Min datter blev skuffet her til morgen, da hun åbnede for at se tegnefilm i fjernsynet. I stedet var der bare mennesker der talte om noget ligegyldigt på begge kanaler. For hende var det i hvert fald ligegyldigt, selvom det altså var et barn der var blevet født som allerede nu betød mere i verden end hende! Men den slags er hun jo for lille til at forstå.
Det rager egentligt heller ikke mig, at der har været familie forøgelse i den lille ugeblads familie. Alligevel så var jeg da glad for at det blev en dreng. Det betyder nemlig at vi ikke er tvunget til at gå igennem alt det der pjat med at lave grundloven om.
For hvad kan en grundlovsændring ikke føre til i en tid med politisk korrekthed. Kampen mod terrorisme kan sikkert kæmpes bedre hvis vi skriver den ind i grundloven. Det er også en stor fejl at miljøet ikke står i grundloven. Og hvad med dyrs rettigheder. Glem endelig ikke alle velfærdsstatens rettigheder, dem skal vi da især have med. Og hvad med strafferammerne, lad grundloven sikre hårdere straffe! Det er bestemt utidssvarende at kønskvotering ikke er med.
Disse eksempler som jeg nævnte er bestemt ikke i en grundlovs ånd. Det er realpolitik så det basker, man vil skrive ind i grundloven. Tænk hvis efterlønnen var skrevet ind i grundloven. Så skulle man lave en grundlovsændring for at tage det nødvendige skridt at afskaffe efterlønnen igen.
Det er værd at huske at grundloven ikke giver staten en legitim ret til at bestemme over borgerne. Det antages blot at staten er magtfuldkommen, og grundloven giver borgerne et vist spillerum hvor staten ikke må bruge sin magt. Stramningerne i udlændingeloven, miljøregler, lukkelov, forbud mod kemiske stoffer og mange andre ting er ikke på nogen måde noget som grundloven giver staten ret til. Men fordi der ikke står noget om at staten ikke må gøre det, så er det lovligt, og politikerne kan vælge at gøre det, eller endnu bedre at lade være!
Hvis man derfor begynder at skrive ind i grundloven at denne og hint har krav på at få dit og dat, så ændrer man totalt karakteren af grundloven. Vi skal passe på at de rettigheder som vi fik igennem grundloven ikke udhules igen, og bliver vendt til et grundlovsfæstet diktatur. Den værste trussel er her kampen mod terror, hvor vi risikerer at samfundets sikkerhed direkte vil blive anført som gyldig grund til at tilsidesætte enhver af grundlovens frihedsrettigheder. Ytringsfriheden kan også risikere at få et knæk til fordel for en håndhævelse af en politisk korrekt jargon.
Så tillykke Mary og Frederik, der er intet dejligere end at få sådan en lille størrelse. Og hvor er jeg glad for at det blev en dreng!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.