Pattebarnsmentalitet

For et stykke tid siden sad jeg ved et middagsselskab, da snakken, som ofte før, faldt på rygepolitik i “det offentlige rum”, som uvist af hvilke årsager altså også involverer det private rum, som f.eks. barer, caféer, natklubber, osv. En ung kvinde i starten af tyverne der ikke selv ryger, siger at hun egentlig synes […]

For et stykke tid siden sad jeg ved et middagsselskab, da snakken, som ofte før, faldt på rygepolitik i “det offentlige rum”, som uvist af hvilke årsager altså også involverer det private rum, som f.eks. barer, caféer, natklubber, osv. En ung kvinde i starten af tyverne der ikke selv ryger, siger at hun egentlig synes at det er en meget god idé at forbyde rygning på f.eks. diskoteker og værtshuse, for hun synes det er mægtigt irriterende at få røg i hovedet og lugte af røg efter en nat i byen.

Jeg kigger lidt forundret på hende, og så spørger jeg hende hvorfor hun ikke bare bliver væk fra de steder hvor der ryges, hvis det generer hende? Men spørgsmålet trænger åbenbart ikke rigtigt ind, for hun er sådan set kun optaget af hvor stor en fordel det ville være for hende hvis man greb ind med en lov og forbød rygning disse steder. Forgæves forsøgte jeg også at gøre opmærksom på at det sådan set ikke var offentligt, men der i mod privat rum der var tale om, men heller ikke det ænsede hun. Hun var, kort og godt, kun optaget af sine egne, egoistiske interesser. Tanken om en lov der tilgodeså hendes personlige præferencer overskyggede hensynet til alt andet.

Desværre er dette ikke en unormal oplevelse. Man ser det med meget andet. Folk vil ikke selv tage ansvaret, og handle ud fra deres præferencer ved f.eks. kun at gå på røgfrie restauranter og værtshuse (åh jo, der er efterhånden en del af dem i Kbh. og der kommer flere og flere efterhånden som folk finder ud af at det er god forretning). Nej, de vil have at deres store, varme moder stat skal tilrettelægge verden så alt passer lige efter deres hoved.

Ingen sag er for lille.

Er der noget man ikke kan lide, så skal der satme en lov til. Gud forbyde at man selv skulle tage stilling til den slags. Er der nogen der mener at naturpræparater har en helbredende virkning, så skal de fandeme ikke have lov til at sige det! Forbyd dem! Ikke noget med bare at lade være med at købe dem, nej, de skal forbydes. Ingen skal have valget. Det kunne jo være at man selv kom til at købe et af produkterne i et øjebliks svaghed.

Er der reklamer på busstoppestederne med halvt afklædte mænd og kvinder der reklamerer for læskedrikke? Ja, så er det ikke nok at boykotte produktet. Der skal en ny, skrappere lov til, der forbyder den slags reklamer. For børnenes skyld, forstås.

Tilsætningsstoffer i tobak? Forbyd det! Der findes ganske vist cigaretmærker på markedet uden den slags, men det ville være alt for besværligt at skifte. Hvordan skulle man nogensinde kunne holde styr på den slags? En lov må der til.

Og man kunne blive ved og ved og ved….

Desværre er der en generel tendens til at det første mange folk tænker på når de har et problem, er om ikke myndighederne kan klare det for dem. Det forekommer mig at være en blanding af angst for konflikter, dovenskab og ren og skær pattebarnsmentalitet der er årsagen.

I den demokratiske stat, er det alles kamp mod alle. Man forsøger hele tiden at få staten til at tilgodese lige netop sine interesser og altid på andres bekostning. Det gælder både når det drejer sig om økonomiske tilskud o.l., men så sandelig også når det kommer til love, ja samfundets indretning i det hele taget.

Denne evige kamp om statsmoderdyrets gunst, har gjort os til en nation af pattebørn, der intet kan selv andet end at hyle op om at moar skal ordne dit eller dat for os. Og føler man at nogen slipper uden om, ja så sladrer man til mor. Se bare hvorledes det vælter ind med anmeldelser om sort arbejde,skatteunddragelse og fusk med moms. Tænk hvis der var nogen der havde det bedre end en selv? Det ville være forfærdeligt.

Tanken om at ens liv er ens eget ansvar er vasket væk fra manges sind og det er en af vore største opgaver som liberale at huske folk på at de selv skal ordne deres problemer, at de ikke har krav på at få hele verden indrettet efter deres hoveder, at de ikke er pattebørn og at de skal løsrive sig fra moderdyrets bryst. Vanetænkningen er svær at overkomme, men det kan lade sig gøre. Det eneste der kræver er at du husker at det er dit liv.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password