I Kristeligt Dagblad (17. august) fortæller lektor i nationaløkonomi og medforfatter til en rapport om det skæve boligmarked, Jørgen Birk Mortensen, om, hvordan boligmarkedet skævvrides, fordi en “stadigt større gruppe af danskere er udelukket fra at bo bestemte steder og dermed også at boligområderne er kendetegnet ved bestemte socialgrupper”.
Det er åbenbart et stort problem for lektor Mortensen, at mennesker bor sammen med dem de helst vil bo sammen med. Helt ærligt, forestil jer konsekvenserne, hvis ambassadekvarteret, Gentofte og Lyngby-Taarbæk bliver propfyldt med tvangsforflyttede hjemløse, narkomaner, arbejdsløse, og asylansøgere – vel at mærke på de “riges” regning. Junkierne til Klampenborg – det giver social sammenhængskraft og et bedre samfund, er devisen tilsyneladende.
Resultatet og løsningen har Jørgen Birk Mortensen regnet ud – og det understøttes da heldigvis også af ugebrevet A4, der udgives af LO. Hans Skifter Andersen der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut er også enig. Nu må alle kunne se det rimelige. De rige skal betale. For økonomi er for lektor Mortensen et nulsumsspil, hvor de rige kun kan blive velhavende på de fattiges bekostning. Det gør det nemlig moralsk i orden at få sin tilværelse finansieret af andre mennesker, og det har Mortensen og andre nemlig brug for i deres nuværende offentlige og fattigdomsproducerende stillinger.
Problemet kan ikke løses uden beskatning ved boligsalg fortæller Lektor Mortensen også.
Lektor Mortensen, der er en del ældre end jeg, har bare glemt et par småting. Men sådan kan det jo gå, når man er optaget af at være god og velmenende, mens man sviner med andre menneskers penge. De kommuner, der i dag er plaget af sociale problemer, er det som følge af deres eget bevidste valg.
Det samme bevidste valg man har, når man tager en uddannelse, starter en virksomhed, lærer et håndværk eller lader sig synke til samfundets bund med en sprøjte i armen.
De røde byggede i 60’erne og 70’erne enorme sociale boligbyggerier inspireret af Le Corbusiers arkitektoniske kollektivisme for at sikre deres egen lokale magtbase, hvor andre kommuner udstykkede parceller til privatejede villaer. Nu skal tåbelighedens regnskab gøres op, og lektor Mortensen og hans politiske åndsfæller har et ønske om, at få deres tendenser til kleptomani styret ved, at tørre regningen af på boligejerne.
Det var heller ikke Lektor Mortensen, hans venner fra statsmagten eller LO, der var at se i avisspalterne, da huslejereguleringen bevirkede, at det i lange perioder har været mere fordelagtigt, at bo i almennyttig- eller lejebolig frem for at eje selv.
Boligejerne har under forudsætninger der – som følge af ”eksperter” af Lektor Mortensens slags – løbende har ændret sig, taget en risiko og nu kan de endelig høste en gevinst. Det er fair og det er borgerligt. Mortensens forslag er endnu en pind til ejendomsrettens ligkiste og en legitimering af endnu et socialistisk rapseri fra borgernes lommer.
For de interesserede bor Jørgen Birk Mortensen på et særdeles attraktivt sted i København K. Det er nok også meget svært for de socialt udsatte at få en bolig dér? Jeg foreslår, at Jørgen Birk Mortensen giver sin egen ejendom væk før han stjæler min. Han er vel enig i, at han har fået den på bekostning af de svage?