Det længe ventede barn

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende.]
Kronprinsesse Mary venter barn, og selvom jeg ikke er monarkist, skal der lyde et hjerteligt tillykke herfra. Det er en vidunderlig oplevelse at blive forælder og noget, man derfor kan glæde sig inderligt og længe til.
I dette særlige tilfælde er der dog en gruppe af mennesker, som har ventet endnu mere inderligt og med større længsel end Kronprinseparret på den nye tronfølger, nemlig politikerne. De siger det selv; Marianne Jelved endda på åben skærm. Glæder de sig på Kronprinseparrets vegne? Måske, men de glæder sig i højere grad på egne vegne, da de nu (måske) omsider får den længe ventede mulighed for at ændre tronfølgeloven, der som bekendt kræver en ændring i Grundloven.
Grundloven er noget gammel bras, mener de fleste politikere. Den er en besværlig hindring for alle de “gode” ting, som de gerne vil foretage sig. I disse dage håber Marianne Jelved og resten af den politiske elite derfor af hele deres hjerte, at Kronprinsesse Mary føder en lille datter. Bliver det en dreng, er en Grundlovsændring strengt taget ikke nødvendig de første mange år, for så bliver han automatisk tronfølger. Bliver det derimod en pige, er der massiv folkelig opbakning til en Grundlovsændring for at sikre ligestilling mellem kønnene på også dette område.
Jeg er for formel ligestilling af kønnene, men imod politisk magtmisbrug, som det også blev praktiseret ved den sidste Grundlovsændring i 1953. Her kædede man på kynisk vis afskaffelsen af Landstinget og ændringen af tronfølgebestemmelserne sammen i én Grundlovsændring. Derved kom man endnu et skridt nærmere til vulgærdemokratiet, hvor politikerne kan bestemme over selv de mindste detaljer i vort liv, og hvor Grundloven ikke længere er nogen hindring, når de store linier for vor nation skal fastlægges over hovedet på store dele af befolkningen og imod dennes vilje.
Tænk navnlig på alle de irriterende folkeafstemninger om vort tilhørsforhold til EU, som Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelser har afstedkommet. Var det ikke bedre, at vort tilhørsforhold en gang for alle blev indskrevet i Grundloven, så alle kunne se, at stavnsbåndet til Bryssel var vor uafvendelige skæbne? Og Grundloven bør da heller ikke stå over de internationale konventioner, som er underskrevet af selveste det Radikale Venstres venner i udlandet! Var det ikke også bedre, at miljøet og dyrene fik rettigheder? Og nu, vi er ved det; hvad så med de dovne, som så længe har været forfordelt? Hvad med flagellanterne, de anæmiske New-Age-flippere, neurotikerne og kunsterne?
Er jeg for ironisk? Det tror jeg ikke. Folketinget udskrev i 2002 en konkurrence og modtog efterfølgende 126 forslag til en ny Grundlov. Forslagene er stort set alle sammen karakteriseret ved en totalt manglende forståelse for, hvilken rolle Grundloven overhovedet skal have. Man kan læse de rystende forslag på www.grundlovsdebatten.dk.
Selv den sorteste og mest knugende kynisme er nogle gange utilstrækkelig i forbindelse med faktiske, politiske hændelser. Jeg forudser således, at Marianne Jelved og hendes medsammensvorne i de fleste partier vil tilvejebringe de mest absurde argumenter for, at befolkningen nødvendigvis skal tage stilling til en eventuel ændring i tronfølgeloven samtidig med alle mulige andre ændringer. Ændringen i tronfølgeloven skal være sukkerglasuren på den bitre pille. Lad det ikke ske. En “gammeldags og håbløst forældet” Grundlov er det sidste bolværk, vi har imod majoritetens endeløse tyranni over mindretallet.