Borgerlig klasseanalyse

En klasseanalyse beskæftiger sig med, hvilke faktorer der afgør, hvem der stiger på samfundets sociale rangstige, og hvem der falder. Vi kender alle den venstreorienterede eller marxistiske klasseanalyse fra uddannelsessystemet, medierne og dagligdagen, men de færreste har vel hørt om en borgerlig klasseanalyse. Den borgerlige klasseanalyse – forestillingen om, at nogle værdier var bedre end […]

En klasseanalyse beskæftiger sig med, hvilke faktorer der afgør, hvem der stiger på samfundets sociale rangstige, og hvem der falder. Vi kender alle den venstreorienterede eller marxistiske klasseanalyse fra uddannelsessystemet, medierne og dagligdagen, men de færreste har vel hørt om en borgerlig klasseanalyse.

Den borgerlige klasseanalyse – forestillingen om, at nogle værdier var bedre end andre, og at visse mennesker fortjente større respekt og velstand end andre – har faktisk altid været en fast bestanddel i vestlig kultur. Disse forestillingers udbredelse har blot ikke overlevet den venstreorienterede intelligentsias angreb på borgerlig kultur ved den venstreorienterede overtagelse af samfundets intellektuelle bastioner efter 1968.

Årsagen er måske den venstreorienterede intelligentsias evne til at dominere den offentlige dagsorden, men også det faktum, at den borgerlige klasseanalyse hidtil mestendels har eksisteret som “tavs viden” i vort samfund. De færreste borgerlige intellektuelle har haft evne til at popularisere den borgerlige klasseanalyses væsentligste indsigter og derved haft held til at holde den i hævd. Det er imidlertid, hvad der mere end nogensinde er brug for. Men lad os først se på, hvad den venstreorienterede klasseanalyse i det store hele har at sige.

Venstreorienteret klasseanalyse
Ifølge den venstreorienterede klasseanalyse bliver man rig, hvis man er født rig (har arvet), har vundet pengene i lotteri, eller hvis man som virksomhedsejer udbytter arbejdskraften ved at betale en ussel løn og er dygtig til at snyde almindelige forbrugere til at betale høje priser for et dårligt produkt. Flid, dygtighed og hårdt, målrettet arbejde er ifølge denne analyse irrelevante – Mærsk McKinney-Møller, Preben Damgaard, og Kjeld Kirk Kristiansen er ikke blevet rige, fordi de har leveret overlegne produkter og overlegen kundeservice. I den venstreorienterede klasseanalyse og samfundsforståelse er de blevet rige, fordi de var bedre til at unddrage sig skat, markedsføre manipulerende, snyde kunderne og udbytte arbejderne.

Omvendt findes der ifølge den venstreorienterede klasseanalyse masser af mennesker, som klarer sig dårligt, fordi deres liv er blevet ramt af tragiske og totalt tilfældige uretfærdigheder. Fyring, tab af slægtninge, kronisk psykisk ildebefindende, langvarig arbejdsløshed, arbejdsgiveres overvældende krav til omstilling samt hård konkurrence fra ubehagelige, multinationale selskaber er alle foreteelser, som kan føre til, at man mister modet og arbejdet permanent og pludseligt må finde sig på samfundets bund. I det hele taget ser den venstreorienterede klasseanalyse det enkelte menneske som et produkt af det omgivende samfund. Determinisme er det måske ikke, men det er bestemt heller ikke en afvisning af, at skæbnen ligger uden for det enkelte menneskes muligheder at påvirke.

På baggrund af den venstreorienterede klasseanalyse er det derfor nærliggende at konkludere, at indkomst- og formueforskelle i meget vid udstrækning er resultatet af urimeligheder, skruppelløs udbytning og tilfældigheder, hvorfor sådanne forskelle bør udjævnes gennem høje skatter og sociale overførsler. Inden vi imidlertid indrømmer venstrefløjen nødvendigheden af noget sådant, bør vi dog et øjeblik undersøge, hvad en borgerlig klasseanalyse ville foreskrive.

