Velfærdsstatens mange myter

Dæmoniseringer af markedet og den personlige frihed er der nok af. Men er friheden virkeligt så slem? Ville folk vitterlig ligge og dø i rendestenen, hvis man tillader dem at administrere deres eget liv? Selv hvis man vælger at se bort fra diskussionen om, om det er moralsk rigtigt at tvinge folk til deres eget […]

Dæmoniseringer af markedet og den personlige frihed er der nok af. Men er friheden virkeligt så slem? Ville folk vitterlig ligge og dø i rendestenen, hvis man tillader dem at administrere deres eget liv? Selv hvis man vælger at se bort fra diskussionen om, om det er moralsk rigtigt at tvinge folk til deres eget bedste, så mener jeg, det er forkert. Jeg har valgt ni statsstyrede emner eller områder, som først faldt mig ind, når vi taler om velfærdsstaten, og skrevet kort om, hvilke konsekvenser den nuværende regulering har, og hvilke konsekvenser en afskaffelse af reguleringen ville have.

For lidt for pengene

David Friedman er økonom og argumenterer for et liberalistisk samfund. Han har opstillet en lov, som siger, at hvad end staten gør, er omkostningerne dobbelt så store, som hvis det private initiativ havde gjort det samme. Noget tyder på, det er en grov underdrivelse.

Hvert år spildes 38% af de danske skatteindtægter på bureaukrati, fnidder og fnadder og generelt ingenting.9 Sagt med andre ord kunne der være givet op til 38% flere midler til sygehusene. 38% flere penge til bøger, computere og lærere i skolen. Plejehjem og hjemmehjælpere kunne få stillet op til 38% mere tid til rådighed. Eller man kunne sænke skatterne med op til 38% og stadig modtage nøjagtigt den samme offentlige “service”. For at sammenligne med en privat velgørende organisation, så kunne Røde Kors’ formand Jørgen Poulsen love, at de administrative
omkostninger i dansk Røde Kors aldrig ville overstige 8%. Det private, velgørende initiativ fra dansk Røde Kors er altså mere end fire gange så effektivt som staten.

Hvis al velgørenhed foregik gennem det frivillige, private initiativ, ville dem, der har allermest brug for vor hjælp, få langt mere ud af pengene. Konkurrencen ville holde omkostningerne på et minimum, og folk måtte selv tage stilling til hvilke områder, de mente, der krævede deres støtte. Det ville anspore til en ansvarsfølelse, som er stort set ukendt i dag, hvor alt ansvar ligger hos staten, men som dog alligevel viste sin styrke ved katastrofer som 11. september og Tsunamien i Asien. I lande hvor den offentlige velgørenhed er mindre, oversteg de private donationer klart denne, mens vi i hårdt beskattede lande som Danmark naturligvis har meget mindre at gøre godt med fra privat hånd.

Staten er uden konkurrence. Hvis plejehjemsbeboerne bliver behandlet som skidt, kan vi ikke nægte at give pengene til staten og i stedet give dem til en konkurrerende ældreorganisation. Det opfordrer direkte til sløseri og bureaukrati.

Man kan ganske vist komme på private sygehuse, skoler og plejehjem med en langt bedre service, men problemet er, at man jo allerede har betalt for de offentlige af slagsen. Så ud over at betale for den private institution man rent faktisk bruger, skal man også betale den offentlige, man ikke bruger. Det er selvsagt kun velhavende mennesker, der har råd til at betale dobbelt for alting.

Hvis man privatiserede de offentlige institutioner skulle de drives på lige vilkår med andre konkurrerende institutioner om den bedste service til den laveste pris. Det ville muliggøre skattelettelser, som ville være mere end nok til, at folk selv kunne betale.

Og så ville ikke kun de rige have råd til ordentlig service, som det er tilfældet i dag.

Det ska’ jeg da ha’!

Ved en liberalisering af narko-lovgivningen ville det blive muligt at føre kontrol med de euforiserende stoffer, ligesom der føres kontrol med mange andre produkter, vi indtager (kontrollen bør dog naturligvis ikke være drevet af staten). Man hører ofte om, hvordan der blandes rottegift i ecstasy-piller for at gøre dem billigere, og dette alene har slået mange unge ihjel. Men det er netop en konsekvens af statens kamp mod narko. Efter en legalisering vil de gode mærker kunne påføres et kvalitetsstempel, som forsikrer brugeren, at der er tale om et rent produkt. Ligesom almindelige farmaceutiske produkter.

