Ulighed: Fogh underkaster sig lighedstyranniet

De sidste uger har man på DR 1 kunnet følge tre talentfulde unge, der inden for hver sit felt sled i det for at blive de bedste. Den bedste bokser, den bedste violinist, den bedste balletdanser. Det var fascinerende at følge deres anstrengelser, og det var godt stof for familiens mindreårige.
Man lærte nemlig to vigtige ting af udsendelsen: Der er for det første nogle, der er bedre end andre. For det andet: Det koster sved og tårer at blive den bedste. Ingen kunne nemlig være i tvivl om, at f.eks. violinisten virkelig spillede stjernegodt, og at hun havde fortjent en præmie for det.
De tre børns slid og evner er med til at uddybe uligheden i samfundet. På så grim og bagvendt en måde kan man formulere resultatet af deres anstrengelser. For de viste, at de var bedre end os andre, og de blev belønnet for det. Heldigvis da. Med ad den vej kom det jo også frem, at vi andre ikke spiller, bokser og danser som en drøm. Jo mere talent, jo større forskel. Derfor siger jeg hurra for uligheden. Det er almindelig sund borgerlig fornuft.
Det er det ikke mere. Tredive års lighedskult har sat sit præg på alle dele af samfundet. Også på den borgerlige regering, der den forløbne uge tvang socialministeren til at trække sit forsvar for ulighed tilbage. På den måde siger regeringen i virkeligheden, at samfundet ikke skal belønne efter fortjeneste.
Hvis du slider dig selv op med arbejde og er ekstraordinært god til det, skal du ikke have mere i løn for det. Og hvis du får det, skal du i hvert fald betale størstedelen tilbage til staten. Topskat i lighedens navn.
Det er den socialstatslige tankegang, der har gennemsyret Danmark de sidste årtier, og som er grunden til, at Danmark er et af de allermest lige lande økonomisk set. Og at vi har et rekordstort antal mennesker på overførselsindkomster.
Det er også forklaringen på, at vi har en folkeskole i dyb krise, for hvis lighedstanken skal realiseres her, så bliver karakterer og fremhævelse af den dygtige odiøst. I stedet for målrettet kundskabsformidling sjaskes den dyrebare undervisningstid bort på gruppearbejde og endeløse projektuger. Nu også i gymnasieskolen.
For lighedsideologerne har det én stor fordel. Bedømt i grupper træder forskellen på den dygtige og den dovne ikke frem. Uligheden camoufleres. Men motivationen til at slide i det i skolen forsvinder også. Hvis videnstilegnelsen ikke belønnes, vokser uvidenheden.
Tilsvarende på det økonomiske område: Hvis det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats, så er der en del, der afholder sig fra at gøre den ekstra indsats. Og det bliver samfundet som helhed fattigere af. Også bistandsklienten.
Eva Kjer Hansens udtalelser er blevet udlagt, som om hun er fortaler for den sociale massegrav. Man skal være enten ondsindet eller overfladisk for at misforstå det derhen. Det, hun med større eller mindre elegance siger, er, at ulighed i sig selv ikke er et problem. Jeg bliver ikke fattigere af, at min nabo har to Mercedeser stående i garagen, mens jeg må nøjes med en gammel spand.
Tværtimod kan det være, at jeg ad omveje får glæde af den velstand, som min initiativrige nabo skaber. At gøre selve uligheden til et problem er at appellere til det laveste menneskelige misundelsesinstinkt.
Pia Kjærsgaard, der pludselig er begyndt at lyde som et ekko af Villy Søvndal, udtalte, at socialministerens udmeldinger var »hjerteløse«. Man kunne snarere hævde, at Kjærsgaards udtalelser var hovedløse.
Det er ikke en klapjagt på bistandsklienter, Kjer Hansen gjorde sig til talsmand for. Det er fattigdommen, man skal bekæmpe, ikke rigdommen, lød hendes budskab. Hvis der skal være penge til at hjælpe dem, der har hjælp behov, skal der være nogen til at tjene pengene. For at få nogen til at tjene mange penge, skal det gøres mere attraktivt at tjene penge. Det er faktisk husmandslogik.
Det er mere end det. Det er politisk børnelærdom for borgerlige politikere. Vil man ikke acceptere ulighed, vil man i sidste ende ikke acceptere frihed. Frihed kan ikke andet end føre til ulighed, for folk er forskellige, ikke lige kloge, ikke lige dygtige. Uligheden er noget, der er. Ligheden er noget, man bliver nødt til at tvinge frem. Vil man have den totale lighed, får man altså den totale ufrihed. Det er den indsigt, der normalt udgør forskellen på borgerlige og socialister. Mens socialister forsøger at presse ligheden ned over virkeligheden, har de borgerlige plæderet for uligheden som en uomgængelig del af friheden.
Er regeringen stadig borgerlig? Er det blevet regeringens politik at tvinge ligheden igennem ad politisk vej? Er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?
Foghs tryning af socialministeren har rejst mange spørgsmål. Og svarene er temmelig forstemmende: De borgerlige partier driver i den retning, tilfældige mediestorme blæser dem. For tiden er det i en socialdemokratisk retning. Det er til skade for landet, men til kortsigtet gavn for partierne.