Borgerlig klasseanalyse
Spørgsmålet, vi søger at besvare er, hvad der afgør, hvem der på lang sigt stiger op ad samfundets rangstige mht. indkomst, formue og prestige, og hvem der falder ned af den. Idet mennesker er forskellige, er der ingen teori, som fuldkomment vil kunne dække denne problemstilling. Den venstreorienterede klasseanalyse er for så vidt delvist korrekt – held og uheld spiller en rolle, idet lotterigevinster, uforudsete naturkatastrofer, virksomhedskonkurser osv. kan vælte om på individers stilling i samfundet. Det samme gør sig gældende for medier, som med ét kan gøre ellers stupide og chanceløse mennesker til feterede superstjerner. Det ændrer dog ikke på, at der findes faktorer, som er større og langt mere afgørende for individets stilling i samfundet, og at disse faktorer i det store hele spiller en langt større rolle på det gennemsnitlige menneske end på de få, som feteres af eller snubler i mediernes rampelys eller de få, som bliver rige eller går konkurs med deres virksomheder.

Den borgerlige klasseanalyse er på én gang en forståelse af, at det oftest kan betale sig at tage en uddannelse, at arbejde hårdt og at være sparsommelig og på samme tid en forståelse af, hvilke faktorer og værdier der leder et individ til at træffe beslutningerne, som munder ud i uddannelse, hårdt arbejde og opsparing.

Den vigtigste faktor – faktisk den faktor, som stort set alle øvrige faktorer kan afledes fra – er et individs tidspræferencerate (TPR). En høj TPR er udtryk for, at et menneske skal have en høj kompensation for at udskyde sin umiddelbare behovstilfredsstillelse til et fremtidigt tidspunkt (og omvendt). Den centrale tese i en borgerlig klasseanalyse er, at personer med en lav TPR vil tendere at bevæge sig hurtigere op ad samfundets rangstige end personer med en høj TPR.

Ordner vi alle samfundets individer i et kontinuum efter deres TPR vil vi i den lave ende finde direktører, Ph.d’ere, forskere, universitetskandidater, den faglærte middelklasse, hårdtarbejdende iværksættere og adelige familier. Omvendt vil vi i den høje ende bl.a. finde spædbørn, forbrydere, narkomaner, arbejdsløse, og voksne med halvpsykopatiske træk.

Hvorfor det?
Mht. den lave ende: For at blive direktør skal man sædvanligvis arbejde over 70 timer om ugen samt erhverve sig en omfattende viden om sit område gennem en lang uddannelse eller selvstudier, hvilket kunne forekomme frugtesløst, hvis man ikke havde en forventning om, at det på længere sig kunne betale sig.

En Ph.d., en længerevarende uddannelse eller en forskerstilling fordrer almindeligvis, at man tilbringer 17 eller 20 år af sine første 25-30 år i uddannelsessystemet til en relativt ringe løn, mens belønningen hele tiden ligger langt ude i fremtiden i form af prestige eller en lukrativ beskæftigelse.

Et fag er en flugtvej for det menneske, som ønsker en højere fremtidig levestandard, men som ikke har den store interesse eller evner for noget bogligt.

Iværksættere er typisk idealister, som arbejder hårdt og længe i forventning om en usikker, fremtidig gevinst.

De adelige familier er igennem menneskealdre opdraget til at tænke på fremtidige generationer af familien. Ofte skal de – specielt efter at have mistet deres privilegier – arbejde hårdt for at bevare gods og jordbesiddelser på familiens hånd, mens det for almindelige mennesker sikkert kunne være fristende at kaste håndklædet i ringen og erklære arveskatterne osv. for uoverkommelige, sælge eller tage lån i ejendommen og “fyre den af”.

