Der Untergang

Der Untergang er en meget lang og ligeså overvurderet film. Alt foregår på tysk i små rum med cement på tapetet. Efter 10 minutter spørger man sig – hvad er plottet? I modsætning til mange unavngivne anmeldere har jeg gennemskuet plottet. Meningen med det hele er at gøre tilskuerne deprimerede. Det lykkes. Men derudover forstår […]

Der Untergang er en meget lang og ligeså overvurderet film. Alt foregår på tysk i små rum med cement på tapetet. Efter 10 minutter spørger man sig – hvad er plottet? I modsætning til mange unavngivne anmeldere har jeg gennemskuet plottet. Meningen med det hele er at gøre tilskuerne deprimerede. Det lykkes. Men derudover forstår jeg ikke konceptet, og jeg er godt træt af tyske krigsfilm. Der findes heldigvis en løsning på det tyske problem.

Tysk
Tysk var engang et fint sprog, men det er forældet. Lige siden jeg så Ørneborgen, Navarones Kanoner, Det Beskidte Dusin og Kellys Helte har jeg vidst, at tyskere skal tale engelsk med accent, evt. tysk med amerikansk accent, og falde døde om ved synet af en amerikaner. Disse film er ret gamle og har været med til at sætte en standard, man ikke bare forlader. Jeg ventede i ”Der Untergang” utålmodigt på, at skuespillerne skulle slå over i engelsk. Det skete aldrig. Der var nogen, der talte russisk på et tidspunkt, men det hjalp ikke og der gik en time før jeg fandt ud af, at frisuren, der strittede op i bunden af billedet, dækkede over underteksterne. Fra da af kunne jeg selv vælge at koncentrere mig om begyndelsen af sætningerne eller slutningen af dem. Fremover bør teksterne placeres i toppen af billedet, eller, ligesom i Counter Strike, i midten af billedet.

Hvad er plottet?
Problemet med underteksterne kan have været medvirkende til at jeg ikke fik fat i plottet, men den slags bør også fremgå mere klart af billede og lyd. Lad mig hjælpe lidt. Filmen skal ikke starte med en stemme, der går ind over et sort billede og forklarer noget dybere liggende mumbo jumbo. Der skal være en intro med en action-hændelse. Her skal man se noget skidt ske og man skal se the bad guys. Når man ser the bad guys skal der være uhyggelig musik. Der skal ikke være replikker i starten. Alle disse ting fejlede i Der Untergang og således er titlen meget sigende. Ned ad bakke hele vejen. Hvorfor var alle i filmen så negative? Fordi de var med i et flop! Det stod malet i ansigterne på samtlige skuespillere helt fra start af: ”Dette manuskript er en total fiasko. Hvordan kommer jeg ud af det?” Alle i filmen ville væk derfra. Også en af hovedpersonerne blev af de andre skuespillere fra starten anbefalet at forlade filmen: ”Ich fliese Sie an, Mein Führer, verlassen Sie den Film”. Men det gjorde han ikke. Big mistake! Han blev så skidesur, at han gav hunden gift og skød sig, og så skred de andre også. Omsider kunne makværket finde sin slutning. Hurra. Men inden da havde filmen sparket samtlige tilskuere i skridtet.

Deprimerende
Plottet var at gøre tilskuerne deprimerede. Det fungerede ligesom i forsvaret. Først forvirrer man folk med meningsløshed. Så knækker man dem med brutalitet. Og så bygger man dem op med budskaber om selvopofrelse, hvorefter man selv udebliver eller ligefrem stikker af.

Jeg har allerede redegjort for forvirringen i starten. Og så kom det brutale. Små børn, der skød hinanden eller fik gift af deres mor. Det er hverken sjovt eller underholdende at se på. Situationen er, at ”Der Film”, som de alle vil ud af, er omringet af russerne og er ved at gå under. Det hele er ad H til. Det får hovedpersonen så at vide og han bliver skidesur. ”Hvem fanden er det, der beskyder settet med artilleri”. Det er russerne. Hvad gør man så? Skrid, for Helvede. ”Wir müssen raus aus der Film, Eva, du muss ihn überzeugen.” Men nej. Og så sker det. En gal heks ved navn Magda hiver sine seks børn ned i cementhelvedet og slår dem ihjel. Først bedøver hun dem og så giver hun dem gift mens de sover. Og vi får det hele at se. Jeg svedte af ubehag. Hvad fanden er det her, tænkte jeg. Vi var to timer inde i fiaskoen og jeg havde skulle pisse siden den første time var gået. Det var her Bruce Willis skulle komme rullende ind over gulvet, skyde alle i hovedet og lukke filmen. Det gjorde Bruce Willis ikke, men det var der ret mange af skuespillerne, der kompenserede for ved selv at skyde sig i hovedet. ”Ich habe geschworen”, sagde de. ”Meine Eit”, eller sådan noget. Mange af skuespillerne havde tilsyneladende lovet ikke at forlade filmen uanset, hvor galt det gik med optagelserne, og skød sig i stedet. I øvrigt blev faderen til de seks børn ret sur og skød heksen. Jeg ved ikke, hvad det var med ham, men han pløkkede tilsyneladende også sig selv. Måske et vådeskud, jeg kunne ikke gennemskue det, og før man fattede, hvad det var der foregik, så stormede statisterne frem med fyrre liter benzin og brændte skuespillerne af. Og det var efter, hovedpersonen og Eva, den eneste, der smiler i filmen (fordi hun ikke helt fatter situationen), også var blevet brændt af.

