Hiroshima-Dag

Doing a die-in: grasping sand in sweaty hands Haiku af Yasuhiko Shigemoto, overlevende fra Hiroshima Suddenly There was a brilliant white-hot flash. Buildings crumbled, Fire blazed, Smoke swirled all around, Wires dangled everywhere, And a writhing mass of humanity fled for safety Uddrag af digt af Sadako Kurihara, overlevende fra Hiroshima D. 6. August er […]

Doing a die-in:
grasping sand
in sweaty hands

Haiku af Yasuhiko Shigemoto, overlevende fra Hiroshima

Suddenly
There was a brilliant white-hot flash.
Buildings crumbled,
Fire blazed,
Smoke swirled all around,
Wires dangled everywhere,
And a writhing mass of humanity fled for safety

Uddrag af digt af Sadako Kurihara, overlevende fra Hiroshima

D. 6. August er det 60 år siden at det amerikanske luftvåben smed atombomben “Little Boy” over Hiroshima. Vi ved stadigvæk ikke hvor mange mennesker der egentlig døde, både fordi man ikke ved hvor mange mennesker der rent faktisk var til stede i byen, men også fordi det er svært at sige hvor mange der senere er døde af følgevirkninger fordi de blev udsat for radioaktivitet. De laveste tal kommer, pudsigt nok, fra de amerikanske myndigheder og lyder på 66.000. Dette tal er dog tvivlsomt, da det bl.a. ikke indeholder de 20.000 koreanske slavearbejdere der var i området. Hiroshimas politi nåede frem til et tal på 92.000, med nogenlunde samme metode som amerikanerne, dog havde de bare andre tal at arbejde med som udgangspunkt. Radiation Effects Research Foundation giver et tal på mellem 90.000 og 140.000 og Hiroshima Peace Websitet siger 140.000. De fleste historikere er dog enige om at dødstallet ligger mellem 100.000 og 135.000, hvis der er tale om dem der døde i 1945 (der er generel enighed om at 70-80.000 døde med det samme) og så op til et år efter som følge af skader i forbindelse med atomeksplosionen. Man anslår at langt størstedelen af disse døde var uskyldige, civile, mennesker.

Liberalisme og atomvåben

Er man rettighedsliberalist er sagen enkel nok. Hvis alle mennesker har rettigheder og man holder sig til non-aggressionsprincippet, så er den slags selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt. Man kan ikke bare ofre uskyldige for en større sag, og det er vel netop dette der adskiller rettighedsliberalismen fra alt andet. Troen på at alle individer har umistelige rettigheder og ingen cost/benefit analyse kan retfærdiggøre drab på uskyldige.

Atomvåben er i sig selv anti-liberale, da det er svært at forestille sig en situation hvor man kan bruge sådan et masseødelæggelsesvåben og kun ramme skyldige. A-bomber rammer uden at diskriminere og derfor er det uacceptabelt fra et rettighedsliberalt synspunkt at besidde og bruge sådanne våben.

Cost/Benefit analysen

Selv om det burde være tydeligt for en hver at atomvåben ikke fører til mere frihed, men kun slagterier på uskyldige og usikkerhed i verden, så møder man af og til folk der påstår de er liberale, der forsvarer bombardementerne af Hiroshima og Nagasaki. Man hører de mest absurde argumenter fra disse mennesker,i deres iver efter at forsvare nedslagtningen af uskyldige. De mest almindelige er disse:

En invasion havde kostet mange amerikanske soldaters liv.

Det var nødvendigt for at få Japan til at overgive sig.

Lad os se på det første argument. Essensen af argumentet er decideret ulækkert. At man bør ofre uskyldige menneskers liv for at redde sine egne soldaters, er en absurd holdning. De uskyldige har jo netop intet gjort, så hvad skal de blandes ind i sagen for? Det er ren terrorisme at fare frem for på den måde, og det er i hvert fald ikke i overenstemmelse med liberalismens idéer om at alle individer har rettigheder. Nej, hér reduceres de til undværlige brikker i et større regnestykke, hvor man, for at redde 20.000 amerikanske soldater, gladeligt slår 100.000+ ihjel.

Nu vil nogle måske mene at de har hørt at præsident Truman talte om en halv million, snarere end 20.000, men det sidste tal er altså militærets eget skøn( de regnede med 46.000 i et worst case scenario) og stammer fra før bomben faldt. Trumans tal er først kommet til senere, for at retfærdiggøre mordene i Hiroshima og Nagasaki.

Bomberne var ment som et rent terrorangreb, der skulle ryste hele Japan. Man påstod at Hiroshima var et strategisk mål og der var da også militærindustri i udkanten af byen. Men man valgte altså at lade bomben falde i selve bykernen og industrien i udkanten var stort set urørt. Man gik altså ikke efter disse fabrikker, men derimod direkte efter de civile indbyggere. Ironisk nok, var det netop det netop i Hiroshima og Nagasaki vesten havde mest sympati, for hér boede de to største, kristne befolkninger i Japan, der havde gennemgået grueligt meget for deres tro i tidens løb.

Det skal også siges at Hiroshima ikke på noget tidspunkt havde figureret på listen over de primære bombemål, som USA havde udarbejdet. Noget man skulle tro var tilfældet hvis det virkelig havde været et mål af strategisk betydning.

Endvidere er det værd at lægge mærke til at den japanske befolkning tog meget varmt imod de amerikanske soldater. Almindelige mennesker var trætte af krigen. Man må huske at Japan havde været i krig i 15 år på det tidspunkt, så befolkningen havde ofret meget. Man ville simpelthen bare have fred, noget man også har set i de mange efterfølgende år, ja selv i dag, med debatten om paragraf 9 i forfatningen.

