Fortrinlige Skatteobjekter

17-9-1893 Hvor sørgeligt de tager fejl, der tror, at Kultur er ligesom god Vin, der ligger og modnes paa velafproppede Flasker! Kultur er som Medicin. Flasken skal stadig rystes og Patienten holdes for næsen tre Gange daglig. En Spiseskefuld Morgen, Middag og Aften, det er Recepten. Kultur skal læres om og om igen, Dag ud […]

17-9-1893

Hvor sørgeligt de tager fejl, der tror, at Kultur er ligesom god Vin, der ligger og modnes paa velafproppede Flasker! Kultur er som Medicin. Flasken skal stadig rystes og Patienten holdes for næsen tre Gange daglig. En Spiseskefuld Morgen, Middag og Aften, det er Recepten. Kultur skal læres om og om igen, Dag ud og Dag ind; saasnart det stopper, fordamper den som Æter paa en Underkop, og man har at begynde det Hele forfra igen.

Man kan se det af den Smule politisk Kultur, vi havde faaet ind for et halvt Hundrede Aar siden. Der var dog visse til Børnelærdommen henhørende Begreber, som dannede Mennesker forbandt en Slags Mening med. Men den nationalliberale Guldalder havde sin Interesse af at dysse det ned, proppe det af og lægge det hen. Og før man saá sig for, var Skattebevillingsret blevet blevet et gammeldags kedsommeligt Ord, hvis Mening man havde glemt, og som dannede Mennesker med et Skuldertræk saá den uvidende Masse slide i til ingen Verdens Nytte, men til Forstyrrelse og Fortræd for alle højere Interesser.

Man mente to Ting med Skattebevillingsretten. Man vilde ikke have et Naadessekretariat, en kongelig Chatolkasse, hvor Hs. Majestæts Embedsmænd sidder og deler Pengene ud efter deres Forstand paa de Huller, der trænger til at fyldes med Folkets Penge. Naar Folket selv sidder over Kassen, en Tillidsmand for hver 16,000, saa kommer det for en Dag, hvor Skoen trykker, og Pengene finder Vej ud til de tørre Steder i Landet, som trænger til at vandes.

Nu har vi i otte Aar haft 6 kongelige Embedsmænd siddende på kanten af Kassen som 6 buttede Engle paa randen af et Overflødighedshorn, og de har øst Millioner ud med begge Hænder baade over det Tørre og over det Vaade; det har regnet på Krupp og dryppet paa Ingeniører og Entreprenører, som har været betroet med at grave Kanalerne for Velsignelsen [1]; men Folkets Repræsentanter har siddet en for hver 16,000 og sagt Nej, og allle dannede Mennesker har forarget sig over, at de stædige og kortsynede Personer sagde Nej, naar Kongens Regering vilde, at de skulle sige Ja, og man har følt sig glad og lettet som over en stor Befrielse, da Embedsmændene endelig skubbede dem tilside og selv tog Overflødighedshornet og hældte ud.

Det skulde man have sagt mellem 1840 og 1850, at naar det igen blev Embedsmændene, der tog magten over Kassen og Myndigheden til at dele ud, saa vilde de dannede Mennesker og de bedste Borgere i Byen gaa gennem Gaderne, ti mand i Geleddet, med Faner og Musik og Ploug [2] og Blomster fra Vinduerne forat fejre den Lystighed; det skulde man have sagt, at de vilde stille sig op 30-40,0000 Mand høj i Kongens Have og staa med Øjnene stive i Hovedet af Henrykkelse, mens Hr. Matzen [3] trak de frække Individer igennem, der ikke ærede og agtede Kongens Lov, men gjorde Attentat paa at forkaste den!

Det skulde man have sagt, at det tilsidst blev det, vi vilde smælte sammen om!

Man mente én Ting til med Skattebevillingsret, og det var især det, man mente.

