigdom i hele verden, ville fordampe fra jordens overflade, hvis blot man kunne fjerne regeringen og dens slæng fra samme jordoverflade, og man gør det oven i købet uden mindste gran af humor og distance, og det er næsten det værste.
De selvhøjtidelige, bebrejdelser, der morgen efter morgen flyder som tyk sirup fra de spidse tunger virker enerverende og forudsigelige, i særdeleshed fordi man ved, at det kun er begyndelsen, som regel fortsætter man i samme rille resten af døgnet.
Det er klart at svære sociale problemer ikke giver anledning til rå latter, men en anelse mindre salve på tungespidserne og et lidt mindre anklagende tonefald ville givetvis minimere morgenkvalmen og virke inspirerende og ansporende.
Nåh, men hvad betyder det, om jeg har radioen tændt eller slukket, det vigtigste er at licensbetalingen falder til tiden og at man eventuelt får lov til at lade den stige, ik’!