Sortseeren

Der sad han. Hold kæft en hård uge. Nej, hold kæft en hård måned. Endelig kunne han slappe af. Klokken var kun seks om aftenen og han var allerede hjemme. En hel måned havde han været på arbejde hver eneste dag i ugen til først på aftenen. Oven på det var hans bil brudt sammen […]

Der sad han. Hold kæft en hård uge. Nej, hold kæft en hård måned. Endelig kunne han slappe af. Klokken var kun seks om aftenen og han var allerede hjemme. En hel måned havde han været på arbejde hver eneste dag i ugen til først på aftenen. Oven på det var hans bil brudt sammen dagen før. Tandremmen var gået. Han havde håbet mekanikeren i det mindste ville have lavet det sort, men havde i stedet fået endnu en regning han ikke kunne betale. Men, i det mindste var han da tidligt hjemme. Han åbnede for computeren og hoppede ind i tjatrummet. Nu skulle han bare slappe af, og diskutere lidt løst og fast.

Der var dog ikke gået mange minutter inden det sagte bankede på døren til hans lejlighed. Det måtte være en af naboerne, der ville brokke sig over, at han ikke havde vasket trappen eller noget andet irriterende, tænkte han og rejste sig med et suk.

I døren stod en lille spinkel fremmed mand. Han kunne ikke have været mere end 1 meter og 60. Lidt pjusket, men alligevel kort hår. Og et ganske markant overskæg – nærmest sådan en jugoslaverkost. Overskægget var egentlig lidt for markant til sådan en lille mand. Under sin arm havde han en notesblok sat fast på noget der lignede bagbeklædningen på et gammelt skab fra Ikea.

”Goddag, det er fra licenskontoret” sagde den lille mand.

”Goddag” sagde han tøvende.

Den lille mand tog sin notesblok frem og kiggede skiftevis fra notesblokken og op på ham.

”Jeg kan se her, at du ikke har tilmeldt dig licenskontoret. Hvad er problemet? Er du lige flyttet ind eller…” længere nåede den lille mand ikke. Idet han havde sagt ”hvad er problemet” var sortseeren begyndt at ryste af vrede og var blevet ildrød i hovedet.

”Hvad er DIT problem” råbte han tilbage til den lille mand. ”Hvorfor kommer du her og generer sagesløse mennesker? Kan du så se at komme væk”. Han tog to skridt nærmere den lille mand, for at vise ham, at det var alvor.

Den lille mand gik tre skridt tilbage og forsøgte at undgå øjenkontakt. Den lille mand plejede ellers at få bid, når han gik lidt hårdt til sortseerne. Men, lige i dette øjeblik vidste han, at denne gang var det blevet farligt.

”Jeg er ked af, hvis jeg har fornærmet dig, men jeg gør jo kun mit arb…” forsøgte den lille mand, mens han holdt øje med sortseerens hænder.

”Hvad fanden bilder du dig ind at komme her, og gøre sagesløse mennesker gale i skralden med sådan nogle anklager. Ved du hvorfor jeg ikke betaler licens? Det er fordi jeg ikke har noget fjernsyn eller nogen radio, fordi jeg ikke vil betale for jeres forpulede socialistiske pis”.

Han kiggede på den lille mands trøje og så et logo, hvor der stod ”DR-Licens” og kiggede straks væk fra den igen. Det var som en rød klud og han mærkede at adrenalinen var begyndt at køre i ham, og han kunne ende med at slå den stakkels lille mand ned, hvis han ikke holdt hovedet nogenlunde koldt.

Den lille mand gik endnu et par skridt tilbage.

”Jamen, så noterer jeg her, at du ikke har noget fjernsyn eller nogen radio” nærmest hviskede den lille mand, og gik langsomt baglæns mens han griflede et par notater på den gamle plade fra Ikea.

Derefter skyndte den lille mand sig ned ad trappen, og døren blev smækket i hast.

Ovenstående historie er fra det rigtige liv. Identiteten af ”sortseeren” vil være de faste brugere af Liberators tjat bekendt.

Var manden fra licenskontoret bare uheldig at møde en sortseer på den forkerte dag på det forkerte tidspunkt? Eller var ham, der blev antaget som værende sortseer, overvældet af et øjebliks retfærdiggjort harme og vrede?

Spørgsmålene i ”light-enden” er, om man er tvunget til at have fjernsyn og radio i dette land. Og kan man slippe for at licenskontrollen kommer i tide og utide for at spørge, hvorfor man ikke betaler licens, uden at betale?

De mere hardcore spørgsmål er, om statens ansatte overhovedet skal have lov at rende folk på dørene? Er det et brud på den private ejendomsret og privatlivets fred?

Og sortseerens spørgsmål: Hvis man vælger at arbejde for licenskontoret, tager man da ikke en kalkuleret risiko for at få tæsk? Og kan man som ”licensbetjent” moralsk tillade sig at søge om erstatning, hvis man får et par retfærdiggjorte drag over nakken?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password