Mht. den høje ende: Spædbarnet er fra naturens hånd udstyret med instinkter, som gør det rasende ved udsættelsen af dets umiddelbare behov. Da spædbørn ikke kan kommunikere verbalt, er det forældrenes eneste chance for at forstå, hvornår barnet er sultent, træt, skal have skiftet ble osv.

Det er en kendt sag, at kriminelle har højere TPR end almindelige mennesker. I kriminologiske diskussioner lægges ofte vægt på betydningen af hurtige domsafsigelser og straf. Det kriminelle menneske tænker i højere grad end andre mennesker på den umiddelbare behovstilfredsstillelse og negligerer risikoen for en straf, fordi den ligger langt ude i fremtiden.

Narkomanen har for det første ikke tænkt over de fremtidige konsekvenser ved eksempelvis det første skud heroin, og for det andet vil risikoen for en ubehagelig kold tyrker i nutiden gøre alle fremtidige konsekvenser ved lovbrud mv. for at fremskaffe stoffer negligerbare.

Den arbejdsløse ved måske godt, at han bør tage et arbejde for at forblive attraktiv i en arbejdsgivers øjne, men omvendt er nutidens omkostning ved at stå tidligt op om morgenen, komme ud af døren og i øvrigt udføre et arbejde, som ikke altid er lige interessant, for stor i forhold til muligheden for blot at vente og se om appelsinen falder ned i turbanen i form af et interessant, nemt og højtbetalt arbejde. Den arbejdsløse kan selvsagt også slet og ret være uinteresseret i at arbejde, fordi den kumulerede betydning af forskellen på socialhjælp og en ærlig indkomst først for alvor ville kunne mærkes langt ude i fremtiden.

Hvis vi skal sandsynliggøre, at voksne med halvpsykopatiske træk med stor sandsynlighed har en meget høj TPR, skal vi blot forestille os dét voksne menneske, som har den højeste TPR i verden. Lad os for nemheds skyld antage, at der er tale om en mand. I så tilfælde vil hans handlinger være ekstremt impulsive og stige og falde i takt med, at hans hormoner bobler over og efterfølgende falder. Uden tanke for sociale konventioner (“hvad vil andre sige?”) eller straf (“hvordan vil mine omgivelser reagere?”), vil et sådant menneske handle på baggrund af de mindste ændringer i sine impulser. Hvis han har lyst til noget mad, vil han blot bryde ind i et hus eller slå et menneske ned for at få, hvad der ikke tilhøre ham. Har han lyst til sex, vil han ufortøvet voldtage den nærmeste, attraktive kvinde. Har han lyst til at lave “sjov i gaden”, vil han stjæle biler, male graffiti, smadre ruder eller brænde bygninger af. Han vil også tage stoffer og drikke sig fuld oftere end almindelige mennesker, for tømmermænd og kolde tyrkere vejer ikke så tungt hos ham som hos almindelige mennesker. Til gengæld vil han ikke arbejde, for lønnen – specielt i den type arbejde han kan få tilbudt – ligger først langt ude i fremtiden, og arbejde er desuden enerverende og uinteressant. Han vil slet ikke uddanne sig, og det kan slet, slet ikke komme på tale at spare op til noget som helst.

Civilisation og fremgang fordrer en lav tidspræferencerate
Hvis jeg har ret i ovenstående analyse, er det ikke svært at se, at vi som samfund bør understøtte og fremme en lav TPR og de værdier, som associeres med dette, hos så mange mennesker som muligt. Samfundet vil i sagens natur blive mere behageligt, hvis det mestendels består af tænksomme, hårdtarbejdende forskere, faglærte og selvstændige, som tænker på fremtiden.

Sådanne mennesker vil respektere den private ejendomsret, fordi de ellers vil blive straffet af øvrighedens eller civilsamfundet gennem en juridisk dom eller et fald i den sociale anseelse. Mennesker, som tænker på fremtiden, vil spare mere op og derved tilvejebringe de resurser, som er nødvendige for opbygningen af et stort kapitalapparat. Derved vil et sådant samfund skabe en større vækst end et samfund, som lever fra dag til dag og ignorerer de langsigtede konsekvenser af handlinger. Færre mennesker vil være kriminelle i et samfund med lav TPR. Flere vil respektere andres ejendom og personlige integritet. Mellemmenneskelige relationer vil i højere grad trives, når man ønsker at bevare ordentlige, langsigtede relationer, end hvis man i tankeløs hedonisme overfladisk skøjter fra det ene forhold til det næste.