Der gaar for mange Penge med, mente man, Remmen bliver for bred, naar den skæres af Andenmands ryg. Man havde den Forstand paa Skat, at det er Penge ud af Lommen, og at det er det Visse, medens det altid er mere uvist, hvor de bliver af. Nej – mente man og var ikke lidt stolt af sin Snedighed – naar det bliver Skatteyderne selv, der bestemmer, hvad de har Raad til, og siger til, én for hver 16,000, hvad de nogenlunde læmpelig kan undvære, saa bliver det sparsommelige Tider, og vi beholder vore egne Penge i vore egne Lommer.

Det var god politisk Kultur for 50 år siden. Naar Embedsmændene sagde mere Skat eller ny Statslaan, og Regeringen snakkede dem efter Munden, saa vidste man nok, hvad man vilde svare. Man skulde blot sige Sparsommelighed og holde fast ved det og stikke begge Hænder i Lommen og bede d’Hrr. se efter i Krogene, om der ikke skulde være Noget, der gik til spilde, og som kunde samles op, saa man kunde vente med Skatten til en anden Gang.

Den Gang man endnu kunde sin politiske Børnelærdom, betragtede man Statskassen som den fælles Fjende, mod hvis Graadighed alle Skatteydere var rottede sammen i et samdrægtigt Forbund til Forsvar for den hjemlige Arne og det private Chatol. Man vidste, at Uhyret var umætteligt og dets mave som en Præstesæk. Naar det brølte efter mere Skat, tog man det som et Signal til at passe godt på Lommerne. Man vogtede sig vel for at tale om Skatter uden for at klage over, at de var for høje. Den, der fandt paa, hvorledes der kunde spares noget, blev ansét for Patriot; naar Folkets Repræsentanter gjorde sig Umage for at knibe skatterne ned, mente man, at det netop var derfor, de sad der.

Man havde den Religion overfor Statskassen, som Tscherning [4] bekendte overfor det kongelige Teater. Da man forlangte en rund Sum i Tilskud og trøstede ham med, at det, der blev tilovers, faldt tilbage til Statskassen, sagde han: Giv dem det Mindste, de kan hjælpe sig med, thi saa længe der i en eller anden Krog findes en Toskilling, som kan gives ud, vil der ogsaa altid findes en Udvej til at faa den sat i Omløb.

Paa dette Punkt er der foregaaet en skæbnesvanger Omvæltning i den offentlige Mening. Det er ikke længer de regerende Personer alene, det er hele Nationen, der har faaet bedre Forstand og indset det Velsignelsesrige i dygtig megen Skat.

Da al Ting efterhaanden er blevet belagt med Skat, har man vænnnet sig til at sé paa denne Verdens Goder, ikke som Midler til menneskelig Nytte og Nydelse, men som Skatteobjekter. Antræffer man en af Guds Gaver, som ved et Tilfælde endnu ikke er optegnet i Skattelisterne, gør man Anskrig, som om man havde truffet en gal og herreløs Hund, og alle Mennesker styrter afsted for at faa den fanget ind. Nylig var der en Patriot, der opdagede, at Grøntsager ikke var beskattede. Død og Pine, Grøntsager! raabte han, sér I da ikke, at Grøntsager gaar ud og ind uden saa meget som en Øres Told, for Guds Skyld stop dog Grøntsagerne! Hvorefter der opstod en stærk Bevægelse i Nationen, som kraftigt paavirkede Regeringen og nødte den til at udarbejde en Toldparagraf mod Grøntsager.

Med Sorg havde man i mange Aar set alt det gode Øl løbe i Stranden til ingen Nytte, indtil man endelig for to Aar siden fik sat en Pind for Skandalen og til almindelig Tilfredshed lagt 4 Millioner paa. Nu tømmer man sit Glas i den gode Bevidsthed, at der omsider er kommet Harmoni i Tingene og at denne store Uorden har faaet Ende.

Men man vil ikke standse, før man har faaet den sidste Lillie paa Marken til at spinde. Hvorfor staar Du der og driver, dit Skatteobjekt? Du maa kunne give nogen Told.