Endvidere, stofferne bliver mange gange dyrere som følge af kriminaliseringen, da pusheren og bagmændene også skal kompenseres for risikoen for at komme i fængsel: Det vurderes, at den amerikanske “War on Drugs” har øget prisen på hårde stoffer med hele 17.000%5. Kriminaliseringens fortalere hævder, at dette er positivt, for den højere pris holder folk fra stofferne. Det er ikke sandt.

Alle har råd til at prøve stoffer en enkelt gang. Alle kan overkomme at bruge et par hundrede kroner den første gang. Men for den afhængige hvis daglige forbrug måske ligger omkring flere tusinde kroner, er det ingen spøg. Afhængige må prostituere sig, røve eller i sidste ende myrde for at betale for den dårlige vane. På den måde går kriminaliseringens ikke kun udover de afhængige selv, men også resten af samfundet, der må lide under en eksploderet kriminalitet.

I Schweiz, hvor man forsøger at uddele heroin til de hårdest ramte, vurderer man, et en total legalisering vil betyde et fald i kriminaliteten på hele 90% (ja, halvfems. Selv en brøkdel af dette vil være en kæmpe gevinst).

Det schweiziske forsøg betød også et langt bedre liv for de 1.100, der deltog første gang i 1994 og tre år frem. Resultaterne er ikke til at tage fejl af: Færre døde, bedre helbred, færre depressioner og sygdomme som leverbetændelse, HIV og diverse hudlidelser som følge af den forbedrede hygiejne samt rene sprøjter og stoffer. Også deres sidemisbrug af andre hårde stoffer formindskedes. Endvidere kom flere af misbrugerne i arbejde, og ingen af de 1.100 var hjemløse ved forsøgets udgang.

Schweiz er også interessant, fordi man ved at sammenligne to byers politiindsats mod narko med antallet af dødsfald forårsaget af narko, synes at have fundet en direkte forbindelse. Jo skrappere kurs, jo flere dødsfald. “Stressstrategier”, hvor store mængder stoffer beslaglægges, er særligt fatale, da de tvinger narkomanerne til at købe stoffer eller lægemidler, hvis virkning de ikke kender.

Det er også værd at huske på, at det at søge hjælp pga. misbrug i forvejen er et tabu, kriminaliseringen gør det ikke bedre, da de afhængige nu også må frygte politiet. Efter en liberalisering vil de trygt kunne søge hjælp og komme under behandling.

Det står klart, at statens kamp mod narko ikke skal føres videre for narkomanernes egen skyld. Det er kun bagmændene, der nyder godt af de eksploderede profitter, der følger af kriminaliseringen.

Se også Narko – stop så hysteriet.

Et sted at bo

Siden 1939 har Danmark haft en omfattende huslejeregulering. Resultatet, lejepriser som gennemsnitligt kan være helt ned til det halve af den forventede pris, hvis markedet blev givet frit, synes jo umiddelbart sympatisk. Det skulle være en klar hjælp til enlige mødre, studerende og andre, som ikke har så meget at gøre godt med. Men det er ikke tilfældet.

Hvis man vil kende konsekvenserne af offentlig regulering, bør man starte med at finde grunden til det ubehag, som reguleringen søger at fjerne. I dette tilfælde høje lejepriser.

Stigende priser kan skyldes to ting: Højere efterspørgsel eller lavere udbud. I begge tilfælde spiller prisen den ufatteligt vigtige rolle, det er at tiltrække nyt udbud. Hansen er kapitalist og vil tjene penge, og da han ser, at Nielsen har store indtægter og små omkostninger ved sit udlejningsvirke, giver det Hansen grund til hurtigt at bygge en masse boliger og tjene godt på det manglende udbud. Faktisk er det i Hansens interesse at blive ved med at bygge, lige indtil han har bygget så mange boliger, at lejerne som følge af det højere udbud på markedet ikke vil betale Hansen mere, end det har kostet ham at bygge boligerne.

