Anmeldelse: Liberalisternes principprogram

Every decent man is ashamed of the government he lives under. H. L. Mencken (1880 – 1956) Lad os antage, at jeg var mindre mavesur, at jeg faktisk mente, der kunne være ræson i at stifte et politisk parti. Og eftersom dette er en anmeldelse af et partiprogram og ikke en anmeldelse af idéen om […]

Every decent man is ashamed of the government he lives under.
H. L. Mencken (1880 – 1956)

Lad os antage, at jeg var mindre mavesur, at jeg faktisk mente, der kunne være ræson i at stifte et politisk parti. Og eftersom dette er en anmeldelse af et partiprogram og ikke en anmeldelse af idéen om at stifte et parti, må dette siges at være en antagelse, der forudsættes for at kunne anmelde et partiprogram med nogen retfærdighed.

Der er ingen tvivl om at dette principprogram er udfærdiget af liberalister. Det kommer kraftigst til udtryk i udtalelsen ”ingen har krav på andre menneskers tid, liv eller penge”. Igen og igen sigtes der på de negativt formulerede frihedsrettigheder, det naturlige selvejerskab, ejendomsretten osv. Det er stærke sager, og det er kun få steder hvor disse overordnede principper brydes.

Liberalisterne slår sig selv fast som et ideologisk parti, og refererer til ideologien, som det redskab, der skal holde dem på dydens smalle sti, uden for hvilken man som bekendt finder taburetlim, ministerlønninger, politisk magt mv. Vi kan altså regne med at Liberalisterne vil værne om deres værdigrundlag; friheden til at leve sit liv som man vil, under forudsætning af at det ikke hindrer andre i at gøre det samme.

Der er kun et middelstort men! i den idémæssige del af principprogrammet. Liberalisterne ønsker et åbent samfund baseret på individuelle frihedsrettigheder, demokrati og tolerance. Selvom jeg ikke er tilhænger af det repræsentative demokratis, er det i det mindste en værdi jeg kan forholde mig til. Kæden hopper af ved ordet ’tolerance’. Vel er tolerance, i de rette mængder, da en dyd af den slags man forsøger at indpode sine børn, men i et politisk program? Hvad er det for en tolerance? Hvem skal definere den? Og hvordan skal den håndhæves? (Og hvordan skal der udvises tolerance overfor de intolerante?). Det mangler der svar på.

I den mere praktisk-politiske del af programmet, i den realpolitiske del, den del der fortæller hvad alle disse erklæringer og fine ord skal udmønte sig i, er der tale om en mere blandet landhandel.

Afsnittet om markedet afslører en næsten laissez faire-agtig tilgang til handel. Og det er positiv læsning. Frivillige handler er altid gavnlige for begge parter, ellers ville de ikke indgå den. Som Jacob Bræstrup sagde ved en debat for et stykke tid siden ”at et menneske er meget rigt, er et testamente over, hvor mange andre mennesker han har gjort glade”.

I afsnittet med navnet ”mindre stat – mere frihed” gennemgås forholdet mellem borger og stat. Afsnittet svarer til, hvad man ville finde i enhver minarkistisk grundlovsmotivation. Og det er godt. Der er en kritik af den parodiske beskyttelse af den grundlovssikrede ejendomsret, der ikke er så sikret, at det gør noget. Selvom Grundloven garanterer staten ’ret’ til at indkræve skatter og dermed definerer sig ud af problemet, havde Den Grundlovsgivende Rigsforsamling næppe i sin vildeste fantasi forestillet sig det nuværende niveau for skatteplyndring. En samvittighedsfuld forfatningsdomstol, der i visse lande er et effektivt middel til at begrænse statens magtudvidelser, ville sandsynligvis anse det nuværende skattetryk som eksproprierende i Grundlovsmæssig forstand.

Der er et længere afsnit om det liberale velfærdssamfund, og de overordnede linier er svære at være uenig i. Der er dog én påstand, der forekommer mig at være fuldstændig volapyk. Det påstås at velfærdsstaten ødelægger sammenhængskraften i samfundet og at den er blevet svagere i takt med velfærdstatens vækst. Jeg er ikke i tvivl om at det er sandt, vi er alle bekendt med velfærdsstatens destruktive kræfter, men dette anno 2005 politiske buzz-word, er der ved gud ingen der forstår.

Men så begynder problemerne.

