Hvad skal frihedselskere gøre

[Oversætterens kommentar I] Hvad skal man som libertarianer gøre for at udbrede friheden og trænge Staten tilbage? Bør man søge at opnå indflydelse i den politiske proces, eller bør man i stedet holde sig til den lange, men ædle kamp det er at overbevise sine medmennesker gennem uddannelse, oplysning og kulturel påvirkning? Eller må Staten […]

[Oversætterens kommentar I]
Hvad skal man som libertarianer gøre for at udbrede friheden og trænge Staten tilbage? Bør man søge at opnå indflydelse i den politiske proces, eller bør man i stedet holde sig til den lange, men ædle kamp det er at overbevise sine medmennesker gennem uddannelse, oplysning og kulturel påvirkning? Eller må Staten nødvendigvis bekæmpes »indefra«? I så fald bør man altid holde sig Nietzsches ord for øje: “He who fights with monsters should look to it that he himself does not become a monster.”

I relation til diskussionen vedrørende dannelsen af et nyt liberalistisk parti bringes her en oversættelse af en tekst, »What Should Freedom Lovers Do«, af Llewellyn Rockwell. Der synes, at være en del pragmatikere blandt Liberators brugere, som mener, at politisk indflydelse er vejen til mere frihed. Nedenstående er en opfordring til disse om at tænke grundigt over de moralske implikationer af en indlemmelse i bureaukratiet og de mulige følger heraf.

————–

Hvordan kan man kombinere et civilt liv med udbredelsen af frihed? Det er naturligvis umuligt at give et entydigt svar, eftersom alle jobs og karrierer i markedsøkonomien er underlagt arbejdsdelingens virkninger. Men at et menneske fokuserer på én ting, betyder ikke, at han eller hun ikke er begavet på mange andre områder; det betyder blot, at det bedste afkast opnås gennem en fordeling af arbejdsopgaver mellem mange mennesker med mange forskellige talenter.

Sådan er det også med den liberale bevægelse. Jo flere vi er, jo bedre forstår vi at specialisere os, at samarbejde gennem handel og erhverv, at øge vores indvirkning ved at fordele arbejdet. Det er aldrig på forhånd givet, hvad der er det rigtige for noget menneske. Der er så mange vidunderlige veje at vælge. Dog ved vi én ting. Det traditionelle svar – gå ind i politik – er galt. Alt for mange gode sind er blevet fordærvet og fortabt i forfølgelsen af denne skæbnesvangre kurs.

Det sker ofte, at en ideologisk bevægelse opnår stor udbredelse gennem uddannelse, organisering og kulturel påvirkning, blot for så at tage det irrationelle skridt at tro, at politik og politisk indflydelse – hvilket som regel betyder indlemmelse i bureaukratiet – er det næste trin på vejen mod succes. Det er som at forsøge at bekæmpe en brand med tændstikker og benzin. Dette er netop hvad der skete med det kristne højre i 1980erne; de involverede sig i politik for at komme fri af Statens byrde. Tyve år senere er de samme mennesker ansat i Undervisningsministeriet eller i Det Hvide Hus, hvor de arbejder på at ændre forfatningen eller at invadere et eller andet fremmed land. Dette er et katastrofalt spild af intellektuel kapital.

Det er nemlig særlig vigtigt at vi, der tror på frihed, ikke følger denne kurs. Indlemmelse i statsmagten har altid været den foretrukne karrierevej for socialister, sociale reformister og keynesianere. Det er det naturlige hjemsted for dem, eftersom det er deres ambition at kontrollere samfundet gennem statslig intervention. Det fungerer for dem, men ikke for os.

I første halvdel af det 20. århundrede vidste libertarianerne, hvordan de skulle bekæmpe statismen. De involverede sig i handel og journalistik. De skrev bøger. De agiterede indenfor den kulturelle arena. De skabte sig formuer og finansierede aviser, skoler, fonde og åbne uddannelsessteder. De udvidede deres kommercielle foretagender og lod dem virke som et bolværk mod central styring. De blev lærere og, når det var muligt, professorer. De skabte fantastiske familier og fokuserede på uddannelsen af deres børn.