Sådan fungerer det frie marked. Udbud og efterspørgsel sørger hele tiden for at finde prisen, som både de fleste lejere og de fleste udlejere kan enes om. Når staten derimod sætter ind med
huslejeregulering og tvinger prisen ned til et kunstigt leje, sættes dette selvoptimerende system ud af kraft. Nogle af Nielsens ældste bygninger lever ikke længere op til statens krav og må derfor rives ned, og samtidig trækker byens nye uddannelsestilbud en masse unge til. Men eftersom hverken Nielsen eller Hansen må udleje til en pris, som kan dække omkostningerne til et nybyggeri, kan de begge ikke gøre andet end at se til, mens køen til Nielsens ejendomskontor vokser dag for dag.

Vi har tre grupper af tabere:
(1) De der blev smidt på gaden, fordi deres lejligheder ikke levede op til statens krav, ville klart have foretrukket at blive boende frem for at stå uden tag over hovedet som nu, for ellers var de flyttet ud af sig selv, inden staten tvang dem.
(2) De af de nytilflyttede, som gerne ville have betalt markedsprisen for leje af Hansens eller Nielsens nybyggeri, kan nu kun stille sig i kø til de boliger, der overholder statens prisbestemmelser.
(3) De af de nytilflyttede som i forvejen kun ville betale så meget i leje, som staten har bestemt, står nu i en kø, der er mange gange længere, end den ville have været uden statens regulering, da de to andre grupper nu heller ikke har andet valg end at vente.

Ingen af de boligmanglende vinder, alle taber.

Men der er en anden vinder. De, der allerede har en lejlighed (eller har personlige forbindelser til administrationen af de boliger, hvis leje er under markedslejen), kan nu fortsat blive boende til samme pris eller lavere, selv om andre er villige til at betale mere. Hvis prisen havde fået lov at stige, ville de måske ikke længere have haft råd til at blive boende i en lejlighed af denne størrelse, og de havde i stedet fundet sig en mindre. Deres gamle, større lejlighed ville nu af udlejeren, Nielsen, enten blive splittet op i mindre lejligheder efter det gamle venstreorienterede princip om at dele, eller den næste udlejer ville blot komme til at betale mere. Begge dele ville øge Nielsens profit og give ham og Hansen grund til at bygge endnu flere lejligheder.

Det viser sig da også, at det er de velhavende, der i forvejen sidder med de store lejligheder, som har mest glæde af reguleringen. Reguleringsgevinsten for lejerne af lejligheder på over 250 m2 går fra 82,6% ved privat udlejning til 159% i ældre andelsboliger, mens gevinsten ved de små lejligheder på under 50 m2 går fra 10% ved privat udlejning til 29% i almene boliger1. Paradoksalt, når reguleringen netop blev indført med tanke på de fattige, der kun har råd til små, billige lejligheder..

I stedet for at hjælpe de svage, resulterer huslejereguleringen altså som alle andre “prislofter” i varemangel, udbudsvacuum, og efterlader de, som den blev indført for at hjælpe, uden tag over hovedet. En liberalisering af markedet vil lade de billige boliger, som bliver revet ned af staten, stå, og den vil skabe en masse nye – begge dele til gavn for fattige.

Se også Forsvar for en bolighaj.

Tvang i psykiatrien

3.468 psykiatriske patienter blev i 2003 tvangsindlagte eller tilbageholdt med vold på de danske hospitaler4. I alt oplevede 5.061 personer, hvordan de ikke længere var herre over eget liv, at staten vidste bedre end dem selv hvilke behandlinger og beskyttelsesforanstaltninger, der var for “deres eget bedste”, og som staten derfor med folkelig accept voldeligt kunne påtvinge dem.

Den typiske undskyldning for at spærre disse patienter inde er, at de er til fare for sig selv og andre. Men hvis vi ser bort fra det faktum, at undersøgelser viser, at der rent faktisk er en statistisk mindre sandsynlighed for, at en psykiatrisk patient er farlig, end der er for en almindelig person, så bør man overveje, om dette er grundlag for frihedsberøvelse. Hvis alene det, at man tilhører en gruppe, der er mere tilbøjelig til at begå vold end resten af befolkningen, er nok til, at man skal spærres inde, så er der store grupper at gå i gang med. For at tage et par stykker: Tidligere straffede (det vil i praksis betyde at enhver fængselsdom er livstid), alle indvandrere og samtlige ældre teenage-drenge. Jeg betragter mig selv som en fredelig person, og alligevel ville retfærdigheden i at holde mig tilbage fra livet, fordi jeg tilhører sidstnævnte gruppe, ikke være større end den, der udøves 5.061 gange om året på de danske hospitaler.

