Grundloven(e)

For få dage siden sagde både Hollands og Frankrigs befolkning nej til Traktaten om den Europæiske Union. Eftersom traktaten skal ratificeres af samtlige lande, mener flere kritikere at vor egen folkeafstemning er ligegyldig. Det har de ikke ret i. Det er kun ret og rimeligt, at Danmark får lejlighed til at tage stilling til traktaten […]

For få dage siden sagde både Hollands og Frankrigs befolkning nej til Traktaten om den Europæiske Union.

Eftersom traktaten skal ratificeres af samtlige lande, mener flere kritikere at vor egen folkeafstemning er ligegyldig. Det har de ikke ret i. Det er kun ret og rimeligt, at Danmark får lejlighed til at tage stilling til traktaten uafhængigt af de øvrige deltagere i det europæiske samarbejde. Dansk udenrigspolitik skal afgøres af den danske befolkning ikke af den Hollandske eller Franske.

Vi har – bortset fra krigen i Jugoslavien – haft fred på Europæisk jord siden 1945 hvilket naturligt nok kan forklares med en højere grad af samarbejde og samhandel mellem de europæiske lande.

Som borgerlig fokuseret på frihandel og markedsøkonomi kan man imidlertid til tider spørge sig selv om udviklingen i EU nu også går den rigtige vej ?
Den forfatningstraktat vi stemmer om, er et redskab, der blandt andet giver såvel de regionale som de statslige myndigheder yderligere magt til at definere udtryk som ”velfærd” og ”samfundsnytte”
Man forstår verden udfra egne forudsætninger – det er velanerkendt. Man må nødvendigvis tage hensyn til menneskers forskellige baggrund og præferencer. Set med konservative briller burde forfatningstraktaten derfor i højere grad have handlet om at garantere borgernes frihed til at forfølge deres egne ideer om den tilværelse de måtte ønske.
Faktuelt er det, at ingen politiker eller embedsmand i nævneværdig grad har fundet det nødvendigt at gøre op med det kolossale spild og de absurditeter, der kendetegner EU’s mange støtteordninger. Landbrugsstøtteordningerne og regionalstøtte er i den forbindelse de to største og dyreste elementer.
Det er også i dette lys at Forfatningstraktaten skal forstås. Vedtagelsen af traktaten er for det første en for borgerne til at ratificere de hidtidige mangfoldige indsatsområder, subsidier og andre former for regulering. Derudover er den en klar afspejling af konventforfatternes ønske om at sikre sig mandat til nye projekter og regulering.
“Der findes ingen andre regionale blokke i verden, hvor de enkelte landes indbyggere – endsige deres respektive myndigheder – finder, at regionale omfordelinger i en størrelse som de europæiske, er nødvendige for at sikre den regionale fred og frihed.
USA’s befolkning sender som bekendt ikke støttekroner til canadiske randområder; og Uruguays befolkning overfører ikke midler til befolkningen i Paraguay. Alligevel bekriger disse lande ikke hinanden. Og ingen taler om, at indførslen af sådanne systematiserede overførsler skulle anses for at være retfærdige, ej heller at de skulle være nødvendige betingelser for at forbedre forholdene for den frie handel. At disse undladelser ikke for længst har ført til krige mellem de pågældende lande må derfor også forekomme embedsmændene i Bruxelles samt en række politiske beslutningstagere i Danmark at være et komplet mysterium.
