Nu skal man kunne klage over sin taxi

En journalist fra TV2Lorry, ville gerne køre fra lufthavnen til …et sted i nærheden af lufthavnen. Jeg ved ikke lige hvor. Og det er også underordnet for historien, som er, at han blev overfuset og truet med tæsk, fordi han ikke ville køre en lang tur. F.eks. to gange rundt om lufthavnen og så hen […]

En journalist fra TV2Lorry, ville gerne køre fra lufthavnen til …et sted i nærheden af lufthavnen. Jeg ved ikke lige hvor. Og det er også underordnet for historien, som er, at han blev overfuset og truet med tæsk, fordi han ikke ville køre en lang tur. F.eks. to gange rundt om lufthavnen og så hen i nærheden af lufthavnen, som jo var målet.

Så er det man spørger sig, hvordan en erhvervsdrivende, fx. en bager, får den idé at true en kunde med tæsk, fordi kunden ikke har fyldt to indkøbsvogne og en tyve fods container med toastbrød til weekenden. Det hænger måske lidt sammen med!…nej, lille liberalist. Der tog du fejl. Det skyldes ikke manglende konkurrence. Det skyldes ikke taxiloven. Det skyldes selvfølgelig som altid manglende uddannelse, men i dette tilfælde især manglende klagemuligheder igennem Københavns taxinævn.

Men nu kommer løsningen på alle problemerne med, at taxier nødvendigvis skal have særstilling i forhold til al anden privat persontransport og har behov for særlig regulering. Mere regulering! Klagemuligheder. Alle problemerne skyldes manglende klagemuligheder. Tilsynet vil blive skærpet og man vil forsøge at håndhæve taxichaufførernes naturlige pligt til at acceptere enhver kunde. Denne pligt går hånd i hånd med de naturlige begrænsninger, loven og taxinævnet laver for at undgå altødelæggende konkurrence. Ligesom på alle andre områder, er det bedste man kan gøre, at begrænse konkurrencen og give udbyderne pligt til at tage alle kunder. Det sikrer nemlig den bedste kundebehandling og de laveste priser.

Liberaliseringer har man set effekten af andre steder. F.eks. i Sverige. Og hvad hører vi?! Den ene skrækhistorie efter anden om, hvordan hjælpeløse danskere, vant til det udmærkede og velfungerende danske fastprissystem med tryghed for begge parter, sætter sig ind i en utryg taxi i Sverige uden at spørge om prisen og derefter afkræves et horribelt beløb. Utryghed og…utryghed præger det svenske taxisystem. Det rammer de svageste hårdest og skaber et A og et B hold på taxiområdet.

Må jeg foreslå, at vi som foregangsland også laver en venteliste og en pladsgaranti for de svageste kunder. Ligesom på plejehjemsområdet, hvor mere konkurrence i udbuddet af plejehjemspladser, kunne have den skadelige effekt, at folk ligefrem foretrak at komme på plejehjem før de var totalt hjælpeløse. Det ville ramme de svageste hårdest, da der kun er en bestemt mængde plejehjemspladser i galaksen. Og Danmark har fået sin naturlige ration, hvis ikke vi vil betale mere i skat til solguderne. Ligeså med taxier. Det skal også fastholdes som den absolut sidste udvej, hvis ikke døden befrier én i tide.

At køre taxi i Mercedes med læder og fuldt udvalg af ekstraudstyr skal fortsat sikres så god en forrentning for kører og vognmand, at studerende bliver hængende i taxikørsel i stedet for at studere. Det er meget vigtigt, at det ikke bliver for nemt, at få en taxi. Og at kunderne ikke bare kan vælge og vrage. Det ville skabe utryghed. Og ramme de svageste hårdest. Transport rammer i det hele taget de svageste hårdest. Transport er et ondt og uigennemsigtigt produkt, der bedst produceres i offentligt regi. Man ved ikke, hvad man går ind til før det er for sent. Desværre er en nationalisering af taxierne udenfor rækkevidde under den nuværende visionsløse regering.

Jeg vil derfor gerne rose taxinævnet, som det ville være meget skadeligt at nedlægge, da de er afgørende for kvalitet og pris på taxiområdet, for deres visionære nye tiltag med at invitere til at klage. Der var løsningen. Flot.

JP
Taxiloven

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password