En kulturradikal bøhmand

For nogle dage siden fik jeg noget af en overraskelse, da jeg stod i et stort supermarked, forrest i køen, og blot manglede, at få scannet mine indkøbte varer. Ved kassen sad en lyslevende smiley, en gæv fynsk pige og ups, hvor hun fik noget fra hånden, ind til hun reflektorisk greb fat om en […]

For nogle dage siden fik jeg noget af en overraskelse, da jeg stod i et stort supermarked, forrest i køen, og blot manglede, at få scannet mine indkøbte varer.
Ved kassen sad en lyslevende smiley, en gæv fynsk pige og ups, hvor hun fik noget fra hånden, ind til hun reflektorisk greb fat om en indbydende, økologisk selleri, som havde tabt prismærket og derfor ikke lod sig scanne. Så gik det gæve af pigen.
Bebrejdende holdt hun rodfrugten frem mod mig og udbrød, forekom det mig, unødigt inkvisitorisk: »Hva’ er det?« Jeg havde ikke været opmærksom på, at sellerien havde tabt mærket og tilbød høfligt at veje den.
»Ka’ du ikke bare sige, hva’ det er, ellers kommer vi jo ikke videre,« udbrød hun irriteret.
»En selleri,« stammede jeg forfjamsket, og så kan det nok være, at der igen kom gang i rullebåndet; det tog hende kun nogle få sekunder at læse sig til koden og mig nogle øjeblikke at komme til hægterne, hvorfor pigen måtte minde mig om at godkende beløbet. »Ellers kommer vi jo ikke videre«, som hun så rigtigt gentog.

Gad vide om en grøntsagskanon ikke ville gøre underværker, nu hvor vi er så godt i gang, tænkte jeg på vej ind i bilen, men den tanke slog jeg nu hurtigt ud af hovedet, da jeg senere, 28/9, gav mig i kast med Jyllands-Postens kronik, i hvilken det fremgik, hvor eksplosive og uhyggeligt ødelæggende også kanoner med tryk på første stavelse kan være.

At millioner af stakler har måttet lade livet i tidens løb, som følge af den ene slags kanoner er ikke så overraskende, men at kanonerne med tryk på den første stavelse, ifølge kronikøren, har krævet mindst lige så mange dødsofre rystede mig.
Kronikøren, journalist og forfatter Egon Clausen (herefter EC) indleder sin kronik med at spørge:
»Hvad går der af danskerne fortiden,« at vi uden videre går med til at sælge ud af de mange goder, vi har tilkæmpet os siden enevældens afskaffelse.

Enhver kanon skulle, ifølge EC, være et middel til ensretning. »Enhver, der holder af frihed i kultur og samfundsliv, bør da bekæmpe kanon. Enhver, der holder af dansk kultur, må modarbejde alle forsøg på, at staten skal bestemme, hvad rigtig smag er.«

Kanoner skaber, ifølge EC, ikke glæde for kulturarven, men fører til væmmelse og afsky, altså udover det med at de kan være dødbringende.

EC mener endvidere, at det nationale forestillingsapparat er i konflikt med den multikulturelle virkelighed, at millioner af mennesker forlader deres etniske og moralske traditioner, og at den største religiøse bevægelse synes at være vandringen ud af de gamle trossamfund, og at der skulle være ved at opstå en ny international kultur, langt stærkere end den nationale enhedskultur, »som man – fejlagtigt – tror, vi en gang har haft.«

Denne ny internationale kultur, skulle ikke være bundet til noget som helst; man pakker sine sydfrugter, hilser af med slægt og venner og drager befriet af til nye græsgange uden at se sig tilbage.

Der efterlades naturligvis en beklagelig forskræmt flok, som ynkeligt hager sig fast i det gode gamle, og som enten ender som fundamentalister eller bliver kanonliderlige, fordi de føler sig hjemløse i en verden, »hvor alle porte står åbne, og hvor der hverken er bund eller grænser for noget som helst;« og hvad så havde jeg nær sagt!

Det er nær ved, at man kan mistænke EC for at være inderligt imod tyngdekraften, som så utidigt fastholder vores ben ved jorden.

Kanoner er kort sagt roden til alt ondt; de er et redskab for onde kulturkonservative, som vil dele danskerne i de som er inde og de som er ude, og i sidste ende lurer disse kulturkonservative blot på »at lægge et låg af dannet pænhed udover det ganske land.«

Den ny, ubundne kultur, derimod fostrer mennesker, »som ikke altid behøver rødder og identitet for at være lykkelige.«

EC besværer sig deslige over alt det, som vil blive fravalgt og glemt som følge af kanoner, blandt andet skulle hans egne jyske rødder i det indremissionske nærmest være »usynliggjort i den almindelige danskers bevidsthed.«

Er de forvirret? Jeg var!

