De formålsløse undersøgelsers tyranni

[redaktionel note: artiklen er tidligere bragt som kronik i Jyllands Posten] Den danske befolkning har efterhånden været under lup et utal af gange, og det har, ifølge undersøgelsesresultaterne, sjældent være noget kønt syn. Sammenlignet med omverdenen, og ikke mindst broderfolket i Sverige, scorer vi som regel upassende lavt, når der konkurreres om positiver og upassende […]

[redaktionel note: artiklen er tidligere bragt som kronik i Jyllands Posten]

Den danske befolkning har efterhånden været under lup et utal af gange, og det har, ifølge undersøgelsesresultaterne, sjældent være noget kønt syn.

Sammenlignet med omverdenen, og ikke mindst broderfolket i Sverige, scorer vi som regel upassende lavt, når der konkurreres om positiver og upassende højt, når det gælder negativer; hvad hjælper det for eksempel på vores selvværd og omdømme, at ét undersøgelsesresultat viser, at danskerne er det mest lige folk i verden, når et andet straks påpeger, at vi stort set også er lige dumme?
Kort sagt, det har længe været ulideligt flovt at være dansker, og de forholdsvis få danskere, som i hvert fald kan være stolte af sig selv, har da også brugt beskæmmende megen tid på såvel at skamme sig over os som at skamme os ud.

Vi halter bagud med uddannelse, både børn og voksne er mere stressede, åbenlyst fordrukne, medicin-, stof-, spil- og nu også SMS-misbrugende; vi er mere fremmedfjenske, og vi ånder USA i nakken med hensyn til fedme og klagesager; morbidt nok synes vi at trives med skændslerne, idet en af de seneste undersøgelser, i rækken af mange, netop har udråbt os til at være det mest tilfredse folkefærd overhovedet, og ikke nok med det, de danske børn, påstår ligefrem, at de er lykkelige, selvom de, i følge sommerens sorteste pen, A. L. de Lichtenberg, i stedet burde vride sig og jamre; de eneste konklusioner på så besynderlige undersøgelsesresultater må nok være, at vi enten er for ubegavede til at indse vores egen ulykke, eller at vi, som et minimum, er kloge nok til at lyve.

Måske virker vi dummere end andre, fordi vi er for stressede til at tænke klart, eller måske mere stressede, fordi det trods alt går os på, at vi er så meget dummere end andre befolkninger, som en tredje mulighed kunne det også tænkes, at vores gennemsnitlige intelligenskapacitet i virkeligheden hverken er værre eller bedre, end den altid har været, men at udviklingen bare er blevet os nogle gigabit for indviklet.

Det aktuelle mantra er uddannelse og atter uddannelse; danskerne skal ekviperes til arbejdslivets stigende krav, forlyder det, og overfladisk set virker det som det eneste rigtige, men spørgsmålet er, om det i realiteten lader sig gøre, for hvad hjælper det, at vi trækker i arbejdstøj, som vi ikke har mentalt omfang til at fylde ud, og at det vi trods alt har evner til at udføre, kan udføres af andre, under fremmede himmelstrøg, til den halve pris.

Det bringer mine tanker hen på en tidligere kollega og læge, som jeg samarbej-dede med under tiden som psykiatrisk sygeplejerske; med hver vores indkøbspose under armen repeterede vi kort vores fælles fortid en lørdag før lukketid; i samtalens løb fremkom min kollega med en betragtning, som jeg har drøvtygget på.

“Du kan sagtens, du har ikke uddannet dig over evne, jeg ville langt hellere have været en velkvalificeret og ustresset sygeplejerske end en stresset læge.”

Det paradoks, at man i årevis, i takt med et tiltagende abstrakt og indviklet vidensamfund, har nedtonet kravene i såvel skole- som uddannelsessystem, gør ikke livet let for os, og det ses og mærkes da også tydeligt overalt i samfundet.

I nogle henseender betyder det lave faglige niveau naturligvis mindre, men hvem andre end en forelsket sygeplejerske kunne for eksempel tænke sig at komme i kløerne på en udygtig læge, noget som imidlertid overgår mange.

Ifølge undersøgelser fremgår det, at ca. 5.000 patienter årligt dør under lægers bestræbelse på at redde dem fra samme skæbne, et antal som lægeforeningens miljøudvalg har en ide om at kunne nedbringe, såfremt lægers indbyrdes omgangstone får et lift; der skal smiles mere til hinanden, det redder menneskeliv, forlyder det.

Personligt tror jeg da gerne, at det kan redde lægeliv, men om opadvendte mundvige og venlig tale også redder patienter, tvivler jeg nu på.

Derimod tvivler jeg ikke på, at fejlbehandling, fejlmedicinering og dårlig omgangs-tone opstår på grund af stress som følge af manglende faglig “friværdi,” for nu at vende tilbage til min tidligere kollegas tankegang. Et andet paradoks er det, at de toneangivende danskere, som altid kommer til at lide af akut iltsvind og skummende algevækst i mundvigene ved det mindste tegn på, at der pusles med planer om at banke en smule viden ind i hoveder på den gemene hob, stort set er de samme som evindeligt skammer sig over samme hobs primitive og ukultiverede adfærd.

