To gamle venner mødes tilfældigt på en café
“Hejsa, hvordan går det? Er du stadig uden job?”
-“Ja, men jeg har faktisk fået en ide til en forretning. Jeg har fundet lokaler, leverandører og banken har sagt, de gerne vil hjælpe mig.”
“Spændende, fortæl mig noget mere”
-“Jeg har tænkt mig at åbne en grønthandel. Der hvor jeg har fået lokaler, er der ikke nogen grønthandlere og lokalerne er billige. Derudover har jeg fundet en god leverandør, så jeg kan sælge grøntsager billigere end alle de andre grønthandlere i byen.”
“En grønthandel? Har du fået bevilling til at drive grønthandel? Det får man da ellers ikke sådan lige…”
-“En bevilling? De kommunale planmyndigheder har udlagt området som centerområde til detailhandel – hvad mere skal man da have af tilladelser?”
“Du skal da have en grønthandlerbevilling fra grønthandlernævnet.”
-“Nå, men det får man vel bare? Der kan da ikke være nogen problemer i at få sådan en, når der nu ikke er nogen grønthandlere der, hvor jeg vil åbne min forretning.”
“Jo, man kan faktisk ikke få en bevilling før en anden grønthandler lukker sin forretning eller dør.”
-“Det kan da ikke være rigtigt. Jeg kan sælge grøntsagerne billigere end de andre, og det offentlige slipper for at betale at jeg er arbejdsløs.
Det offentlige har lavet systemet for at sikre at alle kan leve af at sælge grøntsager. Du må heller ikke lave reklame for din forretning. Du skal være medlem af en grønthandelcentral, hvor folk ringer til, og herefter bliver henvist til din forretning. Så sørger centralen for, at alle får lige mange kunder. Derfor behøver du heller ikke sælge grøntsagerne billigere end de andre grønthandlere. Indenfor grønthandelsområdet, bruger man prislister de kommunale grønthandlernævn sammensætter.
Hvis du gerne vil være grønthandler er det bedste faktisk at starte med at arbejde for en anden grønthandler, og lære de rigtige mennesker at kende. Når der på et tidspunkt kommer en grønthandlerbevilling i omløb igen, så skal kan du måske få den med de rigtige forbindelser.”
-“Og så er det ligegyldigt at jeg kan lave en bedre grønthandel end alle de andre? At jeg er arbejdsløs og alternativt skal pukle for en anden i stedet for at jeg kan få mit eget? At jeg den dag, jeg endelig måske får den nødvendige bevilling, ikke må lave en bedre forretning end mine konkurrenter? Er det virkelig systemet?”
“Ja”
Hvordan ville Danmark se ud, hvis ovenstående system rent faktisk fandtes? Ville vi finde os i, at tingene fungerede på denne måde, til ugunst for forbrugerne? Ja, for selvom systemet på papiret ser absurd ud, så fungerer taxa-området på den måde.
Når man i disse vinterdage står og venter på en taxa hjem fra julefrokosten, er det derfor en kærkommen lejlighed til at minde sig selv om, at det er politikernes skyld, at man står i regnen og venter halve og hele timer på en ledig taxa.
Det er politikernes skyld, at folk med dårlige kvalifikationer er arbejdsløse. Hvis ikke der var en begrænsning i udbudet af taxabevillinger, ville der naturligvis være et langt større udbud af taxaer, og dermed behov for flere mennesker til at køre taxa. Et job som stort set enhver kan bestride – blot man kan dansk og kender den by man arbejder i. Blandt taxachauførerne i dag findes der folk med både halv– og helakademiske uddannelser. Alt imens der er en stor gruppe borgere i Danmark på passiv overførselsindkomst, fordi de ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Men, hvilken pris skulle vi, som forbrugere så betale for en liberalisering af området? At vi må finde os i flere Toyotataxaer og færre Mercerdes. Det betyder mindre komfort under kørslen, men til gengæld vil markedet også presse prisen på en tur ned. Dvs. at vi både som forbrugere (lavere takster og større tilgængelighed) og som skatteborgere (færre arbejdsløse) ville få en gevinst.
Hvorfor finder vi os i grunden i at stå i regnen, og vente på en taxa der aldrig kommer?