Samtidig hævdes det ofte i debatten, at det politiske samarbejde i EU handler om den frie handel, markedsøkonomi og herunder sikringen af den fri konkurrence. Hensynet til ”Det indre marked” er da som udgangspunkt også det fremherskende argument, når repræsentanter for erhvervslivet skal overtales til at stemme ja til EU’s mange traktater. Det gælder naturligvis også den aktuelle Forfatningstraktat. Ingen virksomhedsleder ved deres fulde fem har lyst til at stå udenfor et område, hvor det underforstået antydes, at det bliver vanskeligt for virksomheder at handle frit med dem, der er indenfor?
Problemstillingen er paradoksal: Et lukket område med fri handel og fri konkurrence! Det stemmer ikke. Og ’frit’ er da også en betegnelse med modifikationer. For internt vokser mængden af regulerende indgreb, forbud og kontrolforanstaltninger. Og udadtil forhindres handel med tredjelande af blandt andet toldafgifter og de forskellige former for tekniske handelshindringer. “*)
Landbrugsstøtten, der oprindeligt blev indført for at sikre fødevareforsyningen i efterkrigens Europa lever stadig i bedste velgående. Det samme gør regionalstøtten desværre også.
Regionalstøtte er støtte til områder som kommissærer eller andre politiske beslutningstagere har eller gerne vil have et tilhørsforhold til, og som de derfor gerne vil understøtte. Problemet er imidlertid at hverken kommissærer eller andre politiske autoriteter har deres egne ressourcer. Disse må derfor opkræves fra de personer, der reelt skaber dem, således at embedsmændene i EU kan give disse penge til bestemte brancher, regioner eller projekter. Denne type af foranstaltninger kan man læse meget mere om i Forfatningstraktaten jeg gerne så hustandsomdelt forinden befolkningen skal tage et afgørende valg.
Beklageligvis er det sjældent, at opleve nogen kritisere de meget lidt borgerlige former for omfordeling der praktiseres når regionalstøtten uddeles. Tværtimod er det stærkt bekymrende, at regionalstøtten ofte bliver fremhævet på positiv siden når EU’s resultater skal fremvises.
Udfra den betragtning at EU’s erklærede mål er, at sikre frihandel og frie markeder er det ikke mindre end paradoksalt at landsbrugsstøtteordningerne og regionalstøtte i dag udgør, størstedelen af EU’s budget.
Det er derfor med blandede følelser jeg går til stemmeurnen. Vi kan som borgerlige i en globaliseret verden ikke leve med, at den velfærdshæmmende og omfordelende socialstat vor egen velfærdskommision og det økonomiske råd sønderlemmer nu bliver opbygget på europæisk plan.
Hvis målet for Europa er fred, velstand, samarbejde og frihandel for flest mulige borgere er der i min optik næppe basis for, at ofre danske skattekroner i den ineffektive og korruptionsbelastede statsadministration i Bruxelles.
På en grundlovsdag er det derfor værd at huske på, at den suverænitet vi har ikke er kommet af sig selv, men er rettigheder der er tilkæmpet med blod, sved og tårer.