Det er en lang og sej kamp, men sådan har kampen for frihed altid været. Men et sted i historien har nogle mennesker, fristet af udsigten til hurtige reformer, taget denne idé op til revision. ”Måske skulle vi gøre som venstrefløjen. Vi må bringe vores folk til magten og erstatte deres folk, og på den måde kan vi ændre samfundet i retning af mere frihed. Er dette i virkeligheden ikke det vigtigste af alt? Sålænge venstrefløjen kontrollerer Staten, vil den til stadighed ekspandere på måder, som er uforenelige med frihed. Vi må tage Staten tilbage!”

Sådan lyder ræsonnementet. Hvad er der galt med det? For at svare på det, må vi se nærmere på hvad Staten er for en størrelse, og hvad det er for mekanismer, der bestemmer og motiverer dens adfærd. Statens eneste opgave er at fungere som et system af tvangsforanstaltninger og kompulsiv tvang. Dette er dens særlige kendetegn. Det er hvad der gør Staten til Staten. Ligesom Staten reagerer positivt på argumenter om, at den børe være større og mere magtfuld, er den tilsvarende fjendtlig mod enhver, der siger at den bør være mindre og have færre beføjelser. Det betyder ikke, at mennesker, der arbejder ”indefra”, aldrig kan gøre nogen gavn, men det er langt mere sandsynligt, at Staten omvender libertarianeren, end at libertarianeren omvender Staten.

Alle har vi set det tusindvis af gange. Det tager sjældent mere end et par måneder for en libertariansk intellektuel på vej mod the Beltway (administrationen i Washington, red.) at ”blive voksen” og indse, at hans eller hendes gamle idealer i virkeligheden var temmelig barnlige og utilstrækkelige i den virkelige verden. Når først det skæbnesvangre skridt er taget, er der ingen grænser. Jeg kender en bureaukrat, som for nylig hjalp med at administrere den militære undtagelsestilstand i Irak; han svor engang troskab mod Rothbardsk politisk økonomi.

Årsagen hertil har at gøre med ambition, selvom det normalt ikke er nogen dårlig motivation. Imidlertid fordrer kulturen i Washington, at ambitionen ytrer sig ved at vise de siddende magthavere størst mulig ærbødighed og respekt. Ved første øjekast kan dette sagtens retfærdiggøres: hvordan skal man ellers omvende Staten, hvis man ikke må være venlig mod den? Staten er vores fjende, men for nu må vi foregive at være dens ven. Med tiden erstattes drømmene imidlertid af det daglige behov for at lefle og indynde sig hos magthaverne. Efterhånden bliver vedkommende netop den slags menneske, som han eller hun engang foragtede. (For fans af Ringenes Herre: det er som at blive spurgt om man ikke vil opbevare Ringen et stykke tid; man vil ikke give den fra sig igen.)

Jeg har kendt mennesker, som har fulgt denne vej, og som en dag har kigget sig selv i spejlet og ikke brudt sig om, hvad de så. De har fortalt mig, at det var en fejl at tro, at det kunne virke. De anerkendte ikke de subtile, underliggende mekanismer, som de selv blev en del af. De anerkendte det formålsløse i, dag efter dag, høfligt at bede Staten om lidt mere frihed her og der. Endegyldigt er man nødt til at tilpasse sine argumenter i termer af hvad der er godt for Staten. Dermed begynder retorikken og til sidst selve hensigten at ændre sig.

Staten er åben for overtalelse, det er rigtigt, men den handler som regel på baggrund af frygt, ikke venskab. Hvis bureaukraterne og politikerne frygter en modreaktion, så hæver de ikke skatten eller øger reguleringen. Hvis de fornemmer en tilstrækkelig grad af harme i offentligheden, vil de endda slække på kontrollen. Et eksempel er afskaffelsen af alkoholforbuddet og ophævelsen af 55 mph fartgrænsen. Disse blev trukket tilbage, fordi politikerne og bureaukraterne fornemmede, at omkostningerne ved en fortsat håndhævelse var for store.