Tidspræferenceraten er en værdi, som kan læres!
At tillægge fremtiden værdi er faktisk det, som har hævet vort samfund fra barbariets stadie til civilisationens. For 5.000 år siden var det ikke muligt at undgå at tænke på fremtiden – specielt ikke i vore egne, som er kolde og golde om vinteren. Opsparing i form af forråd har derfor været nødvendig for den stamme eller det individ, som ønskede at leve til næste sommer. Kortsigtet fråds med forrådet kunne i mange tilfælde være lig med den visse død. Det samme gjaldt respekten for andre menneskers integritet og ejendom – i gamle dage var der mindre ejendom og mindre sandsynlighed for opklaring af forbrydelsen, så straffen var hårdere for bl.a. ejendomsretslige forbrydelser, hvilket medførte at både naturen og den sociale disciplin tæmmede mennesker med barbarens tendenser.

Forældre, som ønskede at give deres børn størst mulige chancer for at overleve, har set det som nødvendigt at lære deres børn at respektere naturens og samfundets krav (spar op og opfør dig ordentligt). Både den naturlige selektion og samfundets straf har med andre ord fravalgt individer og opdragelse med høj TPR og sørget for, at den rettidige omhu og ordentlig opførsel alt andet lige har været fremherskende hos de overlevende generationer og deres værdisæt.

Sådan er det ikke længere. Med velfærdsstatens intervention er naturens og samfundets disciplinerende bånd blevet slappet eller fuldstændigt brudt. I dag kan man leve et helt liv og få masser af børn, som overlever og viderebringer slægten, uden at disse har lært at udvise rettidig omhu og at respektere andre menneskers integritet og ejendom i en andet end rudimentær grad. De mekanismer, som i en naturlig orden – dvs. et samfund baseret på frivillighed og privat ejendom – har bragt tankeløse individer med høj TPR på ret køl igen er blevet afbrudt og afløst af automatiske, sociale overførsler, som tilfalder enhver, der ifølge velfærdsstatens embedsmænd er kvalificeret.

Tilsvarende falder straffen ikke længere prompte og hårdt ved krænkelsen af andre individer, snarere indsyltes forbrydere i en forståelse af, at det både er synd for dem selv og deres offer, og at deres misgerninger på en eller anden måde skyldes faktorer, som de ingen indflydelse har på.
De fleste, almindelige menneskers TPR er blevet højere siden velfærdsstatens indførelse, og flere og flere mennesker er blevet ansporet til at adoptere et dystopisk værdisæt, hvor de ikke tillægger langsigtet planlægning eller rettidig omhu samme vægt, som de sidste dele af samfundet, som endnu hæger om den oprindelige, borgerlige kulturs reminiscenser.

Samfundet er således blevet polariseret i en del med lav TPR, som stadig instinktivt eller som følge af deres opdragelse og kultur forstår vigtigheden af selvforsørgelse og selvrespekt, og en stigende (men stadig lille del), som i tidligere samfund på det nærmeste var gået til grunde, fordi de ikke forstod og higede om disse evner og denne forståelse.