Der er brug for danske konservative, der er garanter for at EU- samarbejdet kun bruges der hvor der er en klar fordel ved at løse problemerne i fællesskab.

Intet år uden sit jubilæum. I år fejrer vi 60-året for Nazi-tysklands sammenbrud. Sammenbruddet i 1945 afslørede menneskefjendske modbydeligheder af et omfang og karrakter der kun kan finde sig mage et sted i historien nemlig i det kommunistiske regime i Sovjetunionen.

Stater som Sovjet og Nazi-tyskland viser af en grundlov der hylder den fri tale, retten til selv at vælge sin regering og retten til at eje, er ikke nogen selvfølge. Det er hårdt tilkæmpede rettigheder – og det er et konservativt adelsmærke ubetinget, at værne om dem.

Grundlæggende værdier er intet værd hvis befolkningen ikke kæmper for dem og dermed viser ønsket om at fastholde disse overfor deres politikere og andre samfund.
Ej heller er en grundlov og retten til at stå på talerstolen i dag nogen selvfølge.
I konservativ optik er familien samfundets bærende enhed. Ægteskabet mellem mand og kvinde og dannelsen af en familie har altid dannet ramme for den bedst mulige opvækst, i skarp modsætning til rædselsvækkende socialistisk enhedspædagogik og folkeopdragelse.
At være konservativ betyder at tage afsæt i historien og samtiden og derudfra danne sine holdninger om fremtiden. I Danmark har vi en tusindårig navnetradition der med hver sin tids særkende har sat sit præg på vore forfædres navne – det er konservativ kontinuitet når den klarer sig bedst.
Et navn er en personlig gave fra ens forfædre der udover at rumme forældrenes ønske om et fornavn også rummer slægtens historie. At vide hvor man kommer fra, er nu engang betingelsen for at vide hvor man skal til. Når borgerlige taler om, at en ændring af navneloven giver flere muligheder for de fleste, er det desværre synonymt med den samme fejlagtige logik som når socialdemokratiet opkræver højere skatter med samme begrundelse.
Ud fra førnævnte betragtninger er det med stor glæde jeg har konstateret, at regeringen før 3. behandlingen af den ny navnelov har noteret sig at befolkningen i høj grad værner om denne tradition – og som naturlig følge heraf har sat behandlingen af forslaget i bero.
Grundloven er som navnet siger – den grundlæggende lov og dermed en væsentlig hjørnesten i retsstaten Danmark.
For kort tid siden blussede urolighederne op på Nørrebro i København – denne gang med dødsofre. På en grundlovsdag er det værd at minde om, at en af statens fornemmeste opgaver er, at beskytte individets rettigheder mod krænkelse fra andre. Derfor er det en glæde, at opleve justitsminister Lene Espersens klare reaktion. Vi vil ikke acceptere at gader og stræder bliver lavet om til slagmarker hvor kriminelle bander med vold og våben kæmper om narkohandel og religiøst begrundede synspunkter.

Som tilhænger af et sekulært retssamfund er det derfor med den største bestyrtelse, at høre ledende muslimer tale om, at ”blodpenge” som erstatning til skadelidtes familie, efter islamisk tradition skal holde sit indtog i dansk retspleje.

Det må en gang for alle slås fast, at dansk retspleje ikke under nogen omstændigheder skal have det fjerneste at gøre med shariaens primitive og middelalderlige religiøst begrundende principper hverken når det gælder ”blodpenge”, skilsmisser eller andre forhold.

Er man som gæst eller indvandrer kommet til Danmark må man forstå, anerkende og deltage i et frit samfund. Integration starter ikke med høje offentlige ydelser, tilskud og påbud til arbejdsgiverne. Integration starter med det enkelte menneskes selvstændige vilje til at søge at fungere i det samfund man er ankommet til. Fokus i diskussionen må altid være, at den enkelte har ansvar for sine handlinger.

Det er i den forbindelse bekymrende, at kriminaliteten blandt indvandrere og deres efterkommere er massiv. Navnlig den grove kriminalitet som vold, voldtægt og røveri er punkter i statistikken hvor indvandre er stærkt overrepræsenteret skønt de stadig udgør under 10 % af befolkningen. Svaret er enkelt – Kriminelle indvandre må tage konsekvensen. Udvisning og lange fængselsstraffe er det eneste logiske svar på udøvelse af kriminalitet og kan forhåbentlig være medvirkende til at skabe respekt om samfundets normer og regler.

På en grundlovsdag må en diskussion om borgerens rettigheder og fremtidens samfund have sin naturlige plads.

Grundloven rodfæster den private ejendomsret, men gad vide om nogen af lovens fædre havde drømt om at dette ville blive gradbøjet i betydeliggrad når der i praksis opkræves tårnhøje skatter på fast ejendom og når marginalbeskatningen på arbejde nærmer sig 65%.

Topskatten er et godt eksempel på hvordan dansk skattepolitik i højere grad har været drevet af misundelsestankegang, end af overvejelser om hvordan landet på lang sigt sikres bedst mulig vækst og dermed indkomst.