Gamle veltjente Objekter bliver endevendte og begramsede, saasnart man faar en Mistanke om, at de kunde bære noget mere. Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Naar man hører om en fortrinlig Skat i Udlandet, spærrer man ikke Grænsen af, som naar man hører om Kolera, men man begynder at virke for, at vore gamle tarvelige Skatter kunde beriges og fuldstændiggøres ved at optage dette nye og udsøgte Eksemplar i deres Midte. Der er Mange, der kun mangler en Indkomsskat for at være lykkelige. Andre vilde leve Livet behageligere, hvis de kunde faa en Skat paa alle Formuer eller paa Aktieselskaber eller paa Klavérer.

Den gode, gamle Visdom, ifølge hvilken Skat er en Hjemsøgelse, som man stritter imod det længste, man kan, er nu den rene Uforstand. Det kan maaske lade sig høre om daarlige Skatter, men gode Skatter kan man vanskeligt faa for meget af, og hvis man engang kunde faa en rigtig fortrinlig Skat, vilde allle forstandige smælte sammen om at sikre Fædrelandet en saadan Velgærning.

Den højeste Grad af Skattepolitik, man oplever i vore Dage, er den Familiepolitik hvor den ene Husstand beflitter sig paa at skubbe lidt af sin egen part over paa Naboen. Det er allerede Tegn paa et smukt Sindelag, naar den ene Skatteyder med fuldkommen Ligegyldighed sér de Andre puste under et Skatteonde, som ikke netop rammer ham selv. Det er mere almindeligt, at de, der gaar fri, med onskabsfuld Skadefryd sér deres Med-Skatteborgere vride sig under Skattepumpen. Den borgerlige samdrægtighedsfølelse, der skulde være Hjærteslaget i Skattebevillingsretten og ifølge hvilken det hele Skattefolk følte sig som en Enhed, der stod Last og Brast mod Udsugelsen, mærker man ikke noget til. Dersom man nogensinde til Gavns har vidst, at hvad der gaar ud af én Klasse eller ét Lag, det gaar ud af befolkningen og Omsætningen og Forringer Arbejdsmidlerne og Samfundets Chancer for et ordentligt Udkomme i det Hele, saa har man i hvert Fald til Gavns glemt det. Hvad der gaar ud over Landet, mener man i Byerne, at det blot vilde være Skaberi at tage sig nær, og paa Landet beroliger man sig med, at hvad der rammer Byerne dog endnu ikke trykker Landets Hovederhværv. De, der har Noget, finder sig i, at man tager fra dem, der Ingenting har, og dersom det blot var de Rige, der kom til at bløde, vilde de fleste Fattige og mange Velhavere ansé det for en ligefrem Forbedring af Samfundsvilkaarene. De Undtagelser er snart talte, der ikke vilde føle en personlig Tilfredsstillelse ved at komme Formuerne og den forargelige Luksus ordentlig til livs.

Det eneste Spørgsmaal, der gælder, naar der er Tale om Skat, er dette: Er det nu uimodsigeligt bevist, at Skatten er uundgaaelig, og er alle Midler og Udveje til at slippe for denne Ulykke undersøgte og slaaede Fejl? Det er et Spørgsmaal, som sjælden høres blandt vore Skatte-Reformatorer og som man endnu sjældnere hører et anstændigt Svar paa.

Vil man høre, hvordan talen gaar, skal man læse i den Udvalgsbetænkning, Landboforeningen for Kjøbenhavns Amt har ladet trykke. Der staar f. Eks.: ”Naar der, som rimeligt og ønskeligt er, bliver lagt en forøget Skat paa Vin , andre Spirituosa og Tobak …”

Det er ordene: ”som rimeligt og ønskeligt er”!

Det er fem solide Skatteydere, der sidder og tænker for en hel Landboforening. Deres Yndlingsobjekter er Vin og Tobak, Andre har andre passioner, f. Eks. for Mais eller Heste eller Smør eller Margarine eller Grøntsager eller Snese af andre Sager, som kunde trænge til Skat eller til forøget Skat – altsammen ”som rimeligt og ønskeligt er”.

I Forvejen har Landboforeningen om en forhøjet Brændevinsskat udtalt de gudhengivne Ord, at en saadan Skat ”nødvendigvis tidligere eller senere og sikkert inden ret længe maa se Dagens Lys”.