Der er en verden til forskel på at opdrage sine børn til at forme fremtiden og tilværelsen og på at lære dem, at fremtiden, tilværelsen eller livet blot er noget, som sker ved én. Vist kan ingen kontrollere sin skæbne til fulde, men vi kan alle øve stor indflydelse på de muligheder, vi stilles overfor, hvis vi fra barnsben lærer at stræbe efter at gennemtænke vore handlinger grundigt, inden vi udfører dem og at lægge fliden i nutiden og plukke frugterne heraf i fremtiden. Den oprindelige, borgerlige kultur tilsagde os, at vi er handlende subjekter, som kan påvirke vore omgivelser og bane gennem livet. Offentlig klynken over manglende muligheder bør ifølge borgerlig klasseanalyse derfor blot ses som udtryk for dårlig opdragelse og slet karakter. En belønning for sådan opførsel vil være stærkt umoralsk og forringe klynkerens forståelse for vigtigheden af selvforsørgelse og selvrespekt.

Den forælder, hvis barn forventer, at flæbende higen efter andres ejendom uden modydelse vil resulteret i en rig høst, bør derfor skoses lige så meget for mangel på samfundssind som barnet selv. Har en sådan forælder da ikke vanrøgtet sit barn og bibragt samfundet en byrde snarere end en støtte? Har forældre ikke nedværdiget sig selv og deres nærmeste, når de må se deres raske børn erklære sig selv ude af stand til selvforsørgelse? Hvis ens børn ellers er født sunde og raske, må det være den pinligst tænkelige foreteelse – det er i hvert fald, hvad den borgerlige moral burde tilsige.

Er alt dette opstyltet, akademisk nonsens?
At tidspræferenceraten og de værdier, som er associeret hermed, skulle være bestemmende for ens retning og placering på den sociale rangstige kunne af læseren antages for at være ligegyldig, akademisk nonsens. Lad os derfor kigge på nogle eksempler, som forhåbentlig kan illustrere ovenstående teoris praktiske relevans. Det er min hensigt at anskueliggøre teorien ved at inddrage nogle tendenser i opdragelse og socialisering hos familier med henholdsvis lav og høj TPR, selvom der naturligvis blot er tale om generaliseringer, som altså i sagens natur ikke findes hos alle med henholdsvis lav eller høj TPR.

Lad os starte med at overveje, hvilke tanker en dreng ville have, når han af sin far (med lav TPR) bliver bedt om at hjælpe med til at plante en egetræsallé. Han kunne spørge: “Far, hvornår bliver disse træer store?”, og faren kunne svare “om 100 år, mindst”. Selv en lille dreng ved, at 100 år langt overstiger den forventede, gennemsnitlige levealder, og at han derfor sandsynligvis ikke engang selv ville kunne få den fulde glæde af egetræsalléen. At man kan gøre noget for fremtidige generationer, og at man kan have glæde af at se et så langsigtet projekt (begynde) at give frugt så langsomt, kan ganske givet være en anledning til eftertænksomhed og langsigtet planlægning i drengens fremtidige liv.

Omvendt kunne vi forestille os en far (med høj TPR), som mest bad sin søn om at hente øl i kiosken, mens han selv kunne se fodbold i fjernsynet. Ligesom drengen med egetræsalléen lærer også denne dreng at hjælpe med i hjemmet, hvilket er nok så vigtigt, men vil der ikke være markant forskel på de værdier, drengene vil associere sig med resten af livet? Vil den første dreng ikke i højere grad end den anden lære at lægge vægt på fremtiden, at acceptere det ubehagelige arbejde nu og forvente desto rigeligere udbytte i fremtiden? Og vil den anden dreng ikke lære, at det at anvende en betragtelig del af sin tid på at glo på fodbold i fjernsynet og drikke øl dertil er en hæderlig beskæftigelse, som ikke på nogen måde er en hindring for det gode liv?

Tidspræferenceraten har også stor indflydelse på huskøb og store investeringer – specielt, når vi ser på effekten over en hel livsperiode. En person med lav TPR vil være mere opsat på at købe et hus, fordi han derved kan disciplinere sin økonomi og opspare til at blive gældfri i eget hus, når han når pensionsalderen. Målet er for en sådan person økonomisk uafhængighed, dvs. muligheden for forbrug, ikke forbruget i sig selv. Og dette er meget sigende for personer med lav TPR, for økonomisk uafhængighed er blot et andet udtryk for, at man kontrollerer sin egen skæbne og ikke omvendt.

