Frihed er forskellen

Overskriften kan dække over mange emner, for frihed er forskellen på mange ting. Jeg vil dog berøre to aktuelle områder, som jeg synes meget kritisk trænger til en frihedsorienteret løsning. Frihed er forskellen på konkurrence og had “Government is a broker in pillage, and every election is a sort of advance auction in stolen goods”, […]

Overskriften kan dække over mange emner, for frihed er forskellen på mange ting. Jeg vil dog berøre to aktuelle områder, som jeg synes meget kritisk trænger til en frihedsorienteret løsning.

Frihed er forskellen på konkurrence og had

“Government is a broker in pillage, and every election is a sort of advance auction in stolen goods”, skrev H.L. Mencken.

I Danmark afholdes der både en kommunal og en statslig auktion hvert fjerde år. Der er dog desværre langt mere end penge på spil, når danskerne går til valg. Fx skal indvandrere lære at tale dansk, de må ikke bo for mange på samme sted, og de skal lære at forstå kristen kultur og religion, lyder det fra den danske side. Folkeskolen skal undervise i Koranen, arbejdsgivere og diskoteker må ikke diskriminere på baggrund af hudfarve eller påklædning, og en lige del af kirkeskatten skal gå til moskéer, siger muslimer til gengæld.

Det er ikke så sært, at der i sådan et samfund er had nok til på den ene side at stifte Dansk Folkeparti, på den anden side partiet Hizb ut-Tahrir. Begge går dog fuldstændigt fejl af problemstillingen, når de hver især ønsker at konvertere den anden gruppe. Problemet er ikke, at begge grupper eksisterer i det samme land. Problemet er, at staten er så stor og har indflydelse på så stor en del af livet, at en kultur overhovedet har mulighed for at gennemtvinge andre sin levevis. Hvis begge parter ville se på problemet med liberale øjne, ville det og den potentielle løsning se fuldstændig anderledes ud.

Et multikulturelt samfund er ikke bare ønskeligt i kraft af, at det medfører en større variation og alternative vinkler på vigtige problemer, det er også uundgåeligt som følge af globaliseringen. Den frihedsbaserede løsning på splittelsen ville være at begrænse staten til maksimalt at varetage det område, som begge parter kan blive enige om: Beskyttelse mod vold og kriminalitet. I sådan et samfund vil alle aftaler være frivillige. Skolesystemet og øvrige uddannelser vil varetages af private firmaer eller organisationer, måske forbundet med enten den danske eller muslimske (eller en tredje) kultur, men finansieret af forældre eller velgørende organisationer. På den måde vil ingen føle sig tvunget til at finansiere udbredelsen af en dårlig kultur eller tro.

Staten ville blande sig helt uden om det frie marked, og der ville derfor slet ikke være en magt, der kunne misbruges til at diskriminere mod en anden befolkningsgruppe eller til at skaffe vennetjenester til sin egen. De mest yderligtgående muslimer og måske også de mest konservative danskere ville sandsynligvis vælge at isolere sig i deres egne små samfund lignende det af Amish-folket i USA.

Ville der være grobund for had i sådan et samfund? Da der ville være meget lidt at vinde ved at opnå magten, ville interessen for politik falde drastisk og dermed også højst sandsynligt betyde døden for partier, der udelukkende ville tilgodese en bestemt befolkningsgruppe, hvad enten den være sig en økonomisk, kulturel eller religiøs af slagsen. I stedet måtte danskere og muslimer konkurrere om at fremføre de bedste argumenter, hvis de ønskede at udvide deres kultur.

Det gælder altså om at begrænse de værdier, som den demokratiske proces råder over, mest muligt, for til gengæld at maksimere værdierne på markedet. Kun gennem demokratiet kan man tilegne sig andres ejendom og uretfærdige privilegier uden selv at give noget som helst igen – bortset fra en seddel mærket ”Valgkort”. På markedet er omfordeling af ejendom kun muligt, hvis begge parter finder, at det vil gavne dem. På markedet må man altid give noget igen, hvis man ønsker noget af værdi, der er i en anden persons besiddelse – og ikke bare gennemtrumfe sin vilje med demokratisk magt.

Det er forskellen på konkurrence og had.

Frihed er forskellen på udvikling og stilstand

Intellektuel anerkendelse er ikke nok, hvis danske opfindere, iværksættere og etablerede virksomheder skal kunne ernære sig ved at bringe Danmark fremad teknologisk og økonomisk. Kreative og arbejdsomme mennesker skal have lov til at beholde profitten af deres arbejde, og de skal have et sundt erhvervsklima med en minimal og effektiv offentlig instans, hvis Danmark fortsat skal blive rigere og følge med globaliseringen.