Et af retssamfundets grundpiller er det velkendte, at man er uskyldig indtil andet er bevist. Alligevel straffes psykiatriske patienter på det grundlag, at man tror, de engang i fremtiden kunne finde på at begå kriminalitet. Men uanset hvor stor sandsynligheden er for, at de vil udøve vold, så besidder psykisk syge lige så vel som alle andre mennesker en fri vilje, og det er derfor på ingen måde besluttet på forhånd, at det vil ske.

Tilbage er kun argumentet, at det er til “deres eget bedste”. Men hvis alle skulle tvinges under behandling, når staten mener, den ved bedst, ville listen af menneskelige krænkelser blive enorm. Og som href=”http://www.amazon.com/exec/obidos/tg/detail/-/0815602421/” class=”link2″ target=”_blank”>Dr. Thomas Szasz sagde: “Being in a state mental hospital would drive anyone crazy!”

Spørgsmålet er, om tvangsindlæggelser og tilbageholdelser ikke alene tjener misfornøjede slægtninge, der nu med god samvittighed kan “gemme” familiens sorte får væk og leve videre i lykkelig uvidenhed. En ting er sikkert: Patienten bærer konsekvenserne.

Mere arbejde og mindre i løn, eller?2

Mens huslejereguleringen sætter en grænse for, hvor høj prisen på lejligheder må være, sætter mindstelønnen en grænse for, hvor lav prisen på arbejdskraft må være.

Igen bør vi se på, hvad grunden til det uønskede er. Antag at arbejder Poul producerer for 100 kr. i timen, så arbejdsgiver Klaus vil gerne ansætte ham til 60 kr. i timen. For hver time, Poul er på arbejde, får Klaus altså 100-60=40 kr. i overskud. Arbejdsgiver Mogens er dog på udkig efter nye ansatte, og han overbyder gerne Klaus ved at tilbyde Poul 70 kr. i timen, for det vil stadig give ham 100-70=30 kr. i overskud, for hver time Poul arbejder. Konkurrencen mellem Klaus, Mogens og andre arbejdsgivere vil altså på et frit marked bringe prisen på arbejdskraft (lønnen) stadigt opad, indtil den kommer tæt på de 100 kr., som Poul producerer for.

Poul er nu ansat til en timeløn på 95 kr. Fagforeningen synes dog, at Poul tjener for lidt. Hvis bare han fik 25 kr. mere i timen, ville han få det meget lettere i dagligdagen og arbejdsgiver Mogens, ja, han har jo nok af penge til at betale lidt mere i løn, så derfor indføres en mindsteløn på 120 kr. Det lyder sympatisk, men resultatet er det ikke.

Mindstelønnen gør ikke Pouls produktivitet større: Han skaber stadig for 100 kr. værdi hver time. Men eftersom Mogens nu ikke længere kan have ham gående til mindre end 125 kr. i timen, giver Pouls ansættelse et overskud på 100-125=-25 kr. Klaus ser, det er penge ud af vinduet, og Poul bliver fyret. Hvor han før mindstelønnens indførelse havde et arbejde, der måske var lavtlønnet, har han nu slet intet. Og alle arbejdssøgende, der før havde en reel chance for at blive ansat, står nu fanget uden arbejde under spærregrænsen3, for arbejdsgiverne ved, de er en underskudsforretning. Massiv arbejdsløshed blandt de, der før fik lave lønninger. Markedet får en overflod af arbejdskraft, der er mindre værd end 125 kroner i timen, for der er ingen, som vil købe.

Vi så før, hvordan lønnen på et frit marked vil følge produktiviteten. Vil man hjælpe arbejderne til højere lønninger, må man altså skabe gunstige vilkår for investeringer, som har en positiv effekt på produktiviteten, fx i maskiner og uddannelse (dermed ikke sagt at staten skal subsidiere uddannelser, se nedenfor). At forsøge at “snyde” med mindstelønninger går blot ud over dem, som mindstelønnen skulle hjælpe. Lidt tal om arbejdsløshedens udvikling, som mindstelønnen uden tvivl har bidraget til, kan ses under afsnittet “Mere vil have mere”.

Både huslejeregulering og mindsteløn forværrer altså stik i mod hensigten situationen ved henholdsvis at skabe et udbudsvacuum og en udbudsoverflod, og det er tilfældet uanset hvilken varegruppe, der påføres minimums- eller maksimumpriser.

