I dag er Louise Frevert kaldt til samråd med partiledelsen i Dansk Folkeparti. Baggrunden er nogle uskyldige ytringer i nogle ikke publicerede læsebreve. Hele historien bunder i at man i pressen har valgt at fokusere så meget på så lidt.
Og det er typisk. Her i Danmark skal man straks pilles ned, når man udretter noget. Først nægter pressen, på den mest ytringsfrihedsknægtende, udemokratiske måde, at bringe hendes indlæg, i ren misundelse over, at de ikke selv havde skrevet det. Da hun så offentliggør dem på sin hjemmeside, står de på nakken af hinanden, for at slagte hende. Jantelov og misundelse. Hun er et lysende eksempel på at vi ikke alle kan være lige. Det smerter mig virkelig, at se denne groteske jagt på en af Danmarks åndsfyrster.
Da pressen åbenbart ikke er sit ansvar bevidst, må vi, der er sat udover den slags småligheder, kæmpe med åben pande og forsvare dette fortræffelige menneske.
Der er masser at tage af på Louise Freverts hjemmeside. Masser.
Lad mig komme med bare et eksempel.
På Louise Freverts hjemmeside, har hun annonceret et ugebrev, således at vi alle kan følge med i hvad hun går og laver. Første version af dette ugebrev udkom i uge 35, altså for lidt over tre uger siden. (At det i de seneste to uger ikke er blevet opdateret, skyldes at hun har haft meget travlt med at udtænke idéer til vigtige lovforslag).
I dette ugebrev fortæller Louise Frevert os, at hun har været på et cykelkursus, for indvandrerkvinder. Et kursus hun tidligere var meget modstander af, men nu synes hun det er godt. Det er nemlig vigtigt at indvandrerne lærer at kører på cykel, så de kan lære deres børn at køre på cykel. Og hvor har hun ret. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg var også selv kraftig modstander af disse cykelkurser, men ikke mere. Tænk hvis journalisterne gad at skrive om det.
Hun skriver også, at der bør indføres et klippekort til cyklister, altså ikke så de kan komme med bussen i stedet for at cykle, det troede jeg også først, men til de sindssyge cyklister, der kører over for rødt og alt muligt. Så skal du nok lige se dem opføre sig ordentligt. Hun har modtaget så mange mails om emnet, at hun nu vil fremstille et forslag snarest, og hun opfordrer læserne af ugebrevet til at sende hende argumenter, hun kan bruge i debatten.
Jeg synes det er en smadder god idé med klippekort til cyklister. Det er simpelthen for dårligt, som cyklisterne kører nu om stunder. Ren anarki. Jeg bor selv på Frederiksberg, og kan godt love for, at cyklisterne kører vildt herude.
Jeg foreslår ganske enkelt, at politiet får en slags kniv til at punktere cykelforbryderens cykel med, og tredje gang man får sin cykel punkteret, må man ikke cykle før man har bestået et cykelkursus for indvandrerkvinder.
Så tror jeg nok lige, de kriminelle tænker sig om en ekstra gang inden de cykler på fortovet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.