Problemet med, hvilken strategi man som libertarianer bør vælge, var noget, der fascinerede Murray Rothbard, som skrev flere værdifulde artikler om, hvorledes det langsigtede mål aldrig må tilsidesættes for kortsigtet gevinst i den politiske proces. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal hilse en 1% skattelettelse velkommen, eller at vi skal modsætte os ophævelsen af en eller anden lov. Men vi må aldrig lade os opsluge af den politiske studehandel: fx., ophæv denne dårlige skat for at indføre denne bedre skat. Dette ville være at benytte et middel (skat), som er i modstrid med målet (eliminering af skat).

Den Rothbardske pro-friheds strategi kan reduceres til følgende fire aksiomer: 1) frihedens triumf er det højeste politiske mål; 2) det rette fundament for dette mål er en moralsk passion for retfærdighed; 3) målet bør forfølges med de hurtigste og mest effektive, mulige midler; og 4) midlerne må aldrig stride mod målet — ”uanset om det er ved at advokere for en gradvis udvikling gennem den politiske proces, ved at udøve eller opfordre til aggressioner mod frihedsprincipperne, ved at advokere for centrale programmer, ved at undgå at udnytte enhver mulighed for at reducere Statens omfang eller ved nogensinde at øge dens beføjelser på nogen områder.”

Libertarianerne er ikke de første, som har spekuleret over hvilken strategi, der bedst sikrer socialt avancement og kulturel og politisk forandring. Efter den amerikanske borgerkrig befandt en stor del af befolkningen i sydstaterne, nemlig de tidligere slaver, sig i en farefuld situtation. De havde et udtalt behov for at avancere socialt, men de manglede uddannelse, færdigheder og kapital. De bar også den byrde at skulle fremskynde en social forandring, som tillod dem at blive opfattet som fuldgyldige borgere, der udnyttede deres nyvundne frihed maksimalt. På mange måder var de som nye immigranter, men med den yderligere byrde det var at udskifte en gammel social status med en ny.

Under rekonstruktionsperioden søgte mange sorte indflydelse i den politiske proces, og de anså det som deres primære mål, at indgå i administrationen. Dette viste sig at være en frygtelig fristelse for mange, som den tidligere slave i Virginia Booker T. Washington sagde: ”Gennem hele rekonstruktionsperioden rettede vort folk over hele Syden blikket mod føderalregeringen for ethvert behov, på samme måde som et barn vender sig mod sin mor.” Han afviste den politiske model, fordi ”den almindelige politiske agitation vender vort folks opmærksomhed væk fra de mere fundamentale anliggender om at dygtiggøre dem selv indenfor industrierne i deres område og om at sikre deres ejendom.”

Washington skrev, at “fristelsen for at træde ind i det politiske liv var så stor, at jeg var meget tæt på at give efter på et tidspunkt”, men han modstod fristelsen til fordel for ”grundlæggelsen af fundamentet for racen gennem en generøs uddannelse af hånd, hoved og hjerte.” Senere, da han besøgte DC, vidste han, at han havde valgt rigtigt. ”En stor del af disse mennesker blev draget af Washington, fordi de følte, de kunne leve et mageligt liv dér,” skrev han. ”Andre havde sikret sig mindre administrative stillinger, og andre igen var der i håb om at sikre sig en føderal stilling.”

Som det var dengang i 1870erne, er det stadig i dag. De, som har en passion for frihed, bliver enten fortæret af Staten eller spyttet ud. W.E.B. DuBois’1 marxistiske forkærlighed for politisk agitation sejrede på bekostning af Washingtons tanker om uddannelse, kommerciel dygtiggørelse og civilt avancement som vejen til bedre vilkår for de sorte. Følgerne har været tragiske for de sorte og for hele det amerikanske samfund. Mange opnåede politisk magt, men aldrig frihed i den klassiske forstand.