En person med høj TPR vil have tendens til at stifte unødig gæld, fordi gælden vil hjælpe ham til et højere nutidigt forbrug. Omkostningen vil være, at skæbnen styrer ham i højere grad end han styrer den – afbetalingen af gælden vil tvinge ham til at arbejde eller i hvert fald undlade at stifte yderligere gæld. En person med høj TPR vil også være mere tilbøjelig til at bo til leje, fordi hans nutidige forbrug derved kan være højere. Derved går han i det lange løb sandsynligvis glip af muligheden for at blive økonomisk uafhængig.

Et andet eksempel er køb af biler. Personen med høj TPR vil være tilbøjelig til at bruge en større andel af sin indkomst og formue på en bil end en person med lav TPR. Biler er som regel en ufatteligt ringe investering, idet de ofte taber 5-15 pct. i værdi om året. Til gengæld tilvejebringer de ejeren en følelse af høj status, som for personen med høj TPR kan være tiltrængt, hvis han bor til leje i mindre attraktivt område og pga. manglende uddannelse eller opkvalificering har et lavt lønnet arbejde. Bilen kan derfor blive den dyre og kortsigtede genvej til prestige. Det samme argument kan gøre sig gældende for HIFI-anlæg, teenage-gadgets, mobiltelefoner osv. Dette er alt sammen ting, som en person med lav TPR kun vil bruge penge på, hvis han kan gøre det uden ekstra gældsætning til følge, mens personen med høj TPR om nødvendigt vil stifte gæld for at få adgang til disse.

Et barn, som konfirmeres vil også opleve forskellen på at vokse op i en høj TPR familie i forhold til en lav TPR familie, idet førstnævnte vil bruge en større andel af deres indtægt og formue på en konfirmationsgave (som oftest kontanter), hvor sidstnævnte i højere grad mener, at den største gave må være en ordentlig opdragelse og opvækst. Igen er det søgen efter prestige, som er udslagsgivende. En familie præget af høj TPR vil sikkert elske deres børn lige så meget som andre familier, men de vil også ofte være fattigere, hvilket de vil forsøge at kompensere for (”andre børn skal ikke have mere end mit barn i konfirmationsgave”) ved at bruge tilstrækkeligt mange penge på en gave.

Mht. madvaner og sundhed vil der også være markant forskel på de to slags familier eller opdragelser. Mens familier med lav TPR vil sætte pris på så vidt muligt at tilberede maden selv fra det tidligst mulige stadie i madlavningen (hvis tiden tillader det), vil en høj TPR familie ikke finde det umagen værd – de vil i højere grad ty til usund, fabriksfremstillet, frysetørret eller dybfrossen mad, som kan tilberedes i mikrobølgeovn eller frituresteges (“hurtigt”). Førstnævnte familier vil lægge vægt på at “skabe” maden selv (“kreativt”), at være herrer over tilberedningen og skabe uafhængighed i forhold til en situation, hvor fryseren hypotetisk går i stykker (“man skal kunne styre sin egen skæbne…”). Sidstnævnte vil lægge vægt på at få maden serveret og spise den hurtigt, så man kan komme ind se fjernsyn (igen).

I det hele taget ser familier, hvis kultur er præget af lav TPR i højere grad måltidet som en social begivenhed (hvor værdier kan diskuteres og klarlægges for de næste generationer), mens familier med høj TPR ser det som en nødvendighed påtvunget dem af menneskets fysiske behov.

Forskelle i TPR slår også igennem på anden vis i fritiden. Hvor familierne spiller sammen, vil man i familier med lav TPR oftere spille eksempelvis skak og bridge, som er langsigtede og analytiske spil end i familier med høj TPR, som i højere grad vil spille spil, der involverer held – som eksempelvis Ludo, Yatzy og Matador. En fysisk aktiv fritid – og i det hele taget sundhed – tillægges desuden større betydning hos førstnævnte, fordi man tænker på sit langsigtede helbred end hos sidstnævnte.