Skattepolitikken omhandler kun skatter af indkomst. Og påstanden er, at ’en flad skat er en fair skat’. Det store problem minimalstatshængere ofte står med, er en modstrid mellem idégrundlaget og finansieringen. Man kan ikke på den ene side sige at ’ingen har ret til et andet menneskes (…) penge’ og samtidig plædere for at ’[en flad skat] er den eneste retfærdige form for skat’. Retfærdighed bør ikke afhænge af den kontekst man befinder sig i, men være et absolut. Her er tale om en kontekstafhængig retfærdighed, der ikke er i overensstemmelse med idégrundlaget.

Afsnittet om EU, og herunder kritikken af unionen, må karakteriseres som meget overfladisk. Man går til angreb på strukturfondene og landbrugsstøtten, men nævner ikke med ét ord den politiske oprustning, EU’s generelle syn på konkurrence eller de enorme, kontraproduktive handelshindringer. I principprogrammet ses, der stort på at EU baserer sin handelspolitik på 1700-tals merkantilisme og har en overvejende fjendtlig holdning til fri konkurrence. Den uforholdsmæssige mængde af plads der bruges på landbrugsstøtteordninger og strukturstøtte, levner desværre ikke plads til en udmelding om hvad Liberalisterne vil med EU. En udmelding om af reducere EU til en mængde af multilaterale frihandelsaftaler havde i langt højere grad været i tråd med deres idégrundlag, nemlig minimalstaten.

Ulandshjælpen og FN får også et ord med på vejen. Her går de helt galt i byen. De ønsker en aktivistisk udenrigspolitik styret gennem FN. ’FN har flere gange spillet fallit i forhold til at forhindre folkemord (…) der er behov for en revision af FN’. Men bør et parti, der baserer sit principprogram på frihedsrettighederne, ikke være de første til at agitere for at afskaffe formaliserede interstatslige relationer? Det virker som om at den inerti, der hersker i alle statslige og interstatslige centralmagter, er gået hen over hovedet på Liberalisterne.

I principprogrammet ønsker man, at ulandshjælpen skal styres ud fra krav til magthaverne i ulande i bytte for penge. Belønningsprincippet er seneste hippe ulandsstøtte-trend. Støttekrone efter støttekrone er blevet sendt til korrupte socialistiske regimer, og så er forventningen tilsyneladende, at magthaverne vil opføre sig ordentligt, hvis man lover dem penge. Der er tre problemer i det ræsonnement. Allerførst, hvem tror på at de socialistiske diktatorer i Afrika, bryder sig mere om deres undersåtter eller andre socialistiske diktatorer i verdenshistorien? For det andet, hvilke krav tror Liberalisterne, at den Danske stat vil stille til ulandende i bytte for hjælp? (Hint, det er noget med den Skandinaviske model). Det tredje er at ’Good governance’ så at sige, bærer belønningen i sig selv. Et land som Botswana, der ligger i den allerfattigste del af verden, Afrika syd for Sahara, har efter deres selvstændighed fulgt en markedsvenlig rute med dertil hørende fast definerede (og beskyttede) ejendomsrettigheder. I takt med at landet skabte, en for regionen, uhørt vækst, faldt afhængigheden af støtte udefra. [For de matematisk kyndige, har den statistiske sammenhæng mellem støtte pr. indbygger og bni pr. indbygger, været omvendt proportional fra begyndelsen af 70’erne og til nu].

Så kommer vi til afsnittet om indvandring og integration, der også er principprogrammets sidste afsnit. Kort fortalt kan indvandring grundlæggende finde sted, hvis følgende to præmisser er opfyldt: Indvandreren skal være selvforsørgende og lære at tale dansk. Jeg er meget enig i at indvandrere skal være selvforsørgende, men jeg er da bedøvende ligeglad med om de kan tale dansk. Hvis de kan forsørge sig selv, hvorfor skal de så kunne tale dansk? Hvorfor skal de i det hele taget lade sig integrere? Jeg mangler et liberalt argument herfor.

Liberalisterne har endnu ikke fået godkendt deres navn, eller fået samlet de 20.000 underskrifter der skal til for at blive opstillingsberettigede. Jeg håber det lykkes for dem. Til trods for de problemer jeg har nævnt her, er det opmuntrende læsning. Skulle jeg få en tagsten i hovedet inden næste valg og på forunderlig vis, blive et nyt og bedre menneske, ville det på nuværende forlæg være der, jeg ville sætte mit kryds.

Link: Liberalisternes Principprogram

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password