Det er ikke fedt at være fed

Fedmepolemikken er efterhånden ved at antage et lige så stort omfang, som omfanget af alle overvægtige tilsammen. Der går ikke én dag, hvor medierne forsømmer at nævne det tyngende problem; ugebladene bugner med lette recepter på, hvordan man opnår den slanke linie ved hjælp af alt fra vidtløftige motionsprogrammer, som kun de, i forvejen, slanke […]

Fedmepolemikken er efterhånden ved at antage et lige så stort omfang, som omfanget af alle overvægtige tilsammen.
Der går ikke én dag, hvor medierne forsømmer at nævne det tyngende problem; ugebladene bugner med lette recepter på, hvordan man opnår den slanke linie ved hjælp af alt fra vidtløftige motionsprogrammer, som kun de, i forvejen, slanke ville kunne overleve at udføre, til delikate diæter, som ingen overvægtige ville røre med en ildtang, om man så udlovede en dusør på et helt års gratis forbrug af pomfritter som belønning for at gøre forsøget blot en uges tid.
Der vejledes og psykologiseres om mad og drikke i et væk, men lige lidt synes det at batte; man kunne nærmest forledes til at tro, at den verserende opmærksomhed på problemet virker appetitstimulerende, idet antallet af overvægtige jo er støt stigende.
Det seneste bud på handling over for synderne går ud på at bekæmpe colaforbruget; jeg fristes til at sige, så der bliver bedre plads til de øvrige lækkerier!
Det nytter ikke noget med for megen pisk, det, der skal til for at trænge igennem polstringen, er dybdeborende psykologiske og pædagogiske “værktøjer;” for det er og bliver et “langt sejt træk,” siger man, og specielt det med det lange og seje, er der antageligt en del, der glæder sig over, for der er virkelig mange, mange mennesker, der er fuldtids beskæftigede med at fjerne åget af egetansvar fra de overvægtiges skuldre og med at gøre det noget så herligt plausibelt, at æde sig så stor, at man efterhånden har fået nødigt at konstruere udstyr i kæmpeformat til brug i hospitalsvæsnet, når kæmpernes organismer begynder at bryde sammen.
Det er da langt ude!
Hvor langt ude illustreres lettest ved at genfortælle et indslag fra en af nyhedsudsendelserne på tv 18/5, hvor en tonstung mand fyldte skærmen ud og med slet dulgt harme gav udtryk for, at det da var synd og skam, ja direkte sundhedsfarligt for hospitalspersonalet, at man endnu ikke havde set til at udstyre sygehusene med isenkram i en størrelsesorden, så man var i stand til at betjene mennesker i hans vægtklasse.
Samme mand nævnte ikke med ét ord det sundhedsfarlige for ham selv endsige den hjælp, det ville være for et hvilket som helst sundhedspersonale og ikke at forglemme for landets sundhedsbudget, hvis han og ligevægtige gav sig i kast med at smide nogle ton.
Det eneste, man behøver at vide med hensyn til vægttab, er i virkeligheden det rørende enkle, at man ikke taber så meget som ét gram, uanset hvad man spiser, hvis man indtager mere af det, end man forbruger, samtidigt med at man overhovedet ikke bevæger sig ud ad stedet; et enkelt og lige til budskab, som selv den tungeste vil kunne kapere; men det er imidlertid et faktum, der skøjtes adræt hen over, når diverse ernæringseksperter udbreder sig i øst og vest om kostsammensætning etc.
Hvorfor er det, at man har fløjlshandsker på, når man tager fat på de overvægtige, når man i årevis, ganske frimodigt og uden finfølelse af nogen art, har arbejdet på at gøre rygere fredløse?
Et lige så sikkert, som amen i kirken, svar herpå vil være, at de overvægtige jo ikke skader deres ikke- overvægtige medmennesker; et standardsvar som jeg vil sætte spørgsmålstegn ved lidt senere.
Set med mine øjne er der nemlig ikke den helt store forskel på rygning og overvægt, hvad skadevirkninger på omgivelserne angår.
Såvel overvægtige som rygere arbejder hver på deres måde på en sendrægtig og bekostelig form for selvmord.
De fleste rygere får som regel rygerlunger, uafladelige lungeinfektioner og lungekræft.
Som følge af naturens gang og en særdeles hårdhændet rygepolitik er der blevet langt færre rygere, og de endnu eksisterende ser man sjældent ret meget til, fordi de hele tiden befinder sig, for eksempel, på kolde altaner eller under emhætter, hvorunder man næsten kan frygte, at de forsvinder samme vej som den forbudte røg, der er nemlig sjældent megen sul på rygere.
