Jeg tror næsten ikke, at jeg kan forestille mig noget mere deprimerende end at blive så gammel og affældig, at jeg ikke kan tage vare på mig selv. Efter min mening skal der en helt ekstraordinær livsglæde og selvdisciplin til for at opretholde sin værdighed og sit liv, når man ikke længere kan være herre over, hvornår man skal på toilettet, hvad man må og kan spise, hvornår man må drikke spiritus og hvornår man skal sove. Dette kan de fleste vel sætte sig ind i, og derfor bør vi tænke os grundigt om, når vi indretter de institutioner, som skal sørge for, at vore ældre får den pleje, de i et civiliseret samfund bør få.
Selvom der selvsagt er stor forskel på, hvordan ældreplejen tilvejebringes og indrettes i de forskellige kommuner og inden for kommunerne, er det dog min opfattelse, at selve plejens karakter alt for mange steder lader rigtigt meget tilbage at ønske hos beboerne og deres familier.
Det faktum, at statens bureaukrater ikke har profit og tab til at styre deres handlinger og signalere, hvorvidt de trufne beslutninger har gavnet eller skadet modtagerne af serviceydelser er et problem, som er til at tage og føle på, når man som ældre kan få at vide af sine plejere, at man da bare kan tisse i bleen, når der ikke er tid til at hjælpe de ældre på toilettet.
Tilsvarende eksempler er legio og dukker fra tid til anden op på forsiden af formiddagsaviserne. Dog gælder, at offentlighedens svar på den offentlige ældreplejes fadæser i langt højere grad er kendetegnet af apati og resignation, end det ville være tilfældet, hvis private institutioner blev grebet i noget lignende. Befolkningens reaktion er til en vis grad rationel – man er udmærket klar over, at klager ikke hjælper men tvært imod kunne skade den ældre, hvis interesser man plejer (i modsætning til en klage i et system præget af konkurrence), og at det vil være et futilt tidsspild at forsøge at ændre systemet.
Et stort problem med ældrepleje er, at ældre mennesker ofte er hjælpeløse. Mange har fysiske eller psykiske skavanker, som gør, at de ikke kan tage vare på sig selv. Andre mangler familie eller andet netværk, som kan repræsentere dem i højere rets- eller ankeinstanser, skulle den ydede service ikke svare til almindelige krav til medmenneskelig opførsel. I mange tilfælde står den offentligt ansatte plejer derfor med en absolut magt over den ældre, som er sat i hans eller hendes varetægt.
Magt tenderer til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut. Derfor vil netop de ældres hjælpeløshed i sig selv føre til en ringere service end raske mennesker ville få under tilsvarende omstændigheder. Dette problem eksisterer, selvom ældreplejen blev varetaget af en privat institution. Imidlertid forværres den offentligt plejede ældres situation dramatisk af det faktum, at man i et system, hvor ældreplejen tilvejebringes af det offentlige ikke har nogen meningsfulde muligheder for at skifte udbyder, og at ankevejen er langvarig, besværlig og uoverskuelig. Specielt gælder det for de mennesker, som er mest hjælpeløse og uden netværk til at varetage deres interesser i det offentlige system. Disse mennesker er blevet gidsler i velfærdsstatens apologeters kamp imod markedet og for kollektivisme.
Alt for mange plejehjem er derfor deprimerende anstalter, som nærmest lader til at udgøre en sekulær skærsild før beboernes faktiske død. De ældre bliver vænnet til gå tidligt i seng, selvom ældre har brug for færre timers søvn end yngre mennesker, så plejerne kan få ro til deres aftenskaffe. De ældre bliver tvunget til at indtage sund, men deprimerende institutionsmad, som står i skærende kontrast til den mad de selv har lavet og værdsat hele livet. De ældre lider under, at administrationsomkostninger og minuttyranni æder det budget, som skulle give dem et værdigt livets efterår, og de kommer kun sjældent ud at rejse, fordi pengene i stedet bruge på “efteruddannelse” til plejerne, dyre faglige “kurser” og alskens plat og fråds, som alligevel ikke øger plejernes faglige kundskaber og slet ikke kan tjene til at forbedre deres opførsel over for de ældre ved at gøre den kærlig. I det hele taget kan det være svært at forestille sig en del af den offentlige sektor, hvor det i højere grad gælder, at “kunden” mere bliver set som et problem frem for et indtjeningsgrundlag – som det ville være tilfældet i den private sektor.
For et par uger siden viste statsradiofonien en kort udsendelse om det offentlige plejehjem, “Lotte”, som har til huse i en patriciervilla på Frederiksberg. På mange måder er “Lotte” anderledes end øvrige statslige ældreopbevaringsanstalter.
De ældre beboere har lov til at blive oppe lige så lang tid, de har lyst til. De må selv bestemme, hvad de skal spise. De må drikke øl og vin. Der holdes ofte fester, hvor der danses og spilles. En gang om året rejser de udlands – ikke til Rostock eller Malmø, men til Sankt Thomas eller noget andet eksotisk. De ansatte bærer ikke kitler, de blev brændt rituelt ved oprettelsen af “Lotte” i sin nuværende form. Sygefraværet er styrtdykket, fordi de ansatte ikke længere bliver smittet af den deprimerende “service”, der leveres i den offentlige ældrepleje (i Urban i går refereredes en undersøgelse blandt ansatte i ældreplejen viste i dag, at hver anden unge ansatte ønskede at søge væk).
Hvordan kan “Lotte” levere denne service, som både de ældre og de ansatte helt tydeligt er lykkelige for? Hvorfor kopierer de andre offentlige plejehjem den ikke bare? Faktisk prøver visse af dem også, men de har systemet imod sig. Thyra Frank, “Lottes” leder havde ifølge udsendelsen ofte oplevet at hendes og hendes ansattes evner blev desavoueret af øvrige ledere i den offentlige ældrepleje, og det blev antydet, at deres kompetencer inden for sygdom, ildebefindende osv. ikke modsvarede andre ansatte i ældreplejen.
Dertil kommer, at kontrollanter udsendt af diverse bureaukratiske institutioner løbende skal “evaluere”, om plejehjemmet lever op til de forpligtelser til serviceniveauet, som vore store og vise herskere har velsignet vore ældre med. Derfor har “Lotte” også en dygtig, akademisk orienteret sygeplejerske ansat til næsten udelukkende at tage sig af besøg fra de flinke men nidkære kontrollanter.
Den offentlige ældrepleje – såvel som de fleste andre sektorer af den offentlige økonomi – lider under det alvorlige problem, at politikere gang på gang skal vise, at de tager og beholder ansvaret for hver eneste foreteelse. Derfor har ældreplejen udviklet sig til noget, som man som menneske skulle tro var løgn. I stedet for at lade individer efterspørge ældreplejen selv, så udbuddet bliver styret af efterspørgslen og de reelle omkostninger, forsøger vore herskere at sikre sig imod ansvaret for de værste excesser ved at pådutte offentlige institutioner regler og styring ned til de mest minutiøse detaljer.
Plejehjemmet “Lotte” har vist, hvad der skal til for at man som offentligt plejehjem skal kunne tilvejebringe et service, som er et menneske værdig: at man ganske enkelt ignorerer de værste og mest nidkære regler og bureaukrater og i stedet koncentrerer sig om at tilvejebringe en menneskelighed og varme, som kunne være selv vore forældre forundt. Næsten som private kunne gøre det…
Et glimt af menneskelig ældrepleje