Vi kan lære af dette. Alle de tusindvis af unge mennesker, som for første gang opdager frihedens idéer, bør holde sig væk fra Washington og alle dens fristelser. I stedet bør de følge deres hjerte og udleve deres drømme gennem kunst, handel, uddannelse og, ja selv, præstegerning. Disse er alle områder, som giver et ærligt udbytte og et højt afkast.

Når en libertarianer fortæller mig, at han gør nytte i kraft af sit arbejde som funktionær i HUD2, så betvivler jeg ikke hans ord. Men hvor meget mere kunne han ikke gøre ved at nedlægge sit arbejde og komme med et ætsende udfald mod hele det bureaukratiske inferno? Ét enkelt, velplaceret stød mod den slags organer kan medvirke til flere reformer og gøre mere gavn end årtiers forsøg på omvæltning indefra.

Findes der overhovedet politikere, som gør gavn? Bestemt; navnet Ron Paul3 er det første, som falder én ind. Men det gode han gør, gør han ikke i kraft af sin position som medlem af den lovgivende forsamling, men som debattør og kulturperson i en prominent forsamling. Hver nej-stemme er en lektion for masserne. Vi har brug for flere Ron Paul’s.

Men Ron ville også være den første til at sige, at mere end noget andet har vi brug for professorer, virksomhedsejere, fædre og mødre, religiøse ledere og entreprenører. Frihedens parti elsker handel og kultur, ikke Staten. Handel og kultur er vores hjem og vores platform for sociale reformer og forandring.

Noter:

[1] Afro-amerikansk borgerrettighedsforkæmper, som modsatte sig Booker T. Washingtons anti-politiske indstilling og i stedet advokerede for afro-amerikansk politisk indflydelse og en mere militant tilgang til de sortes samfundsmæssige problemer.

[2] [Federal Department of] Housing and Urban Development. Statsligt organ underlagt administrationen i Washington, som blandt andet varetager reguleringer og beskatning på by- og bolig-området.

[3] Republikansk-libertariansk politiker og mangeårigt kongresmedlem, som konsekvent har stemt imod ethvert forslag om forøgelse af de offentlige budgetter, øgede skatter og mere statslig regulering.

Oversat af Søren Bundgaard Brøgger

[Oversætterens kommentar II] Teksten er skrevet i en amerikansk kontekst, og altså under omstændigheder, som adskiller sig væsentligt fra de danske. Derfor synes jeg ikke, at den bør opfattes som en entydig afvisning af idéen om et nyt liberalistisk parti i Danmark.

Men det er – som tidligere nævnt – altafgørende, at man fra begyndelsen nøje overvejer de moralske implikationer af en indlemmelse i statsmagten, og at man tager de nødvendige forholdsregler, som sikrer, at man aldrig bliver ”systemets mænd” og begynder at tænke og handle som alle de andre. Som det foreslås i tråden ”Liberalistisk parti til valget i 2008/2009”, bør man som noget af det første indskrive i partiets vedtægter en regel, der foreskriver, at ”eventuelle folketingsmedlemmer afleverer deres vederlag til udlodning blandt skatteborgere, […]. Partiets folketingsmedlemmer skal være rigtige mennesker med et rigtigt job, som i deres fritid bekæmper det politiske system. De skal ikke gøres til en del af det politiske system med dertil hørende snabel i skatteydernes lommer og dermed økonomisk afhængighed af genvalg.” [N.E.N., på liberators debatforum]. Sådanne foranstaltninger er essentielle, hvis man vil holde sig fri af det politiske morads og sikre, at man aldrig går på kompromis med frihedens principper. Ellers har partiet ingen berettigelse. Som det rigtigt bemærkes fra flere sider, har vi ikke brug for et nyt ”Venstre + 5% mere frihed”, men noget radikalt anderledes: et parti, der 1) har et klippefast ideologisk grundlag, som man aldrig tilsidesætter eller ”vokser fra”; 2) fra begyndelsen lægger afstand til det etablerede politiske system; og 3) kategorisk stemmer nej til alt, hvad der på nogen måder udvider Statens beføjelser. Er man villig til det, så kan partiet have en fremtid.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password