Forleden dag mødte jeg en af mine læsere fra Liberator, som kunne huske mine tidligere artikler på Liberator (Velfærdsstaten på vrangen I og II) om min bekendte, som er på velfærdsferie betalt af det offentlige, under påskud af at være nok så syg. Det glædede mit kyniske gamle hjerte, at der trods alt er nogen, der læser mine artikler.
Yderligere skete der så det, at jeg kort tid efter løb på min bekendte. Kuløren stod på Costa del
Sol og smilet var som trukket op under næsen via et kirurgisk indgreb. ‘Hej, gamle jas, ingen kvaler kommunen betaler’, brød min bekendte spontant ud. Tak for kaffe, der var godt nok en der nød livet på første klasse, om end officielt som en taber, i dagens socialistiske Danmark.
Men smile var jeg nødt til. Da velfærdsstaten nu alligevel bygger på det totale fravær af logik og konsekvens, hvorfor så ikke bare udnytte det til det yderste? Det velfærdsstatslige lottospil vil til enhver tid begunstige de uduelige, mens de produktive må leve i evig angst for skattevæsnets
vilkårlige snigløb, skulle de ikke kende og erkende alverdens brøder.
Klienten derimod er en ven af velfærdsstaten, som med sin egen advokat i hånden, sagsbehandleren. til enhver tid kan kræve sin ret, mens et produktivt individ, som bliver ramt af skattevæsnets onde øje ingen rettigheder har, men blot må berede sig på inkvisitionens skrappe forhør og
sikre dom, skyldig!
‘Jo, forklarede min bekendte, det går forrygende’. Forretningen trives sydens sol og varme og tøserne har et noget mere ukritisk syn på begreber som ligestilling og gensidige forpligtigelser, end de danske. Jeg kiggede misundeligt på ham og det slog mig, at der skulle to lavtlønnede, som undertegnet til, for at finansiere hans eventyr i det fjerne. Til gengæld slap han for opvask, børnepasning og andre sure forpligtigelser, som kun hårdt skatteplagede mænd i Vesten er tvunget til. Jeg kunne mærke min migræne presse sig på – dumme svin tænkte jeg engang
til.
Jo, supplerede han, selvfølgelig kan det godt blive lidt varmt dernede hvis ens manuelle airconditionsystem (en palmebladsviftende smækker ungmø) skulle løbe ind i en seneskedehindebetændelse, men pyt da, mangel på arbejdskraft var ikke noget udbredt problem i et samfund uden sagsbehandlere og andre godhjertede samaritanere, som deler ud af andre folks penge uden de mindste samvittighedskvaler.
Min kammerat fornemmede angiveligt på mit forvrængede ansigtsudtryk, at tallet 50 stod skrevet ud over hele mit indre display (min skatteprocent) og inviterede mig på en kold øl i sommervarmen, ingen kvaler kommunen betaler, jokede han. Godt ord igen, tænkte jeg.
Vel landet på en fortovscafe forklarede min ven, at nok var skattetrykket lavere og arbejdsmoralen højere længere sydpå, til gengæld var betjening bedre og priserne lavere. Jeg nikkede forbistret, ikke fordi min bekendte ‘misbrugte’ et system, der både skriger på dette og samtidig behandler dem
der betaler for det som kriminelle og dem der misbruger det som konger. Men fordi han udlevede sin indre hulemand og jeg sad her og lignede en der følte sig rigtig dum ved tanken om, at min borgerlige regering havde sænket skatten en promille og ekspanderet den offentlige sektor signifikant.
Jeg spurgte til min bekendtes imaginære sygdom og ‘risikoen’ for at en sagsbehandler på en dårlig dag rent faktisk tog sig sammen og begyndte at spørge ind til den, eller sågar stille krav og måske endda lukkede for kassen.
Min bekendte kiggede forundret på mig, som om jeg lige havde afsløret for ham, at den sidste marssonde faktisk have indfanget små grønne mænd via dets overvågningskameraer.
Så kom der en længere afhandling om hvordan man ‘snyder’ en sagsbehandler og undviger de få og små forpligtigelser til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som kun sjældent håndhæves. Det var som 1001 og en nats eventyr omsat til en manual i socialt bedrageri, eller snarere udnyttelse af et forkvaklet og korrumperet system.
Det slog mig, at det tangerede en større videnskab at udnytte det sociale system. På den anden side er der jo næsten også en million voksne danskere i den arbejdsduelige alder, der dagligt skal berettige, at 2,5 millioner andre og mindre innovative voksne skal finansiere deres ophold på
overførselsindkomster, så skal der jo tænkes kreativt. Samtidig er overførselsindustrien gigantisk og tænk hvis alle de mange paver rundt omkring i kommunerne, der lever at tage fra de produktive og give til dem der ikke gider og ikke behøver, blev arbejdsløse. Det ville jo være en sand katastrofe, hvem skulle så stemme på den moderne Robin Hood og hans viv Lady
Marion (SF-Villy og Pernille).
Jeg begyndte at forstå, at det på sin vis var hårdt arbejde at stå uden officielt arbejde. Det gælder om at følge med og holde sig ajour med de seneste nye lovtiltag og ‘stramninger’ i sociallovene. Naturligvis, forstod jeg, hersker der en ubrydelig alliance mellem sagsbehandlere og klienter, til tider en så effektiv en af slagsen så man kunne blive i tvivl om hvem, der er snylteren og parasitten respektive, derfor var der egentlig aldrig rigtigt fare på færde ret lang tid af gangen. For der går ikke mange sekunder fra et nyt lovforslag om stramninger i de sociale love bliver sendt i udvalg, til en velsmurt lobbymaskine bestående af sagsbehandlerforeninger,
broderskaber og loger går i gang med systematisk at gennemhulle lovforslaget og finde på effektive veje til at omgås det og sørge for at pengene fosser ud af statskassen i et tempo, der kan få selv Abramovich (ejeren af Chelsea) til at gispe af misundelse.
Næh, måtte jeg kapitulere, der findes to slags velfærdsdanskere, dem der betaler med glæde og dem der modtager uden taknemmelighed. Nåh ja, så er vi en lille folk som betvivler systemets logik og retfærdighed, men vi er blot en folk marginaliserede ekstremister, der glemmer, at ‘her er der ingen kvaler så længe kommunen og dermed de lalleglade skatteydere betaler’…
Velfærdsstaten på vrangen III