Da føromtalte Tyskland i efterkrigsårene skulle rekonstruere sin samfundsopbygning og have gang i hjulene efter 12 års diktatur og næsten 6 års blodig krig trådte den vesttyske finansminister og senere forbundskansler Ludwig Erhard til. Ludwig Erhard blev fader til det tyske ”wirtschaftswunder”, men hvad var det han gjorde?

Han fortog massive lettelser af marginalskatten – skatten på den sidst tjente krone.

Da Ronald Reagan små 35 år efter satte sig tilrette i det hvide hus var kuren den samme som da Ludwig Erhard skulle genrejse sit land efter krigens ulyksageligheder. Reagan satsede på skattelettelser.

Det var økonomen Laffer der med sin simple kurve beviste, at det giver mening at tro på et højere eller uændret provenu med sænkelse af skatter og afgifter.
Som et lokalt eksempel kan man se fjernelsen af punktafgifterne på spiritus og parfume for få år siden.

Planen var enkel, om end den var nøjagtig den medicin en økonomi i fri konkurrence behøver, når den skal agere i en stadig mere international verden.

Ludwig, Reagan og Laffer havde ret for udover samfundsmæssig værdi giver det god moralsk mening at lade mennesker beholde de værdier de skaber på lovlig vis.

Vi lever i en stadig mere international verden hvor konkurrencen som generel betragtning bliver hårdere og hårdere. Hvis vi i fremtiden ønsker, at fastholde og udbygge et velfærdssamfund må vi gøre som Ludwig og Reagan – øge befolkningens lyst til at arbejde, øge lysten til at tage en chance og til at investere mere i fremtiden. Vi skal sætte skatten ned og vi skal agere før konsekvenserne bliver uoverskuelige.

Det er derfor tegn på konservativt mod og fremsynethed når vi i forhandlingerne om regeringsgrundlaget med Venstre har krævet – og fået – et økonomisk råderum til skattelettelser i denne regeringsperiode.

Velfærdskommission har udgivet deres betænkning om fremtiden, og navnlig hvordan velfærden skal finansieres.

Konklusionen er klar. Der er i fremtidens samfund ikke råd til offentlige udgifter i den størrelsesorden der afholdes i dag. Det stiller store krav til politisk lederskab og til regeringens evne til at formulere klare målsætninger om privatisering og udlicitering samtidig med der sikres en høj grad af social sikkerhed for de mennesker der gerne vil, men desværre ikke kan bidrage på samme vis som andre.

Det må – med velfærdskommissionens og det økonomiske råds betænkninger in mente – i alle forhold være en ledetråd, at opgaver det kan udføres billigere eller til samme pris af det private skal udbydes i licitation.

Det må ikke være forbudt for nogen, at stille spørgsmålstegn ved offentlige økonomiske dispositioner og nytten heraf. Folkevalgte politikere må på ethvert niveau være deres opgave voksen og arbejde for større gennemsigtighed og dannelsen af incitamentsstrukur i det offentlige.

Ej heller skal det længere være et fyord at flytte arbejdspladser fra den offentlige til den private sektor. Der er brug for en reduktion af antallet af offentligt ansatte og brug for et fundamentalt opgør med troen på, at alle bliver rigere hvis bare statskassen betaler.

Vi vil – og skal som konservative – skabe rammerne for at Danmark fortsat vil være i top når det gælder økonomisk formåen, et stærkt civilsamfund, personlig frihed og et velfungerende retssamfund. Jeg ønsker at give mennesker frihed til at vælge og samtidig tilsikre social ansvarlighed uden lange fingre i vore vælgers tegnebøger.

Politikere skal ikke skabe resultater – men i stedet skabe rammerne for at hvert enkelt menneske kan skabe de værdier om den tilværelse som grundloven i over 150 år har sikret udgangspunktet for.

Tilbage er blot at ønske en rigtig god grundlovs dag – mange tak for ordet.

Tidlige afholdt som grundlovstale ved Grundlovsmøde i Korsør Lystskov.
*) Tekst lånt fra Simon Espersens artikel EU a la Monty Python.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password