Det virker, som om EC både hylder en verden, hvor alle porte står på vid gab, og hvor der hverken er bund eller grænser for noget som helst, og hvor rødder og identitet er uden betydning, mens han på samme tid udtrykker fortørnelse over, at hans egne rødder i det indremissionske er blevet valgt fra og usynliggjort i det primære offentliggjorte forslag til kanon.

I sin tid havde EC ikke skrupler over at udsætte Karen Jespersens person for en offentlig, psykologisk gennemgang, hvorfor jeg tager for givet, at han ikke vil anfægtes af et psykologisk skøn fra min side.

Det kan tænkes, at EC’s opvækst i det indremissionske miljø har været ham et nummer for autoritativ og snærende, og at han derfor har en helt ubændig trang til vidt åbne porte og totalt manglende grænser, samtidig med at han tilsyneladende sidder fast i den jyske muld med en gevaldig pælerod.
Hans retfærdighedssans og godhed er grænsende til det neurotiske, hvorfor han givetvis helst så en kanon med alt fra A-Z repræsenteret, eller måske endda en omvendt kanon, så alle de dannede, begavede og formuende blev sat på porten, hvis der altså eksisterede andet og mere i hans fagre ny verden end gennemtræk.

EC afskyr forskelsbehandling, men på samme tid sidder han i en position på DR P1, hvor han tilsyneladende frimodigt anmelder og anbefaler de bøger, som det passer ham, hvilket nødvendigvis betyder, at han også vælger nogle fra.

Hver gang jeg låner eller køber bøger, og det sker ofte, må jeg konstatere, at der er et utal af bøger jeg ikke låner eller køber, og sådan må det være med eller uden kanon.
I farten får EC også nævnt sin yndlingsaversion de såkaldt nationale, som for at »fuldende deres verdensbillede« har nødigt at udnævne fjender, som de kan kaste al deres harme på.
»Tænk blot på de skældsord der rettes mod de såkaldt “kulturradikale.” Ingen kan ganske vist sige, hvem de er, og hvor de monstro opholder sig, men det gør dem kun mere velegnede til at optræde som bøhmænd,« skriver han.

Tilsyneladende har EC intet problem med at udpege de kulturkonservative og de nationale og ej heller med at skyde dem væmmelige hensigter i skoene; EC er nemlig selv en sand mester i at skabe og vedligeholde fjendebilleder, hvilket man kan forvisse sig om, ved at lytte til hans udsendelse “Læst og påtalt.”

Jeg tror faktisk, at han i omtalen af enhver bog, om den så omhandlede noget så uskyldigt som stramaj, ville kunne få broderet en anke ind enten om den siddende regering, George W. Bush eller om Dansk Folkeparti.

Det gennemgående tema i kronikken synes at være harmen over, at kanoner medfører udelukkelse af nogle, mens andre kommer ind i varmen, men han er totalt blind for, at han og ligesindede, med deres konstante pukken på de ikke stuerene landsmænd, som altså ikke befinder sig vel med totalt åbne porte og manglende bund og grænse for noget som helst, har den største del af æren for tilblivelsen af landets nu tredjestørste politiske parti; jeg giver derfor EC ret i, som han skriver i kronikken, at det kan føre til det stik modsatte af, hvad man ønskede, at udelukke nogle fra det pæne selskab.

Spørgsmålet er, om det gør den store forskel med kanon eller ej; er der ikke, og har der ikke altid, underliggende, været kanoner.

Igennem flere år har der været danske forfattere, som ikke var god smag, men der er alligevel mennesker, som har valgt at læse deres bøger.

Personligt læser jeg ofte anmeldelser af musik, film og litteratur, men disse er ikke bestemmende for, hvad jeg lytter til, ser eller læser, og det er jo en Guds lykke for de kunstnere, som ind imellem får kniven af hævntørstige anmeldere.

Jeg føler mig overbevist om, at EC skyder gråspurve med kanoner, når han nærmest giver udtryk for panik ved tanken om enevældens genkomst, faktisk tror jeg danskerne humoristiske sans er alt for veludviklet til, at der er fare på færde; alene det at forestille sig hvem en enevældig hersker skulle være, giver da anledning til en bramfri latter; jeg synes det er langt værre med sellerien og håber inderligt, at i hvert fald den bevarer sine rødder, den smager og dufter så vidunderligt.
Det passer nu for resten ikke, at ingen har et bud på, hvem de er, de “såkaldt kulturradikale;” jeg viger for eksempel ikke tilbage for at sige, at EC selv har en overordentlig, tydelig kulturradikal bøhmand på, bare sådan for at blive i hans eget ordvalg.

[Artiklen er tidligere bragt som kronik i Jyllands Posten]

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password