Velfærdsstaten på vrangen II

Dette er afsnit nr. to i artikelserien, Velfærdsstaten på vrangen. Læs første afsnit her. Forleden mødte jeg min tidligere omtalte bekendte som var på vej til lufthavnen. Han skulle ned og realisere sig selv i sydens sol og varme. Sagsbehandleren havde udsted den nødvendige check. Faktisk var der ingen problemer, da han kom hjem fra […]

Dette er afsnit nr. to i artikelserien, Velfærdsstaten på vrangen. Læs første afsnit her.

Forleden mødte jeg min tidligere omtalte bekendte som var på vej til lufthavnen. Han skulle ned og realisere sig selv i sydens sol og varme. Sagsbehandleren havde udsted den nødvendige check. Faktisk var der ingen problemer, da han kom hjem fra sidste tur til paradis. Han havde jo krav på kontanthjælp – sådan uden videre. Manden havde jo ingen indtægt, så længere var den ikke. Han
havde stukket en plade om en eller anden lidelse, der gjorde, at han ikke var arbejdsdygtig og så var det af sted ud over stepperne.

Min bekendte befandt sig tydeligvis i et sandt dilemma. Skulle han gå efter en midlertidig offentlig overførsel eller skulle han tage chancen og kvalificere sig til er invalidepension og derved opnå evig forsørgelse til en yderst anstændig betaling, men med et minimum af social stigmatisering i et land han alligevel helst besøger som turist? Den side af sagen var endnu ikke afklaret, men for min bekendte var det nemmeste at træde vande og hvis den midlertidige overførsel antog mere permanent karakter pga. den uansvarlige sagsbehandlers samfundssyn, var dilemmaet løst indtil videre.

Turen gik til min bekendtes kammerat, som modtager 11.000 kroner månedligt. Pengene er investeret i en forretning i det lavtlønsland, som han opholder sig i. Set med mine briller betyder det, at denne personage har sikret sig en gylden tilværelse uden betydende økonomiske kvaler til gengæld under himmelstrøg og økonomiske rammer, der ikke byder på cykelture i 10 graders frost, håndværker priser på over tre hundrede kroner i timen og skatteprocenter der tangere pensionsalderen.

Ikke én journalist ville nogensinde overveje at turde spørge nogen ekspert om, hvorvidt velfærdsstaten producerer flere af de tabere, den er sat i verden for at beskytte. Ingen dansk journalist, beslutningstager eller økonom tør påpege, at tilværelsen skal indeholde risici for at det er muligt at føle succesens sødme. Udover, at velfærdsstaten bygger på et forrykt økonomisk fundament er dens største slagside tanker om at eliminere alle risici og derved også lysten til at
prøve markedets og livets grænser af.

Det slår mig gang på gang, at det ikke er tilfældigt, at danskernes nationalsport er Lotto. For 99 procent af befolkningen er det den eneste mulighed for at opleve lidt spænding i en ellers prædetermineret tilværelse, hvor det på forhånd er nærmest givet, at den gennemsnitlige dansker kommer til at købe sig et parcelhus med en partner som rutinemæssigt bliver skiftet
ud efter 11,2 år. Dertil kommer de 1,7 børn og en trækprocent på 61,7.

En sådan danskers mest ophidsende livsbegivenhed bliver i forlængelse deraf også den dag han i
bar frustration over den velfærdsstatslige spændetrøje skider på det hele og stemmer nej til Unionen eller ‘banger’ sin sekretær til en julefrokost under påvirkning af flere snapse end der var flykaprere den 11. september 2001.

Når selv lotto-lotteriet, som en morsom forsker så rammende døbte fattigmandskasinoet, er statsligt styret er den socialdemokratiske kooperative vision om, at bevægelsen skulle følge danskere fra vugge til grav gået hen og blevet blodig alvor. Kun i Sverige er situationen værre. Til den uvidende læser kan jeg oplyse, at den svenske statsminister, som tilfældigvis er socialdemokrat, er gift med ingen ringere end lederen af Systembolaget. Det selv samme Bolag som for nylig blev ramt af en skandale, da tretten medarbejdere blev anklaget for at have modtaget bestikkelse for at stille bestemte liquider på hylderne.

I Danmark har sejrens søde fået en bismag for sosserne, eller har den? Den tidligere så herostratisk berygtede Minimalstatsminister-aspirant, Anders Fogh Rasmussen, er blevet så håndtam, at de socialdemokratiske partimedlemmer er blevet tvunget ud i en urafstemning mellem en kandidat,
der mener præcist det samme som Anders Fogh Rasmussen, men bare på en mere feminin ’guccisk’ måde og en partisoldat som udelukkende har ytret sig politisk to gange i løbet af over tyve år på Tinge.

Første gang var, da han – Frank Jensen – pegede på, at Svend Auken var den mest troværdige
socialdemokrat i sammenligning med Poul Nyrup Rasmussen, hvilket i dag sikrer ham en solid opbakning fra en fossileret fraktion i ‘Die Partei’. En fraktion som ingen endnu har nænnet at fortælle at Muren er faldet. Anden gang var da han for nyligt erklærede at han ville genoptage klassekampen, hvorefter selv garvede marxister måtte rykke ham til undsætning med den besked, at klassekampen var blevet aflyst engang i det forrige århundrede og bede ham om at finde en spindoktor, der trods alt havde andre referencer på sit CV end et indgående kendskab til Krøniken.

Der er under ingen omstændigheder grund til at frygte forandring, ligegyldigt hvem af de to kandidater de aldrende socialdemokratiske partimedlemmer skulle finde på at vælge. Den ene vil lægge sig på midten og føre moderne socialdemokratisk polisk, hvilket betyder, at hun vil gå hjem
og øve sig på den lille tabel indtil hun kan tælle til 90 i søvne. Den anden vil i givet fald lægge sig marginalt til venstre for midten og føre en anakronistisk socialdemokratisk politik, som i sin essens går ud på, at han vil gå hjem og terpe den lille tabel indtil han kan tælle til 90 i søvne.

Jeg vil derfor tillade mig at konkludere ud fra dette ræsonnement, at min bekendte roligt kan fortsætte sin selvmarginaliseringskurs og at danskernes nationalsport i lang tid fremover vil være at spille Lotto. Din eneste vej ud af den socialistiske spændetrøje er via et velfærdsstatsligt lotto-program, hvis garanterede overskud går til at finansiere velfærdsstatslige ydelser.

Og for at det ikke skal være løgn kan medierne meddele, at lotto-vinderne rammes af snusfornuft når de skal indkassere deres gevinster. Ikke noget med at fyre konen, kidnappe sekretæren og chartre et fly til at flyve til Rio de Janeiro. Nej, du kender sikkert typen: en sindig jyde, der flotter sig og køber en ny Puch Maxi og forærer børnebørnene et årskort til Tivoli, for derefter at gemme broderparten til værre tider, fortsætter med at arbejde sort i weekenderne og tage på indkøbsture til Tyskland og som stemmer på Frank Jensen.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password