Stigen bliver stejlere. Den sociale rangstige, altså

Et oplagt virke med minimale opstartsomkostninger for folk, der har svært ved at finde arbejde, kunne have været taxa-kørsel. Staten har dog indført taxalicenser og taxakørekort for dels at mindske udbuddet af taxaservice med den begrundelse, at den mindre konkurrence vil give taxachaufførerne mere løn, dels for at “sørge for en tilfredsstillende taxiordning (i Storkøbenhavn), fortrinsvis hvad angår antallet af vogne, vognenes standard, takster og kundeservice”. Men hør, hvem er det der kører i taxa? Det er i hvert fald ikke de såkaldt “svage”, som velfærdsstaten begrundes med, at den skal hjælpe. Og taxa-chaufførernes løn stiger ganske vist, men det går ud over dem uden arbejde, der måske allermest kan have brug for en nem indkomst.

For at blive vognmand i dag kræver det først og fremmest, at du i mange år har arbejdet som taxachauffør for at kunne komme forrest i køen til en vognmandslicens. Derefter skal du på et obligatorisk vognmandskursus til ca. 8.000 kr.

Uden regulering og afgifter osv. ville man kunne erhverve sig en kørende bil for få tusinde kroner, male “TAXA” på at stykke pap og sætte det i frontruden og være kørende. Det ville være en fantastisk investering for fx hjemløse, der ville kunne købe et sted at sove, der trods alt er bedre end banegården, og samtidig komme selvstændigt i arbejde for små penge.

Men det er ikke kun på transportområdet, staten spænder ben for virkelystne især fra de lavere klasser. Siden 2002 er der uddelt 34177 sure smileys. Altså 3417 trusler om påbud, forbud og bøder mod private erhvervsdrivende, som egentlig ikke har gjort andet end at tilbyde et produkt, som enhver kunne sige nej til.

Bevares, hvis forretningen lyver om, hvordan maden tilberedes eller opbevares, er det aftalebrud og bør straffes, men langt de fleste er blot butikker, der kan tilbyde lavere priser end andre butikker ved ikke at deltage i hygiejne-hysteriet. Ja, ofte er det blot fordi, man ikke har været på det ene kursus og det andet kursus, som kræves af staten, for at man kan servere en bid mad. Hvis ikke der direkte bliver løjet, er det ikke aftalebrud, og reguleringen rammer kun indehaveren af disse steder, som i mange tilfælde hører til gruppen, der skal “integreres”, og kunden, som ikke har råd til handle de finere steder. Igen tilhører begge nogle grupper, som velfærdsstaten blev sat til verden for at hjælpe og ikke straffe.

For alle brancher gælder det, at det næsten kræver en længere universitetsuddannelse at kunne finde rundt i de bunker af papirer, som staten tvinger selvstændige til at udfylde og vedligeholde. Medmindre man selvfølgelig har råd til en ekstra udgift til en revisor eller lignende.

De absurde krav der er opstillet for selvstændigt erhvervsdrivende, holder de nederste klasser væk fra arbejdsmarkedet til fordel for middelklassen, som i forvejen klarer sig godt.

Politikerne afviser derimod, at det skulle være de absurde erhvervskrav, som holder folk nede. I stedet siger de, at det er uddannelse og mere uddannelse, der er løsningen til Danmarks problemer
med den sociale mobilitet. Men selv hvis man er enig med dem i, at skoleuddannelser er vejen frem, hvis folk fra de nedre klasser skal hjælpes op, bør man være den første til at argumentere for private, konkurrerende uddannelser og dermed lavere skat. Når belønningen for at tage en seksårig uddannelse er en skatteprocent, der i praksis betyder man arbejder gratis cirka 2/3 af tiden, finder mange det ikke besværet værd. Faktisk er det kun 15% af alle danskere mellem 25 og 64 år, der har en bachelor-grad eller højere, mens tallet i USA, hvor uddannelserne er privatfinansierede, ligger på hele 26%.6 Det er næsten det dobbelte.

Samtidig betyder de gratis videregående uddannelser, at der ikke skabes incitament til at tage de uddannelser, som samfundet har mest brug for.