Derfra skete der lidt, der gav mening. Skuespillere og statister løb, hvad de kunne, for at komme væk fra ”Der Untergang”. Ed eller ej, nu gad de ikke mere. Den kvindelige hovedperson og en beslutsom dreng slap væk. Resten blev taget til fange af russerne. Nedtur.

Træt af tyske krigsfilm
Das Boot varede tre timer, Stalingrad heldigvis kun 1½ time, ja, den føltes længere, men Der Untergang varede 2½ time. Tyske krigsfilm er død syge. Man skulle nærmest tro, producenterne ikke brød sig om folk, der går i biografen. Jeg er møg træt af tyske krigsfilm. De slæber sig af sted. Stemningen er negativ. Det handler altid om noget dårligt. Det varer en evighed. Det slutter skidt. Hvad er det!? Hvad er det I vil!? Was wollt Ihr denn? Selv jeres co-production med franskmændene, Enemy at the Gates, sluttede helt, helt forkert efter uendelig lang tid. Og også dér skulle I absolut hænge en lille dreng. Enemy at the Gates havde dog en god bolle-scene. Nej, nej, det var ikke en sex-scene. De bollede. Det var nok den franske påvirkning.

Der Untergang er et slag, tysk film ikke vil komme sig over i lang tid. Godt nok var det ikke de bedste skuespillere, de mistede, men så i hvert fald det bedste publikum. Som hovedpersonen sagde: ”Die Zuschauer haben ihren Schicksal selber gewählt.” Ja! og vi vælger den ikke igen! Og om skuespillernes tragiske skæbne: ”Die Besten sind schon gefallen.” Da han havde tænkt lidt over den sætning, skød han sig. Måske derfor anmelderne har rost ham så meget. Det tror jeg!

Hvorfor så højt vurderet?
Hvorfor er denne film så højt vurderet? Fordi anmelderne ikke ved, hvad de ellers skal gøre. De tænker: ”Hvad skal vi gøre? Her er en rigtig dårlig film. En rigtig blæretrykker. Men tyskerne har det megadårligt med den krig og de prøver hele tiden at gøre det godt igen med deprimerede historier om den.” Hvad gør man, når børn laver en dårlig tegning? Man roser den sønder og sammen! ”Nej, hvor er den flot. Den kan du nok ikke overgå, så det er nok bedst, at du ikke laver flere af dem.” Tyske krigsfilm bliver ikke værd at se i lang tid fremover. Men måske ser vi en dag en tysk udgave af Kelly’s Helte og Ørneborgen. Man kan jo altid håbe på det bedste fra Europæisk film, når nu Hollywood går helt ad H til med Star Wars III, der blot skal sætte prikken over i-et på Star Wars fiaskoen – en serie hvor dem med de seje uniformer også bare taber og taber og taber og det hele ender totalt urealistisk hver gang.

Hvad er det overordnede problem?
Hvad er det overordnede problem? Hvor tyskerne har forstået, at kunsten ikke kan stå alene, men er et nationalt og statsligt anliggende, har de ikke forstået, hvorledes kunsten skal anvendes til at styrke folk og stat. Dette er det overordnede problem. Film skal underholde folket og bekræfte nationen og dens ledelse. De skal være positive. De skal sælge det tyske koncept. Ideen om Tyskland, eller for amerikansk film, idéen om USA. Det har de forstået i Hollywood og der ligger løsningen på det tyske problem.

Vejen ud af Der Untergang
Hvordan kommer tyskerne ud af ”Der Untergang” syndromet? Svaret er simpelt. Kopiér konceptet fra fx “We Were Soldiers”. Amerikanerne kan det skidt. Få Spielberg til at hjælpe jer. Tag et militært nederlag. Tag Stalingrad fx. eller måske en af de mindre fiaskoer. Vær stolt over fiaskoen. Klæd jeres folk i de sejeste uniformer med de fedeste våben, I kan finde frem. Vis hvordan de tyske tropper var sammensat af alle mulige nationer, ligesom de gør med folk af forskellig oprindelse i “We Were Soldiers”. Der lavede de en parade med asiater, afrikanere, irere, mexicanere osv. Lav en parade inden afgang til fronten, hvor der er rumænere, ungarere, danskere, franskmænd, hollændere, belgiere, nordmænd, italienere, kroater, bosniere, russere og ham englænderen, der meldte sig frivilligt til SS. Vis ham frem som om der bare var vildt mange englændere, der deltog på tysk side. Fremstil det hele fra tysk side og lad som om I også ser det fra den anden side. Ros modstanderne for at kæmpe flot og vis, hvordan det alligevel var jer, der bare sparkede røv. Og så lav sådan en afslutning, hvor en eller anden allieret officer går ind over og siger ”Ja, det kan godt være, vi er uciviliserede og megadårlige til at slås, men vi bliver bare ved med at angribe og vi er flest.”, sådan at tilskuerne rigtig kan forstå: Det var ikke rigtig et nederlag alligevel, og havde tyskerne ført den krig for alvor, så havde de vundet. Lav nogle serier. Zug B i Rusland. Det er hele konceptet fra USA, tyskerne ikke har forstået: ”Det kan godt være, vi slår en masse mennesker ihjel og bomber storbyer, men vores soldater er de seje.” Forstå nu det koncept! Der er langt endnu før tysk film forstår at slå bro til publikum som de kan i Hollywood. Endnu en fiasko fra Berlin har set dagens lys.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password