Vi vil ha’ ha’ ha…

De almennyttige boligselskaber skriger i øjeblikket højt efter flere offentlige penge. Blandt andet anklager de politikerne for at stjæle fra dem. Det er jo som udgangspunkt et sympatisk og forståeligt synspunkt – men er de almennyttige boligforeninger i virkeligheden bedre selv? Det korte svar er: Nej. Lad os se hvordan sektoren i virkeligheden er skruet […]

De almennyttige boligselskaber skriger i øjeblikket højt efter flere offentlige penge. Blandt andet anklager de politikerne for at stjæle fra dem. Det er jo som udgangspunkt et sympatisk og forståeligt synspunkt – men er de almennyttige boligforeninger i virkeligheden bedre selv? Det korte svar er: Nej.

Lad os se hvordan sektoren i virkeligheden er skruet sammen.

I Danmark er ca. 20 procent af boligmassen – svarende til ca. 500.000 boliger såkaldt almennyttige boliger.

Almennyttige boliger er i høj grad et offentligt og desværre dermed også omfordelingsmæssigt emne. Tidligere var finansieringen forskellig alt efter lokal praksis men seneste ”almennyttige” boliger blevet finansieret således:
• 7 pct. af anskaffelsessummen finansieres som kommunal grundkapital,
• 2 pct. finansieres som beboerindskud, og
• 91 pct. finansieres ved optagelse af realkreditlån, hvortil staten løbende yder ydelsesstøtte.

Derudover findes der særlige støtteordninger til etablering af ”servicearealer” til ældreboliger og støtte til almene ungdomsboliger.

Altså et uigennemsigtigt morads af tilskud, fonde og kasser. Det eneste man med sikkerhed kan fastslå er, at når lejere i almennyttige boliger påstår de ejer noget, er det et absolut minimum og kan da i heldigste fald kun andrage 2 % af de samlede værdier. Vel at mærke i det omfang, at disse ikke hidrører fra bistandshjælp, kommunale garantier, pensioner og andre offentlige kasser.
Men der er jo dejligt at bo, siger nogle – så hvordan fungerer foreningen?

Retsgrundlaget der regulerer udlejning er som udgangspunkt lov om leje af almene boliger. På trods af man allerede har en lejelov, har lovgiver fundet det nødvendigt, at fabrikere endnu en lov.
Her opererer man i kapitel 3, § 9, med lejefastsættelsesbegrebet kaldet ”Balanceleje”. Balanceleje drejer sig om, at indtægterne skal stå mål med udgifterne i foreningen. Hvis foreningen har været i sine lasters vold; Ja, så skal lejen herefter sættes op. Som udgangspunkt er det jo ganske sundt, men hvorfor i alverden skal der lovgives om det? Hvis nogen ønsker, at bygge- eller bo sammen så findes der talrige eksempler på, at det kan lykkes uden love- og offentlig finansiering.

Balancelejen er ligeledes det der bevirker, at de almene boligorganisationer nu finder anledning til at hælde vand ud af ørerne. Hvis folketinget fastholder den objektivt fastsatte rente på de almene boligforeningers lån, bevirker det selvfølgelig at huslejerne som minimum skal fastholdes eller indexeres.

Men, siger den lille liberale – så stiger lejen jo bare for de lejere der flytter ind? For det er jo to parter der slår en handel af? Næ, det gør den ikke. For lovgivningen i § 9 stk 2 sætter prisdannelsen ud af kraft idet den foreskriver, at prisfastsættelsen skal ske objektivt. Det er nu ikke længere et spørgsmål om markedsmekanismer, men et spørgsmål om hvad forskellige offentlige myndigheder vurderer, at det er værd at sikre sin egen venstreorienterede vælgerskare. Konsekvenserne heraf burde være ganske klare for de fleste med økonomisk forståelse.

Man kan da, også bare henvise til virkeligheden for, at konstatere at teorien er empirisk begrundet. For nogle lejere i almennyttige boliger er det ganske normalt at have geder på altanen, slagte dem på badeværelset og lave fortrinlige bål af gulvbrædder, paneler og andet overflødigt indretningspjank. Andre er heldigvis mere påpasselige, men som udgangspunkt er mekanismen den samme – jeg ejer ikke skidtet, jeg har intet ansvar, jeg gør som jeg vil. Ugh.

Det er derfor ikke sært, at disse boligområder kræver et kontinuerligt flow af offentlige midler under forskellige dagsordner: Ghettobekæmpelse, ydelsesstøtte, boligsikring etc.…..

Sjovt nok er det sjældent, at mennesker der ejer egen bolig agerer således?

Vi kan altså som logisk følge heraf, konkludere at toppen i de almennyttige boligorganisationer selv har et psykotisk forhold til dit og mit og derfor næppe med nogen form for rimelighed kan påberåbe sig at nogen stjæler fra dem. Deres egne penge er det i hvert fald ikke.

Så når de almene boligforeninger kalder på ”retfærdighed” sker det i et vacuum af grisk kassetænkning hvor de som en stor ondartet tumor sørger for, at røve- og stjæle fra hele den offentlige værdikæde og derefter påberåbe sig ejendomsret og retfærdighed.

Næste gang du ser en beboer i en almennyttig bolig, så husk at spørge ham hvornår du får skøde på huset – for du har med stor sandsynlighed betalt det.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password