På et frit marked med private universiteter, vil de af erhvervslivet mest efterspurgte uddannelser være de billigste, da de studerendes fremtidige arbejdsgivere vil have en interesse i at betale for noget eller hele deres uddannelse for at tiltrække arbejdskraft. På et frit marked vil langt flere altså tage en uddannelse med lavere arbejdsløshed end i dag, hvor vi fx svømmer rundt i mediegrafikere men kun kan sukke efter flere læger.

Den sociale mobilitet har aldrig haft det dårligere i Danmark i nyere tid. I første omgang har de ekstreme skatter minimeret fattiges incitament til at kravle op ad den social stige, i anden omgang er det gjort praktisk talt umuligt, selv hvis man gad, takket være erhvervsreguleringen. En af de tilbagevendende begrundelser for velfærdsstaten er, at den skulle gøre det nemmere for enhver at kravle op ad samfundets stige. Men den har kun gjort det meget, meget sværere.

Se også Etnisk hygiejne kursus, Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse og Fødevaresikkerhed på et ureguleret marked.

At tage fra de fattige og give til de rige

Også stik imod hensigten med velfærdsstaten er de mange omfordelinger, der kun gør skellet mellem fattig og rig endnu større.

På arkitekt-, jura-, retorikstudierne og den humanistiske basisuddannelse er kun 3,3% af de studerende fra en familie, hvor far har en årlig indkomst på 300.000 eller derunder, mens det kun er 6,5% i mors tilfælde.8

De resterende over 90% af skatterne, som går til videregående uddannelser, og som disse selv samme familier med lav indkomst har været med til at betale, kommer altså studerende fra mere velhavende familier til gode.

I samme boldgade ligger teatre, museer, biblioteker og andre finkulturelle institutioner, som får tilskud af staten, selv om de stort set kun benyttes af middelklassen og opefter.

Inflationen er en af de mest udspekulerede skatter, og den forekommer, når nationalbanken sætter seddelpressen til at sætte flere kroner i omløb i samfundet. Inflation hæver som bekendt priserne i samfundet, men det sker først, når de nye penge har spredt sig tilstrækkeligt vidt.

De første, der modtager pengene, hvilket efter staten oftest er bankerne og deres kunder, altså velstillede folk, modtager de nye penge før priserne i samfundet er steget. De bliver altså
(endnu) rigere, og kan købe flere varer til den samme pris som før inflationen fandt sted.

Pengene begynder nu at sprede sig, så priserne på varer og ydelser stiger.

Men der er en gruppe, som endnu ikke er blevet ramt af pengebølgen, og det er oftest lønmodtagerne. Indtil de modtager de nye penge, som er i omløb, er samfundets priser blevet højere, uden de har fået flere penge mellem hænderne. De er altså nu blevet fattigere, og kan
købe færre varer, for prisen på varer er steget uden at deres indkomst er fulgt med.

Først når de nye penge når de sidste, er forholdet mellem rig og fattig det samme igen. Men i mellemtiden har de fattige indirekte betalt penge lige i lommen på staten og de rige.

Staten stjæler fra de fattige. Lad de fattige få lov at køre deres eget liv.

Se også class=”link2″ target=”_blank”>Inflation.

Mere vil have mere

Bytter du 20 kr. for et franskbrød ved bageren, gør du det fordi, du mener franskbrødet er mere værd end de varer, som du ellers kunne købe for 20 kr. Franskbrødets nytte er større end ubehaget ved at udføre den mængde arbejde, det kræver, for at du kan tjene 20 kr.

Sådan træffes alle valg i livet. Når man står ud af sengen om morgenen for at gå på arbejde, er det fordi, at man vægter ubehaget ved at blive fyret højere end nytten i at kunne sove længe. Når man slår græsset, er det fordi man vægter det at have en pæn grund, lidt motion og tilfredse naboer højere end at kunne ligge dvaskende foran fjernsynet. Når man tænder en cigaret, finder man den afslappende effekt og let slankende virkning mere værd end ubehaget ved at øge risikoen for gule tænder, dårlig ånde samt kræft og andre sygdomme.

Heraf følger, at mindsker man ubehaget og/eller øger nytten ved en handling, er man alt andet lige mere tilbøjelig til at udføre den, men øger man ubehaget og/eller mindsker nytten ved en handling, er man alt andet lige mindre tilbøjelig til at udføre den.