Længere fremme hedder det om noget, der kaldes de passive Aktiver, ”at der dog ventelig vil kunne findes en og anden Form, under hvilken de vil kunne komme til at erlægge et Bidrag til Statens Husholdning”.

Man har altsaa: Vin og Tobak ”som rimeligt og ønskeligt er”, Brændevin ”som sikkert inden ret længe maa se Dagens Lys” og passive Aktiver, naar man blot kan ”finde en eller anden form”.

Det er ikke Finansministeren, som efter sin Natur aldrig faar nok, men det er fem Skatteydere paa en Lanboforenings Vegne, der i deres ledige Timer sidder udspekulerer en saadan Velstand af mere Skat – ”som rimeligt og ønskeligt er”.

Hvilke Ulykker har da ramt Statskassen? Hvad er det for en nødstilstand, der tvinger Skatteborgere til at tænke paa saa desperate Udveje? Saa uhyre en Udsugelse maa dog have en enestaaende tvingende Grund.

Aldeles ikke, eller rettere, lige tværtimod. Der er hverken Pest eller Krig; den eneste Landeplage, er den sørgelige Oversvømmelse af Penge, som Statskassen ligger og søler i og som har nødt Regeringen til at kaste et halvt Hundrede Millioner ud af Vinduet, som har drevet Folkerepræsentationen til krampagtige Anstrængelser for at faa tømt Statskassen og som har hensat vort Finansvæsen i en tilstand af Luksus og Ødselhed, der gaar over alle Bredder.

Det er denne Nødstilstand, man vil raade Bod paa ved en ny Syndflod af afsindige Skatter, medens alle Næringsveje i landet raaber til Himlen om Hjælp i deres kummerlige Kaar.

Men det plaster, der læger disse Saar, er et ganske andet, det hedder Sparsommelighed og Skattenedsættelser. Det er den Salve, hvormed patienten bør smøres på alle de ømme Steder, der klør efter mere Skat. Alene i dette Lægemiddel er der Helbredelse. Hvad Kvaksalvere læser over Staklen om Kompensation og Omlægning, mens de flytter skatten fra den ene Lomme over i den anden og putter ham en ny Ladning i den Lomme, der blev tom, det fører kun fra Ondt til Værre. Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat.

Endelig saá det ud, som om vi havde faaet fat i den rigtige Hank. Den almindelige økonomiske Elendighed talte ud af mange Tusind agrariske Munde og den talte om ublu Skatter, om Besparelser og om bedre Økonomi. Dog skal ingen prise Agrarerne lykkelige, førend de har deres Program. Saa dybt er nedgangen i politisk Kultur sunket i det danske Skattefolk, at man rundt om paa Møderne og midt ind mellem de rigtige Ord hører Løfter og Anraabelser om nogle gode Skatter og om nogle fortrinlige Skatteobjekter. Der er agrarer, der sværmer for en god Brændevinsskat; der er En fra Jylland, der virker for Skat paa Tobak, og der er Adskillige, der sætter deres Haab til en klækkelig Indkomstskat.

Men der er kun én Medicin, der hjælper: Besparelser og Skattelettelser. Dersom de brave og rørige Mennesker, der rejser for det betrængte Landbrug, kunde holde Tungen lige i Munden og nøjes med at give deres Medborgere dette ind tre Gange om Dagen, vilde vi Andre for Kulturens Skyld med Taalmodighed høre dem indøve Folk i Lektien baade Morgen, Middag og Aften.

Og dersom der var Nogen, der ikke vilde tage Medicinen, skulde vi endda med Fornøjelse hjælpe til og holde den Genstridige for Næsen.

[1] Det er Københavns befæstning, som Viggo Hørup skriver om her.

[2] Den nationalliberale politiker og redaktør af Fædrelandet, Carl Ploug.

[3] Professor Matzen underviste i statsret på universitetet og bakkede op om Estrups provisorielove, der blev vedtaget mod Folketingsflertallets vilje.

[4] Anton Frederik Tscherning, artilleriofficer, krigsminister under Treårskrigen og sparsommeligt medlem af den Grundlovgivende Rigsforsamling og af Folketinget for Bondevennerne fra 1849-1866.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password