Supersize de kommunale budgetter

Her til aften har jeg deltaget i et vælgermøde, hvor vi først skulle se “Supersize me [1]” og dernæst diskutere sund mad. Et vælgermøde i disse byrådsvalg-tider tager naturligvis udgangspunkt i diskussionen ud fra en mere lokal vinkel. Ikke kun i min hjemkommune, men også “>mange “>mange “>mange andre steder og er således et emne […]

Her til aften har jeg deltaget i et vælgermøde, hvor vi først skulle se “Supersize me [1]” og dernæst diskutere sund mad. Et vælgermøde i disse byrådsvalg-tider tager naturligvis udgangspunkt i diskussionen ud fra en mere lokal vinkel. Ikke kun i min hjemkommune, men også “>mange “>mange “>mange andre steder og er således et emne i valgkampen læserne på dette site støder ind i (om de vil det eller ej).

For en ægte handlekraftig byrådskandidat er problemet således:

En burger er ikke sund, et barn der spiser burgere er ikke sundt; ergo er børnene usunde.

Og nok engang fandt politikerne et problem de kunne fat på. Løsningen er åbenlys – forbyd colaautomater, forhindrer reklamer på skolerne og giv børnene ”gratis” sund mad.

Der var dog en enkelt kandidat og en del spørgere der mente, at kommunal skolemad er at tage ansvaret fra forældrene. Thi, der er jo ingen der forhindrer skolebestyrelserne eller forældrene på eget initiativ at lave en sund-mad ordning.

Dog kniber det med finansieringen. De velhavende forældre ved mødet krævede at også de dårligt stillede familier skulle have samme muligheder som de potentielt selv havde, for at give deres børn en sund livsstil. Æbler og gulerødder koster penge og ressourcesvage familier har måske hverken uddannelse eller penge til at betale for den sunde livsstil. Så er det nemmere at give børnene chips med i skole og lade dem spise på MacDonalds.

Men, hvorfor gøre en sund livsstil så vanskelig? En kvinde tabte 17 kilo efter at have set Supersize Me, ved kun at spise på MacDonalds for at bevise at man ikke behøver at spise bønner for at få en lidt sundere livsstil. Man kan f.eks. bare holde sig fra de fedende læskedrikke og fra de palminfritere pomfritter.

Der skal faktisk ikke så meget til, så hvorfor er det så svært for politikere at stille sig op og sige “Så tag jer dog sammen!” i stedet for at påbyde, forbyde og tage ethvert initiativ og valgmulighed fra de ressourcesvage mennesker, man har så ondt af? Bliver de i grunden stærkere af det?
Hvorfor er handlekraft blevet det samme som at tage ansvaret og pengene fra borgerne? Er det i grunden ikke svagt, at man har så svært ved at forklare sin holdning, at man er nødt til at bruge tvang?

Se i øvrigt flere artikler om filmen her:
Defensorat for McDonalds
Oversized

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password