Længden af uddannelse er sammen med holdningen til store investeringer den mest afgørende faktor for en persons placering og retning på den sociale rangskala. Det er klart, at personer med høj TPR vil fravælge længere uddannelser (eller uddannelse i det hele taget), hvorfor deres livsindkomst også vil være lavere end personer med lav TPR. Personer med lav TPR ser ikke bare uddannelse som en vej til højere indkomst og en større grad af økonomisk uafhængighed, men også som en del af et dannelsesideal, hvor det er ønsket at vide mere om det omgivende samfund for bedre at kunne klare sig i det.

Den nye ulighedsdiskussion
Raske menneskers manglende evne eller lyst til selvforsørgelse bør være forbundet med udtalt stigmatisering. Men desværre har netop de 68-intellektuelle dårekisters larmende triumftog gennem samfundets socialpolitiske institutioner evnet at fjerne enhver stigmatisering af manglende selvforsørgelse og selvrespekt. Det er netop derfor, at vi er nået til dette punkt i diskussionen om ulighed, hvor selv velfærdsstatens apologeter efterhånden er begyndt at indse, at mangel på materiel velfærd er et ikke-eksisterende problem i dagens Danmark, og at de væsentligste uligheder gælder andre af livets forhold. Og her aner vi faktisk en utilsigtet og garanteret også uerkendt anerkendelse af den borgerlige klasseanalyses stadige aktualitet, som borgerlige må forsøge at vende til egen fordel.

Dagens ulighedsdiskussion skal føres om lighed i muligheder for at stige op ad samfundets stige – om social mobilitet og om forskelle i det fædrene ophav og de værdier et barn indpodes fra barnsben. Borgerlige har derfor en stor chance for at relancere den borgerlige klasseanalyse i ulighedsdiskussionen, fordi forældrene er den væsentligste socialiseringsfaktor for børn og de værdier, de indpodes i deres tidlige år, og som de derfor væsentligst vil beholde resten af livet.

Hvis statens uddannelsesinstitutioner derfor har noget som helst at sige i dette spørgsmål, må det tale for en tilbagevenden til konsekvenspædagogikken med regelmæssige evalueringer og insisteren på erhvervelsen af kundskaber. Men hvis vi ser bort fra det pædagogiske spørgsmål og koncentrerer os om de værdier, som hævdes i barndomshjemmet, og som på den ene eller anden vis lagrer sig hos barnet, må det borgerlige standpunkt i den nye ulighedsdiskussion være, at de mekanismer, som tidligere har fungeret glimrende som rettesnor for videregivelsen af sunde og bæredygtige værdier fra generation til generation, skal genindføres, og at den tilstræbte materielle lighed ikke blot er umoralsk, men til direkte skade for opretholdelsen af disse værdier.

Konklusion
Idet vor materielle levestandard i dag er historisk høj og i international sammenligning uden sidestykke, og idet vore muligheder for selvforsørgelse med vort historisk store kapitalapparat gør det nemmere end nogensinde at forsørge sig selv, må borgerlige insistere på, at socialhjælp – specielt til arbejdsdygtige mennesker – afskaffes fuldstændigt, og at en god del af tidligere tiders lave levestandard ved uacceptabel opførsel derved genindføres.

Borgerlige må også arbejde for, at den sociale stigmatisering af arbejdsdygtige mennesker, som lever af andres indkomst genindføres, så det bliver forbundet med store ubehageligheder og manglende forståelse fra det omgivende samfund, at man ikke forsørger sig selv. Vi må derfor satse på den langsomme ændring i en kultur, som i alt for lang tid har næret sig ved velfærdsstatens falske løfter. De intellektuelle skal vindes for vor sag, og vi må være optimistiske, når mange af disse efterhånden erkender, at materiel mangel ikke er problemet, men at værdierne derimod er det største problem for de dårligst stillede blandt os.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password