Tag fx antallet af danske helårspersoner der får overførselsindkomster af staten. Eftersom flere og flere services og institutioner de sidste 30 år er blevet gratis, og overførslerne til disse “udsatte” grupper er steget og steget, har det minimeret ubehaget ved at tilhøre en af disse grupper. Resultatet er naturligvis, at færre og færre synes, at nytten ved at tjene sine egne penge og forsørge sig selv opvejer ubehaget i at skulle arbejde, når alternativet, kontanthjælpen, er stort set det samme økonomiske råderum, mens man ikke behøver at arbejde. Omvendt er prestigen, som tidligere har været forbundet med at være selvforsørgende, for en stor dels vedkommende forsvundet.

Det ses da også tydeligt, hvis man sammenligner arbejdsløsheden på en tid, hvor mange overførselsindkomster endnu ikke var indført, og de, der var, var meget små, med i dag: I tyveåret 50-69 havde Danmark en gennemsnitlig arbejdsløshed på 2,4%. Til sammenligning lå den i tyveåret 80-99 på hele 9%10. Altså et godt stykke over en tredobling af ledigheden!

Hjemløse er endnu et eksempel, som tydeligt illustrerer, at alle grupper, man understøtter, bliver større: USA er intet liberalt forbillede, men i New York hvor omfordelingen er til at overse i forhold til politikken herhjemme er der 5,1 hjemløse pr. 1.000 indbyggere i New York. Kigger vi i stedet på vor egen København, er der som minimum hele 12 hjemløse pr. 1.000 indbyggere11.
Altså mindst 135% flere hjemløse pr. indbygger i velfærds-København end i den amerikanske storby, kapitalismens højborg, New York City.

Hvis man vil hjælpe de svage, gør man det ikke ved at skabe flere, som er lige så dårligt stillede, hvilket er resultatet af omfordeling. Tværtimod skal man give dem incitament til at komme videre og bevæge sig op i samfundet.

Jeg mener ikke, at et samfund alene skal bedømmes på, hvordan dets svage bliver behandlet. Det bør i mindst lige så høj grad bedømmes på, hvor mange svage det skaber. Det ville betyde en dumpekarakter til den danske (og mange andre) velfærdsstat(er).

Gang i væksten

Vi kan takke den økonomiske vækst for mange ting. Faktisk ville vi uden den stadig sidde og rode med en pind i jorden i håbet om at finde en regnorm, vi kunne tage med hjem i hulen og dele med familien. Selv hvis velfærdsstaten så sørgede for, at alle regnorm blev fordelt ligeligt mellem alle borgere, ville ingen være rigere end selv den fattigste hjemløse i vesten i dag.

Velfærdsstatens omfordeling har sat væksten på krykker. Skatten straffer de virksomme og belønner de uvirksomme, og det ses utroligt klart på den danske økonomiske vækst: Før 1970’erne, før staten rigtig havde fat i danskerne, lå den danske vækst jævnt på 4%. Men i de sidste 30 år er vi kun blevet 2% rigere hvert år12. Det lyder ikke som den store forskel, men den økonomiske vækst er en eksponentiel funktion (renters rente…), og det betyder altså, at over tid er forskellen mellem 2% og 4% enorm.

Blot på de disse sidste 30 år, hvor vi på grund af velfærdsstaten kun har haft en vækst på 2%, ville en vækst på 4% betyde, at Danmark i dag kunne have været 80% rigere. Ja, 80%.

80% bedre hospitaler med 80% flere penge til at udvikle ny medicin, 80% flere penge til anskaffelse af skannere og 80% kortere ventelister. 80% bedre skoler med 80% flere penge til bøger, 80% bedre computere og 80% bedre lærere. 80% bedre hjemmehjælp med 80% mere tid til hver enkelt patient. 80% bedre {indsæt selv en af statens sorte får her}.

Og selvfølgelig 80% mere til de svage.

Det vil du alligevel aldrig høre Fogh eller de andre socialdemokrater byde over!

Men hvis vi forlænger perioden 30 år endnu, kunne vi i 2035 være 220% rigere, end vi bliver, hvis den nuværende vækst fortsætter. Hvis dette var lykkedes os, kunne vi i 2035 måske græmmes de dage, hvor nogle blev nødt til at stå ved at samlebånd hele dagen. Ligesom vi i dag græmmes ved dengang, man blev nød til at sidde med en pind i jorden for at finde en orm.

Økonomisk vækst er det bedste middel mod fattigdom, der overhovedet findes. Så hvis socialdemokraterne på borgen virkeligt tjener de svages sag, som de påstår, skal de skabe de bedste betingelser for væksten ved bl.a. at fjerne skatten.

