[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt som kronik i Jyllands-Posten.]
En af fordelene ved, at vi danskere er så rige er, at vi kan tillade os at opføre os mere tåbeligt end befolkningerne i de fleste andre lande. Det gør vi rigt brug af. At beskatte arbejdsindkomst med to tredjedele på marginalen, at beskæftige næsten en tredjedel af danskere i den arbejdsdygtige alder i en sektor, som ikke er udsat for konkurrence og at betale næsten en million mennesker i den arbejdsdygtige alder for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet, kan ikke betegnes som andet end tåbeligt. Ikke desto mindre står journalister, politikere, interesseorganisationer og statsbetalte universitetsforskere i kø for at bortforklare, undskylde og tale uden om disse tre problemstillinger.
Eksempelvis har Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet tilsyneladende dedikeret en betragtelig del af sin professionelle karriere til at bevise, at danskerne ønsker højere skatter. Dette gøres vha. jævnlige spørgeskemaundersøgelser med spørgsmål af typen: “ville du være villig til at betale højere skatter, hvis den offentlige service blev forbedret?”. Problemet med et sådant spørgsmål er, at det for et land som Danmark er et ganske irrelevant spørgsmål. Vi har i dag nået et effektivitetsniveau i den offentlige sektor, som er så lavt i forhold til den private sektors, at hver ekstra krone, som via skatterne havner i staten, er så godt som spildt. Vi betaler allerede grotesk høje skatter og modtager en offentlig service, som højst kan betegnes som middelmådig. I 2001 offentliggjorde Finansministeriet en undersøgelse, som viste, at den offentlige sektors produktivitet var faldet med hele 10 procent i løbet af de foregående 10 år.
Til sammenligning steg den markedsmæssige (private) sektors arbejdsproduktivitet i perioden 1993-2000 ifølge Danmarks Statistik med 2,9 procent om året. Over en 10-årig periode svarer dette til en effektivitetsfremgang på en tredjedel. Selvom tallene efter alt at dømme har forbedret sig en anelse for den offentlige sektor i de seneste år, er der ingen tvivl om, at hver krone, som tages fra den private sektor og gives til den offentlige sektor, betragtelig forringer vores samlede, fremtidige forbrugsmuligheder. Over flere årtier bevirker denne mekanisme, at værdien af offentligt producerede goder falder meget dramatisk overfor værdien af privat producerede goder. Når man tager de sidste fire årtiers enorme stigning i omkostningen til den offentlige sektor i betragtning, er det efter min mening derfor ikke helt ved siden af at antage, at private kan producere det samme som offentligt ansatte til omtrent den halve pris.
Alt dette er ikke bare ligegyldige teoretiske betragtninger for økonomer. De fleste mennesker, som har oplevet den offentlige service på tæt hold igennem flere årtier, vil nok sige, at de ikke har mærket nogen nævneværdig forbedring på trods af, at dens omkostningsniveau er øget betragteligt. Det eneste sted, hvor der er sket en mærkbar forbedring i servicen, er formentlig i opkrævningen af skat, som er blevet en del nemmere for de stakkels skatteydere, men dette er ret beset ikke en service (snarere det modsatte).
Eksemplerne på, at den offentlige service er blevet forringet dramatisk i forhold til den private sektor og i forhold til de resurser, som er stillet den til rådighed de sidste fire årtier, er derimod mange.
Kriminaliteten er eksploderet. Antallet af ejendomsretsforbrydelser per 1.000 indbyggere er mere end tredoblet siden 1960 og antallet af voldsforbrydelser er mere end seksdoblet. BT kunne sidste år referere en undersøgelse, som viste, at kun hvert 17. villaindbrud blev opklaret af politiet.