Befolkningen var altså klar på fred, hvilket måske ikke lige passer overens med det billede af en kampklar befolkning der skulle trynes for at redde amerikanske liv, som forsvarere af brugen af atombomben prøver at tegne.

Det var nødvendigt

Lad os se på det andet argument, nemlig at det var nødvendigt for at få Japan til at overgive sig. Igen er vi ude i en, efter min mening, noget usmagelig argumentation. At få Japan til at overgive sig er et politisk mål og at dræbe uskyldige for at presse et politisk mål igennem, er vel netop det vi ser grupper som IRA, ETA og Al Qaeda gøre. Det er umuligt for mig at se forskel på den terrorisme som er blevet udført af den amerikanske stat i denne situation og så den terrorisme som førnævnte organisationer har udført. Men alligevel angriber mange liberale disse organisationers handlinger som terror, mens de forsvarer a-bomberne over Japan, eller måske drab på uskyldige i f.eks. Irak.

Hvis vi ser på selve situationen og ikke kun det principielle, så bliver argumentet ikke mere overbevisende. Japan var i 1945 på randen af bankerot. Man havde brugt alle sine ressourcer på at føre krig og det ville være synd at sige at man havde gjort det med stor succes. I juli måned forsøgte japanerne endda at forhandle sig til fred, men de allierede krævede en betingelsesløs overgivelse og man var fra japansk side bange for at dette ville resultere i at man dræbte deres store, nationale symbol, kejseren. I sidste ende blev kejseren jo alligevel, så det er uforståeligt at man ikke blot gav tilsagn om at Hirohito ikke ville blive udsat for overlast. Det er sandsynligt at et sådant løfte ville have ført til kapitulation med det samme.

Mange fremstående militærfolk har da også senere taget afstand fra brugen af bomben. Eisenhower sagde således i et interview med Newsweek i 1963:

“the Japanese were ready to surrender and it wasn’t necessary to hit them with that awful thing.”

og Admiral William D. Leahy skrev i sin bog “I Was There” følgende:

“…the barbarous weapon at Hiroshima and Nagasaki was of no material assistance in our war against Japan. The Japanese were already defeated and ready to surrender because of the effective sea blockade and the successful bombing with conventional weapons.”

MacArthur har også udtalt sig imod nødvendigheden af brug af atombomben. Virkeligheden er at de allierede insisteren på betingelsesløs overgivelse, forlængede krigen og dermed gjorde det muligt at retfærdiggøre bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Intet frihedselskende menneske bør være i tvivl om at dette var en krigsforbrydelse af værste slags.

Derfor er det nødvendigt at vi husker historien, husker løgnene og husker ofrene der måtte lade livet for disse magtsyge politikeres idéer. Det er mit håb at de liberale, der mener at alle individer har rettigheder, men alligevel i krigssituationer forfalder til en kollektivistisk indgang og begynder at lave cost/benefit analyser med uskyldiges liv vil tænke på de mange tusinde mennesker der måtte lade livet de to dage i august 1945 og i perioden efter. Det var netop resultatet af denne ubehagelige tankegang, som vi bl.a. støder på som forsvar for invasionen af Irak og de drab på civile der er kommet ud af det.

Den liberales våben mod politikernes krig er fredelig sameksistens, isolationisme og frihandel. Ikke massakrer på tilfældige mennesker.

Jeg vil afslutte med et uddrag af en stil, som er skrevet af en tiende klasses elev. Han gik i fjerde klasse da bomben faldt.

“The sixth day of August, 1945! A date deeply engraved on my heart, when the cruel bomb claimed so terrible a toll of precious human lives in an instant. I go cold whenever I think of that day. I am one of those many who were deprived of their irreplaceable parents, brothers, and sisters, relatives and friends. All of them died, one after another. My big brother, who had been out on labor service, is still unaccounted for. My other brother suffered serious burns all over his body and died the next day at Koi Primary School. We left his body at the school and went to the country with my parents and sisters. However, there were no good doctors there, so Mother went back to Hiroshima. The day after she went, my uncle sent us a message saying that she’d suddenly got worse, and asked us to come back to the city. The following morning, the three of us took the first train there. There was a nasty smell everywhere in the city, and the scene was most horrible. Everything in sight had been devastated as completely as could have been; we couldn’t see anything of what was Hiroshima. Somehow, we got to our home only to be told that Mother had passed away just before. I cried and cried. We cremated her body on the dry river. People were cremating corpses here and there. We got to my uncle’s in the country with Mother’s remain that evening, and there my big sister died.

Though I was too young to know what to do, I did everything I could to help my father and little sister. But despite my care, she passed away a day after the funeral services for the first sister. Father came to my big sister’s funeral services, but he’d got so weak by the time my little sister died that he couldn’t’t come. The Buddhist monk who did the service at my two sisters’ funerals must have breathed the poison, because he did not come to do my father’s funeral.

Father must have felt very sad and lonely to see his sons and daughters die before him, one after another, but whenever I said, “How do you feel this morning?” he would say, “I feel a little better this morning, my dear.” He didn’t want me to worry, but he was just getting weaker and weaker. On the morning of September 10, he departed this life, with the thought of leaving me alone weighing on his mind. Before his death, he often said, “I hope I don’t die. Now that our house and possessions have been lose in the fire, I want to stay here in the country and do farming, dressed in rags but leading a quiet life with you.”

Japan surrendered at last on August 15. There were lots of poor beggars in and around the station. The city had become full of thieves and robbers and things had been getting worse.

Videre læsning kan findes hér:

Hiroshima og Nagasaki af Ralph Raico

Whitewasjing Hiroshima af Gary G. Kohls

Targeting of Civilians at Hiroshima and Nagasaki af Anthony Gregory

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password