Forbrugerrådet er statens nyttige idioter.

Offentliggørelsen af finanslov 2006 har fået forbrugerrådet til at tage den skuffede mine på. Ifølge deres pressemeddelelse vil nedskæringerne bevirke at ”forbrugernes stemme reelt [svækkes] overfor erhvervslivets magtfulde organisationer.” Af forbrugerrådets regnskab for 2004, fremgår det at 450.000 kr. af et budget på i alt 40 mio., hidrørte fra kontingenter. Ikke kontingenter fra privatpersoner, men […]

Offentliggørelsen af finanslov 2006 har fået forbrugerrådet til at tage den skuffede mine på. Ifølge deres pressemeddelelse vil nedskæringerne bevirke at ”forbrugernes stemme reelt [svækkes] overfor erhvervslivets magtfulde organisationer.”

Af forbrugerrådets regnskab for 2004, fremgår det at 450.000 kr. af et budget på i alt 40 mio., hidrørte fra kontingenter. Ikke kontingenter fra privatpersoner, men fra forskellige foreninger. Mindst 15 af de 40 mio. er offentlig støtte.

Er det rimeligt at kalde sig ”forbrugernes stemme” når ingen private personer, ud af deres egen lomme, har valgt at støtte projektet? En anden ting er, om Forbrugerrådet overhovedet gavner forbrugeren. Deres direktør, Rasmus Kjeldahl, skriver i et indlæg i Berlingske 7. sept. i år at, ”Den fire konkurrence, hvor aktørerne på markedet dyster på kvaliteten og prisen og med fuld information til alle markedsdeltagere, er desværre mange steder en saga blot”.

Assymetrisk information kan naturligvis være et problem for den person, med mindst af den. Og det kan kun være en fordel for en forbruger (som for en hver anden markedsaktør) at have så meget information som muligt. Men hvad Rasmus Kjeldahl tilsyneladende ikke forstår, er at tilvejebringelsen af information ikke er uafhængig af informationens pris. Det vil sige, at på et ikke reguleret marked, er indsamlingen af information lagt ud til forbrugerne selv og ikke til quasi-statlige organisationer. Information bliver et produkt af den værdi, den repræsenterer for den enkelte forbruger. Af samme årsag ville Forbrugerrådets produkttests, netop have sin berettigelse på et frit marked, fordi det netop kan betale sig at købe en test af en uafhængig organisation, i stedet for selv at uddanne sig inden for området og udføre testen selv. Det er selve kernepricippet i arbejdsdelingen.

Men Forbrugerrådet nøjes ikke med at teste og informere om produkter. De ønsker et øget statsliggørelse af informationsindsamlingen. Resultatet er naturligvis, at ingen kan bedømme om indsamlingen og distributionen af informationer er i forbrugernes interesse. Og det er her vi kommer til Kjeldahl’s anden påstand, nemlig at forbrugerne, uden Forbrugerrådet, er magtesløse over for virksomhederne. Derfor skal vi have mindre marked – mere regulering. Men forbrugerne er ikke magtesløse, tværtimod.

Markedet er det mest fuldendte form for demokrati der findes. Hver evig eneste gang en forbruger bruger en krone på et produkt, sender han et signal til både producenten men også til konkurrenterne. Én forbruger gør ingen forskel, mange forbrugere gør en kæmpe forskel. De bestemmer om en virksomhed skal overleve, om de skal ændre deres produktportefølje, om deres priser er for høje, om kvaliteten af deres produkter er gode nok, osv. osv.

Hvad Kjeldahl og resten af Forbrugerrådet ønsker er en verden hvor man fratages retten og muligheden for selv at tage ansvar. De vil sætte dagordnen for interaktionen mellem virksomheder og forbrugere. I stedet for at lade det være op til de eneste med den sande information om forbrugernes præferencer: forbrugerne selv.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password