Omkostningerne per elev i vore folkeskoler er blandt de højeste i verden, og alligevel er danske afgangselever efter alt at dømme dummere end de var for fire årtier siden. Stort set ingen kan længere tale tysk eller lægge to brøker med forskellige nævnere sammen på en korrekt måde. Samtidig er antallet af lærere og feministiske støttepædagoger per elev eksploderet, så forældre i dag oven i købet skal besværes med deres arrogante attituder og snak om at skabe “hele” børn, som dog i en femtedel af tilfældene ikke kan læse, når de afslutter folkeskolen. I mange tilfælde behandles vore ældre af den offentlige sektor værre end dyr. Det er påfaldende, hvordan offentligheden i dag interesserer sig for dyretransporter gennem Europa, mens hjælpeløse, ældre borgere i mange tilfælde kan ligge i deres egne efterladenskaber på plejehjem og skal bede plejepersonalet om lov til at gå i bad eller på toilettet. Hvert år anvender den offentlige sektor næsten en snes milliarder kroner på såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik, som ikke har nogen dokumenteret (positiv) effekt. Snarere lader det til, at arbejdsløse i arbejdsgiveres øjne stigmatiseres af dette latterlige og ekstremt omkostningstunge aktiveringscirkus, så deres chancer for at få et reelt ikke-statsstøttet arbejde efterfølgende forringes.
Generelt gælder, at den offentlige sektors service er ringe, og dens omkostninger er grotesk høje. Dette er der særdeles gode grunde til. Hvis en virksomhed ikke leverer et rimeligt pris-kvalitetsforhold, søger forbrugerne blot andre steder hen, så virksomheden går konkurs. Derimod går staten aldrig konkurs, for dens indkomster er ikke baseret på konkurrence. De er baseret på tvang og vil derfor fortsat strømme ind, selvom dens pris-kvalitetsforhold forværres år efter år. Den offentlige sektors finansieringsproblematik er i det hele taget 180 grader modsat en privat virksomheds. Den eneste mulighed, en bureaukrat har for at øge sit budget er, at han skaber et problem, som politikerne ikke kan sidde overhørig. Det er derfor, at vi har ventelister på sygehusene, og at kostbart kapital står ubenyttet hen. Det er også derfor, at store, offentlige anlægsprojekter altid tager dobbelt så lang tid og koster dobbelt så meget, som hvis private havde udført dem.
Hvis politikere vælger at skære i en bureaukrats budget, kan han vælge mellem at skære på det overflødige eller det nødvendige. I det omfang, det er muligt at sløre for offentligheden, hvad der er overflødigt, og hvad der er nødvendigt, vil bureaukraten derfor altid vælge at skære ned i det nødvendige for at straffe politikerne ved at signalere, at hans budget ikke kan skæres, uden at forringe servicen betragteligt. Derfor gælder det også generelt, at jo mere usammenlignelig en offentlig service er med en privat, jo mere ineffektiv vil produktionen af denne være. To eksempler kan belyse dette forhold.
Da TeleDanmark stadig havde monopol og var offentligt ejet og styret, tilvejebragte de en service, som var katastrofalt ringe og dyr, fordi ingen private havde nogen sammenlignelig service, som offentligheden kunne jævnføre med TeleDanmarks. Dette ændrede sig som bekendt med privatiseringen og indførelsen af konkurrence samt muligheden for sammenligning på tværs af teleselskaber.
I Danmark er det kun meget rige mennesker og virksomheder, som kan efterspørge private sundhedsydelser, fordi danskerne allerede over skattene har betalt mere end rigeligt for disse ydelser. Idet det danske sundhedsvæsens eneste alvorlige konkurrence består i et lille antal klinikker med priser, som er opskruede pga. manglen på konkurrence og manglen på fattigere gruppers efterspørgsel efter deres ydelser, er en grundig jævnføring med de reelle omkostninger ved dets sundhedsproduktion temmelig besværlig. Derfor er det danske sundhedsvæsens udgifter ekstremt høje i forhold til dets ydelser.
Jørgen Goul Andersen burde derfor i sine undersøgelser stille det langt mere relevante spørgsmål: “er du villig til at betale endnu mere i skat, mod til gengæld at få endnu lavere privat forbrug og endnu ringere offentlig service?” Det er dog ikke sikkert, at han ville få de svar, han så brændende ønsker…
Højere skatter og lavere offentlig service