Overvægtige arbejder sig i sindigt tempo mod diabetes, forhøjet blodtryk, hjerte- og karproblemer, skinnebenssår, nyreproblemer, blindhed, øget risiko for kræft og for kvinders vedkommende nedsat fertilitet, vanskelige graviditeter og fødsler.
Der er ikke så meget at stille op med rygerlunger og lungekræft, der er derimod kolossalt mange succesfulde og årelange behandlingstilbud til svært overvægtige patienter. To af de billigste og mest effektive behandlingstilbud, som dog yderst sjældent har de overvægtiges interesse er makkerparret diæt og motion.
Ovenstående bringer mig frem til min påstand om, at der ikke er større forskel på graden af den skade, rygere og overvægtige i længden forårsager på omgivelserne.
Primært kan det naturligvis være vanskeligt at se, at det stadigt accelererende overvægtsproblem, skulle skade andre end de overvægtige selv og måske til nøds de mennesker, som skal være behjælpelige, når benene ikke længere kan bære kolosserne.
Hvis man nu forestiller sig et fremtidigt støt stigende antal af såvel voksne som børn med svært udviklet overvægt og hertil erindrer sig det væld af behandlingskrævende sygdomme, som forårsages af overvægten, så kræver det ikke afgangseksamen fra en højere læreanstalt at regne ud, hvad disse mennesker vil komme til at fylde i sundhedsvæsnet, og her tænker jeg ikke på at fylde i egentlig forstand, men på hvad de vil fylde tidsmæssigt og økonomisk.
Hvis man ikke snart skruer bissen på, så kan man godt glemme alt om nye, livsforlængende eller helbredende behandlingsformer, end ikke det nuværende behandlingsniveau vil kunne opretholdes, idet behandlingen af overvægtige så at sige vil komme til at sluge alle ressourcer, og det vil jo unægteligt være til stor skade også for den ikke overvægtige del af befolkningen.
Igennem flere år har diverse behandlere fortalt overvægtige, at de endelig ikke skal skamme sig over deres vægt, men at de skal knuselske hvert eneste overflødigt kilo; når selvværdet blot kommer på plads, så kommer vægttabet af sig selv, har det forlydt; en teori som desværre synes noget utæt.
Jeg hørte for nylig den påstand, at antallet af overvægtige aktuelt, på verdensplan, skulle være lige så stort som antallet af underernærede. Om der er bund i påstanden, skal jeg ikke kunne sige, men hvis det bare snerper i den retning, er det jo helt grotesk.
Når man ser på, hvor effektiv den ubarmhjertige rygepolitik har været, hvorfor i al verden benytter man sig så ikke af en tilsvarende politik i relation til overspiserne?
Både vuggestuer, børnehaver, skoler og arbejdspladser kunne passende slå et slag for sund kost.
Man taler, ironisk nok, om, at problemet vender den “tunge” ende nedad, hvilket kun gør handling endnu mere presserende.
Overvægtige har aldrig haft en særlig misundelsesværdig samfundsstatus – tværtimod!
Såvel overvægtige voksne som børn udsættes dagligt for mobning og diskriminering, og det er både synd og skam, men det er endnu mere synd og skam for disse mennesker ikke at slå fast med syvtommersøm, at det er fuldstændigt uacceptabelt at spise så uhæmmet, at man ender med at blive en trussel både mod sig selv og mod samfundet.
Det er ikke fedt at være fed, og selvom det skulle gå hen og blive det, så bliver det stensikkert ved med at være livsfarligt at være det.
Det er svært at gennemskue, hvem der har interesse i at fremstille overvægt som en egentlig sygdom, mig bekendt findes der kun få og sjældne lidelser, hvor overvægt kan karakteriseres som sådan; man er altså sjældent syg, fordi man spiser over evne, men man bliver det som en følge heraf.
Der er måske ikke det helt store at stille op med de overvægtige voksne, men børnene kan man endnu nå at hjælpe, hvis man tager fat, og det kan helt sikkert godt svare sig at hænge gevaldigt i.
Almindeligvis affinder samfundet sig jo ikke uden videre med, at forældre udfolder en adfærd, som truer deres børn på liv og helbred.
Man går åbenbart rundt om problemet på kattepoter, fordi man så nødigt vil marginalisere gruppen af overvægtige, men i realiteternes verden er overvægtige jo allerede marginaliserede, hvilket man kan forvisse sig om, blot ved at slå sanserne til, når man bevæger sig rundt i det pulserende liv; det er sjældent rosende bemærkninger, der tynger de overvægtige og arbejdspladserne står ikke i kø; netop dette tema er der såmænd fabrikeret tykke værker om, åbenbart til ingen verdens nytte.
Trenden synes uhjælpeligt at pege mod at hjælpe overvægtige med at leve med deres overvægt snarere end uden.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password