Vi kan prise os lykkelige, at staten er en forholdsvis ny opfindelse. For ellers havde vi stadig jublet, når en orm gik på pinden.

Så…

Velfærdsstaten har spillet fallit. Den blev indført med gode intentioner om at forbedre de svages vilkår, og gøre deres vej op i samfundet lettere. I stedet er vi endt med et stort, fedt monstrum, der plaget af ineffektivitet og uigennemskuelige regler har gjort livet surt og ufatteligt omkostningsfuldt for enhver virkelysten person, der vil avancere i samfundet. Vi er et af verdens dårligste lande til at slippe af med den negative social arv, og det er netop pga. – ikke på trods af – en af verdens højeste skatteprocenter og kraftigste reguleringer af markedet (dog ikke arbejdsmarkedet).

Den gamle danske arbejderklasse udførte verdens største benspænd for sig selv, da den heppede på den socialdemokratiske velfærdsstat. Staten har aldrig og kan aldrig skabe noget – den har og kan kun omfordele, hvad det private initiativ allerede har tilvejebragt.

Socialismen, herunder socialdemokratismen, foregiver at kæmpe arbejderens og den svages sag, men det kræver en afstraffelse af de grusomme kapitalister. Kollektivistiske ideologier har altid krævet en synder for at kunne motivere det store offerflertal til at engagere sig. Det er langt nemmere at starte en heksejagt end at undersøge heksens arbejde og finde ud af, at hun i virkeligheden bidrager positivt til samfundet.

Liberalismen er anderledes, for det frie marked er et plussumsspil, hvor de handlende parter altid bliver stillet bedre – for ellers ville de ikke gøre det. Uanset om en rig handler med en fattig, en kapitalist med en lønmodtager eller hvilke som helst to andre personer, så mener begge parter, at de ved at gennemføre handlen vil være stillet bedre bagefter. Kun hvert enkelt menneske kender sine egne præferencer og behov, og derfor er kun hvert enkelt menneske selv i stand til at vide, hvilke handler han bør deltage i.

Liberalismen er nemlig ikke arbejdernes eller de svages eller nogen anden gruppes egen ideologi. Men den er heller ikke kapitalisternes eller de riges egen ideologi. Nej, den er arbejdernes, de svages, kapitalisternes, de riges og alle andres ideologi. Ja, liberalismen er menneskets ideologi.

_____________________________________________________________
[1] “Hvem har glæde af huslejereguleringen?”, Det økonomiske råd
[2] Mindstelønnen i Danmark er en del af overenskomstforhandlingerne og altså ikke under direkte politisk kontrol, men hvis ikke staten havde set igennem fingre med fagforeningernes voldelige aktioner i det 20. århundrede, som fx blokader for uorganiserede arbejdere, der frit var ansat efter kontrakt, er det tvivlsomt, om det var lykkedes fagforeningerne at bibeholde mindstelønnen.
[3] I forlængelse af forrige fodnote: Hvis ikke det var fordi, staten tilbød disse arbejdsløse bistandshjælp og forhøjede dagpengesatser, ville mindstelønnen heller ikke kunne håndhæves, da deres eneste mulighed for at overleve mindstelønnen da ville være at bryde den og
arbejde uorganiseret eller sort. Staten anvender hvert år 17 mia. kr. i tilskud til a-kasser, hvilket altså hjælper til at presse lønnen i vejret og presse arbejderne med de dårligste kvalifikationer ud af markedet.
[4] “Anvendelsen af tvang i psykiatrien
2003”, Sundhedsstyrelsen.
[5] Hoover Institution’s Hoover Digest (Nr. 1, 2000).
[6] Rapporten “Education at a Glance”, OECD.
[7] http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevare/Smiley/Smiley_resultater/
[8] “Studiekulturer på videregående uddannelser” – dokumentation til speciale af Thomas Lejre, Peter Engelbrekt Petersen og Jens Peter Thomsen, Roskilde Universitetscenter.
[9] http://www.ecb.int/pub/pdf/scpwps/ecbwp242.pdf
[10] Danmarks Statistik, 50-års oversigten
[11] http://punditokraterne.blogspot.com/2005/07/hjemlse-amerikanske-tilstande.html
[12] Danmarks Statistik, 50-års oversigten

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password