Når staten er økologisk

På min arbejdsplads har vi en abonnementsordning hos ”Aarstiderne”, hvor vi får leveret frugt og grønt en gang hver 14 dag. Selvom alle deres varer er økologiske, er de sådan set udmærket. Jeg har hermed afsløret at jeg har en antipati for fødevarer som er økologiske eller biodynamiske. Det hænger måske sammen med at der […]

På min arbejdsplads har vi en abonnementsordning hos ”Aarstiderne”, hvor vi får leveret frugt og grønt en gang hver 14 dag. Selvom alle deres varer er økologiske, er de sådan set udmærket. Jeg har hermed afsløret at jeg har en antipati for fødevarer som er økologiske eller biodynamiske.

Det hænger måske sammen med at der ikke fandtes økologiske varer (som koncept) dengang jeg var knægt. Den eneste forhandler vi havde, var en lokal original – Hippiedennis – der var kendt for at gå rundt i bare fødder hele året. Han havde en lille bod hos en marskandiser hvor han solgte røgelsespinde og biodynamiske bønner.

Og med den senere kraftige eksponering af økologiske varer med store offentlige tilskud og politisk bevidste venstreorienterede økologiske avlere, har hele den varegruppe altid været noget jeg har forbundet med barfodede langskæggede ”vi-vil-rede-verden” socialistiske hippier med fødevarer der bar præg af ”bedrevidenhed” og beskidte fødder.

I det seneste nummer af forbrugerrådets blad ”Tænk & Test” har netop en af disse barfodede hippie-avlere set sig sur på Aarstiderne. Han mener Aarstiderne er blevet for store og nu tænker mere på profit end på at varerne er fra ”jord til bord”.

Hvad er problemet? Aarstidernes varer bærer da stadig det statskontrollerede øko-mærke. Problemet er ifølge hippie-avleren at Aarstiderne importerer en stor del af deres økologiske varer fra EU og at reglerne for det statskontrollerede øko-mærke er meget brede – særligt fordi det nu er blevet en fælles EU standard, hvor medlemslandene er gået på kompromis på en række områder. Man må f.eks. gerne sprøjte sine æbletræer med kopper og stadig kalde det økologisk.

Men, stop lige – var det ikke Aarstiderne grådighed, der var problemet?

Problemet må da snarere være, at det er politisk bestemt. Man kan da ikke klandre en virksomhed for at bruge et statskontrolleret mærke som garant for sine varer og holde sig indenfor rammerne af dem.

Hippieavlerne har haft meget indflydelse på hvordan man har defineret økomærket fordi de har været en stærk og velrepræsenteret gruppe i Danmark. Men, i det store EU system er man ligeglad med en lille gruppe hippier i Danmark. Der er det de store erhvervsinteresser med gode lobbyister der får ret.

Løn som forskyldt, kunne man fristes til at sige. Havde økoavlerne i stedet for at lægge sig i statens vold, lavet deres eget økomærke udenfor politikernes rækkevidde, havde de selv bestemt hvad der var økologisk og hvad der ikke var økologisk.

Tør man foreslå økoavlerne et nyt mantra: ”Mindre stat, mere privat (1)”? Jeg lover dem, at så kan de få det, som de vil have det!

(1) Fra listen over forbudte Venstre-slogans.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password