Det illustrerer den økonomiske vækst de sidste 50 år meget godt (kilde: Danmarks Statistiks 50-års oversigt): Før 70’erne, hvor den danske velfærdsstat og dermed skatterne for alvor tog til i størrelse og støt bragte den økonomiske frihed ned, lå den økonomiske vækst gennemsnitligt på 4 %. Men siden midt-halvfjerdserne har vi sammen med velfærdsstaten og dens økonomiske ufrihed måtte nøjes med en vækst på gennemsnitligt 2 %. Forskellen lyder ikke af meget, men da den økonomiske vækst er en eksponentiel funktion vil det sige, at kunne vi de sidste 30 år have beholdt en vækst på 4 % frem for en på 2 %, kunne danskerne i dag have været 80 % rigere.

Det kunne potentielt have givet os 80 % bedre hospitaler med 80 % flere penge til at udvikle ny medicin, 80 % flere penge til anskaffelse af skannere og 80 % kortere ventelister. 80 % bedre skoler med 80 % flere penge til bøger, 80 % bedre computere og 80 % bedre lærere. 80 % bedre hjemmehjælp med 80 % mere tid til hver enkelt patient. 80 % bedre {indsæt selv en af statens sorte får her}. Det vil man aldrig høre Fogh eller andre politikere byde over (end ikke i en valgkamp)!

Men hvis vi forlænger perioden 30 år endnu, kunne vi i 2035 være 220 % rigere, end vi bliver, hvis væksten fra de sidste 30 år fortsætter.

Også hvis vi sammenligner andre landes økonomiske frihed med deres vækst, er sammenhængen meget tydelig: Friheden til at beholde frugten af sit arbejde er sammen med en lille offentlig sektor utroligt vigtigt for en høj økonomisk vækst.

Man kan forestille sig, hvad der var sket, hvis den danske velfærdsstat og dens omfordeling havde spændt ben for udviklingen i stenalderen i stedet for i 70’erne. Med lidt held ville vi i dag måske have nået jernalderen og sygdom, sult og elendighed ville have været dagligdag.

Vigtigheden af et sundt erhvervsklima kan ikke overvurderes. Manglen på dette er lig en stillestående økonomisk og teknologisk udvikling, hvilket igen betyder, at vi i Danmark aldrig vil være i stand til at forbedre vore livsvilkår væsentligt. Et flertal vil måske sige, at stort set alle har det jo godt i Danmark, men det er set relativt til resten af verden. Hvis vi vælger at gå i stå nu, vil vi af økonomisk frie lande om 50 år blive betragtet som et u-land.

Hvis det ikke må ske, er frihed løsningen.

Efterord

Som sagt i starten er frihed forskellen på utroligt mange ting. Frihed er fx forskellen på liv og sygdom, hvilket viser sig ved, at Danmark er et af de få OECD-lande, hvor den gennemsnitlige levetid ikke har forbedret sig siden 70’erne. Middelklassens borgere har ikke råd til både at betale for de dårlige offentlige sygehuse gennem skatten for derefter også at betale til et privat sygehus. De må nøjes med kvaliteten beskikket af staten og en lavere levealder er resultatet. For kronisk arbejdsløse, der typisk vil have en høj tidspræferencerate, er levealderen dog bedre, end den ville være på et frit marked, hvor de færreste ville værdsætte en sund fremtid nok til at købe en sygesikring. Det lyder som noget fra en science-fiction-gyser, men det offentlige sygehusvæsen er omfordeling af liv.

Frihed er også forskellen på fred og krig, sult og mæthed, mangfoldighed og ensretning og meget mere. Frihed betyder alt.

Det er ikke så mærkeligt, at det skaber perverse resultater, når mennesker, der fødes med evnen til at handle rationelt, forhindres i at bruge denne evne fuldt ud. Historien har udstyret danskerne med en selvforsørgende kultur, og der lå en skam i at leve af andres arbejde. Dette modarbejder velfærdsstaten, og man må give den, at den gør det godt, når det ifølge Berlingske Tidende i dag er over 60 % af befolkningen, der lever af andres fortjenester. Det er det uundgåelige resultat, når frie, rationelle mennesker puttes i system.

”Slip mennesket frit!”, som en tidligere liberal dansker skrev. Og jeg vil gerne tilføje: For uden friheden til at være mennesker, hvad er vi da?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password