Erhvervslivet ønsker sig så brændende en generation af højt begavede, veluddan-nede ingeniører og forskere, men det, man kan tilbyde, er en generation af kreative, ubehøvlede ignoranter med et ordforråd som stort set udstrækker sig til “fuck dig, ” og hvis man er i det kommunikative hjørne så : “Fuck også lige resten af familien.”

Nu har onde mennesker på nogle få skoler indført skammekrogen, og nogle mindst lige så onde mennesker foreslår uhæmmet, at andre skoler skal lade sig inspirere af ondskaben, og det kan ellers nok være at det fik formanden for Børnerådet med flere til at “skumme,” var det ikke at sammenligne med den væmmelige tortur i Irak, sådan at erstatte flere timers mulighed for ubehøvlet adfærd med udsigten til en bar væg.

Tænk, hvis de stakkels uvorne børn, pludselig kom til at skamme sig over at have overdænget deres lærer med ukvemsord samt umuliggjort al undervisning; skammekrogen er ren tortur, og vi skulle skamme os bare ved tanken om at tænke på den.

Det der skal til er dialog med børnene; de små skal lære at tage ansvar for egen læring og adfærd.
Det må under ingen omstændigheder koste nogen form for anstrengelse at tilegne sig viden, genialiteten skal spire gennem leg, for genier er vi alle på bunden, og den nærmer vi os da også stødt.

Den seneste reaktion på forslaget om at lade børnehavebørn lege med bogstaver var næsten lige så hysterisk, som havde man tilbudt de små væsner et vognlæs obskøne legesager.

En dag på en færgetur, hvor en flok skolebørn på udflugt hoppede rundt på bordene på færgens soldæk, uden smålig skelen til, at der sad mennesker ved bordene, udbrød en herre, som under turen udviklede en svær aversion over for de glade børns måde at tage ansvar for sig selv på: “Den eneste grund til at blive skolelærer, må sgu da være, at man er pædofil.”

Det tror jeg dog på ingen måde om de to medfølgende skolelærere, i hvis blikke der var lige så sparsomt liv, som i de blikke man møder på hospitalers såkaldte sekstimerstuer, og hvad kunne de egentlig også have foretaget sig, som ikke ville have hæmmet børnenes igangværende udviklingsforløb.

I årevis har man snakket og skrevet opad stolper og nedad vægge om skolernes problemer; børnene klarer sig ringe, de er støjende og respektløse, men hver eneste gang nogen ytrer ønske om større krav eller mere disciplin, afsynges den evindelige “sorteskolelire,” med det resultat, at flere og flere forældre flytter deres børn til friskoler, hvor det endnu er tilladt at stille såvel faglige som adfærds-mæssige krav.

Hvordan i al verden forestiller koret af højtflyvende sig, at børn, som hverken kan læse, skrive, regne eller udtrykke sig i høflige vendinger, skal blive i stand til at begå sig i den globale verden, som de samme fantaster så gerne ser os alle som en del af.
De færreste forestiller sig vel, at børn igen skal stå ret og tie, når de voksne taler, derimod vil de fleste nok mene, at børn ligefrem kunne opnå glæde ved at lære at udvise respekt i omgangen med samtlige medmennesker.

De, som nu kalder det tortur, at nogle totalt grænseløse børn har stået i skammekrogen i et par timer, plejer ikke at have det fjerneste imod, at se store dele af den voksne befolkning placeret i samme krog nærmest permanent.

Må det så være mig tilladt at udtrykke stor beundring for de lærere, som orker at trækkes med uforskammede, krævende børn og deres forældre, og samtidigt give udtryk for tilsvarende manglende beundring for de mennesker, som i årevis har været primus motor for, at der nu efterhånden er ved at være en reel grund til at skamme sig.

Der er blevet fed grobund for en stab af mennesker, som på skift udspyr undersøgelsesresultater, der sammenligner befolkningens karaktertræk, evner, vaner, sundhedstilstand og så videre med andre befolkningers, ofte med resultater som fører den lige vej til krogen eller som virker direkte angstprovokerende, på den baggrund er det vel ikke så overraskende, hvis vi bæller i os og er stressede.

Set med mine øjne er der for mange, der lever af at dirigere den danske befolkning rundt i manegen med totalt formålsløse undersøgelser, hvis divergerende resultater ingen burde nære tillid til; lad os trods alt glædes over at være kåret til det mest tilfredse folkefærd overhovedet, for rent logisk burde det glædelige resultat jo være tilfaldet broderfolket i Sverige, der ikke har de mange væmmelige laster, som vi danskere trækkes med, hvilket det sikkert også gør i et nyt undersøgelsesresultat når som helst, så bare på med begejstringen og nyd det så længe, det varer.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password