Stakkels Ulla Tørnæs. Hun har lige været i Pakistan for at følge hjælpearbejdet efter jordskælvet, en katastrofe som Danmark har ydet 30 mio. Kr. i nødhjælp til. Det første spørgsmål hun får når hun kommer hjem er, vil hun nu give flere penge nu hun har set hvor slemt det er. Problemet er at Danmark gav 300 mio. til tsunami ofrene. Hvorfor giver man så kun 30 mio. til Pakistan.
Ja man fornemmer allerede beskyldningerne om racisme og islamofobi hænger i luften. Men skal vi ikke lige prøve at slå fast, at både de 30 mio. og de 300 mio. var gaver. Ikke noget som Danmark var forpligtet til at give. Dette synes efterhånden at være glemt. I stedet skal katastroferne pludseligt måles og vejes, og dansk bistand bliver pludseligt ikke mere en gave, men et retmæssigt krav, som alle ofre for naturkatastrofer har.
I forvejen er det jo ikke penge som Ulla Tørnæs har hevet op af egen lomme. (Så skal hendes mand vist have ansat et par ekstra østeuropæere for at klare den!) Nej, det er tvangsindrevne skattemidler som du og jeg har betalt over skatterne, som den danske regering nu pludselig leger helgen med. Men ak og ve. Hvad får vi ud af den påtvungne godhed. Får vi nogen tak, nej tværtimod så bliver vi skudt i skoene at vi er nærrige!
Det samme med privatpersoner og firmaer, hvorfor giver de ikke det samme til Pakistan som til Thailand. Ikke et ord til tak, derimod kritik!
Utak er verdens løn
