Denne artikelserie skal handle om velfærdsstaten. Ikke om alle dens velsignelser, men alle de åbenbare og mindre åbenbare ulemper ved velfærdsstaten. Lad mig starte med at slå fast, at jeg som liberal angriber den kollektivistiske tænkning, som hersker i det danske samfund. Denne syge har også ramt utallige andre samfund, særligt i Vesten, men jeg tager udgangspunkt i det jeg kender bedst og kan forholde mig til empirisk såvel som teoretisk – den danske model.
Denne serie skal i høj grad handle om den tænkning som velfærdsstaten presser nedover hovedet på individer og som individer naturligvis selv lader sig nøje med. Jeg vil her operere med to begreber; det ene er en velfærdsstats regelsæt – hvilket giver sig selv – de love og forordninger som voldsmonopolet (staten) kan sanktionere os på baggrund af, hvis vi ikke adlyder den og dem, og så en velfærdsdiskurs.
Et eksempel på det sidste kunne være de mange mennesker der har måttet ladet livet pga. en folkelig og også videnskabelig overtro, der udspringer fra velfærdsdiskursen, såsom ideen om at piller partout er noget skidt. Det har antageligt kostede hundreder af mennesker livet som led af depressioner, at de er blevet bildt ind af miljøfanatikere og lignende frelste mennesker, at piller er noget skidt. Jeg har kendt flere mennesker, der led af depressioner, der kom alt for langt ud inden de tog antidepressive midler (også af den tåbelige journaliststand døbt lykkepiller – selvom de rettelig burde kaldes anti-ulykke piller i talesprog). Mere om det i en senere artikel.
Med andre ord skaber sproget til forestillinger, som er betydende for vort liv og vore frihedsrettigheder, og når sproget og den generelle tænkning domineres af kollektivistisk virkelighedsflugt, så skabes der en pseudovirkelighed som i bedste fald er økonomisk skadelig og indskrænker individets frihed, men som i realiteten ofte også vil koste mange menneskeliv.
Tilbage til begyndelsen. (Denne artikelserie skal beskrive absurditeten ved velfærdsstaten og særligt den af komiske årsager så berømmede ’danske model’. Den eneste danske model, som jeg ville prale med over for en udlænding, hedder Helena Christensen, men det er blot et lille sidespring.)
Dagens historie skal handle om det, nogle ville benævne socialt bedrageri. Andre ville kalde snylteri, og atter andre ville nok slet ikke tro på, at det kunne lade sig gøre, siden de og deres ligesindede har prøvet at tvangssocialisere os alle til at være en flok kollektivister, hvis ypperste drøm er at være god ved de svageste Twentyfour-Seven. De svageste er også et emne, jeg vil vende tilbage til mange gange i denne serie og jeg kan på forhånd afsløre, at denne forfatter er af den overbevisning, at hvis der nogensinde blev dannet en seriøs forening af ’svage’ så ville den være i stand til at sagsøge og ruinere den danske politikerstand for misbrug af begrebet.
Til sydens sol og palmer med velfærdsekspressen – en sagsbehandler gør sin pligt?
Jeg skal på forhånd advare den sarte læser om, at jeg lider af en meget seriøs svaghed i forhold til det sociale system, og det er at jeg simpelthen ikke forstår logikken i det. Min beskrivelse af det og mine forventninger til det vil derfor angiveligt bære præg af min mangel på logisk empati med både systemet og ikke mindst embedsmændene i det. Som moderat liberal eller i det mindste i mine svage øjeblikke tilhænger af en minimalstat har jeg ofte betegnet mig selv som værende tilhænger af et socialt system som hjalp de værdigt trængende individer som led af ægte fysiske eller psykiske lidelser som gjorde, at de ikke var 100 pct. arbejdsdygtige og derved måske ikke var reelt i stand til at forsørge sig selv efter, at alle alternativer var blevet udtømt. Min a priori antagelse er, at sådan fungerer det danske sociale system ikke…
For nyligt løb jeg ind i en gammel bekendt, som var en tur hjemme fra de varme lande i forbindelse med julen. Han var på sit livs eventyr i de varme lande med masser af øl, fisse og hornmusik (undskyld mig udtrykket, men det beskriver til fulde min kammerats eventyr). Jeg forklarede ham om min ide om at skrive noget afslørende journalistik og han fortalte mig om sine planer om at frekventere socialkontoret for at få penge til at forsøde, for ikke at sige forgylde, sit udenlandsophold. Vi blev enige om, at jeg godt kunne skrive om det på Liberator – blot jeg anonymiserede ham og hans opholdssted både her, der og alle vegne.
Det, der for alvor udløste min skrivelyst, var da han fortale om en dansk kammerat i de varme lande, som modtager en førtidspension. Vi taler om en mand i trediverne som efter nogle års brav kamp var blevet tildelt en ydelse på ikke mindre end 11.000 kroner månedligt (netto!) fra de danske skatteydere for at have sandsynliggjort, at han var ude af stand til at arbejde sammen med andre mennesker. Det der med at arbejde gik nu fint i de varme lande under palmernes strøg og min bekendte og den stakkels pensionsmodtager havde ofte udstødt en hånlatter, når de satte en Lumumba for munden og sendte en lidet misundelig tanke til de hårdtarbejdende skatteplagede danskere, der cyklede frem og tilbage i Bermuda trekanten mellem arbejdsplads, hjem og daginstitution i slud og mørke…
Jo, man betaler sin skat med glæde responderede jeg i mit alt andet end stille indre, til denne ubehagelige reminder om velfærdsstatens lyksaligheder. Men, nok om det, nu var turen kommet til min bekendte som hidtil blot var taget ud på lykke og fromme, men som nu mærkede, at lønnen i Syden ikke altid er så høj som leveomkostningerne i norden og at et lille velfærdspift fra de nordlige egne kunne gøre palmernes svalende skygge om muligt endnu mere behagelig. Han var blevet mør og de lokkende toner fra sirenernes sang, Kontoret for Uddeling af Tvangsopkrævede Midler (eller skal vi blot kalde det bistandskontoret) fyldte mere og mere i hans bevidsthed. Der var blevet bestilt tid hos velfærdsstats-mæcenen (sagsbehandleren) som nu sad som den sidste skanse mellem min bekendte og ’hedonisme ad libitum’ på en eller anden paradisisk plet på jord.
Vi diskuterede kort hans strategi for mødet med den flinke sagsbehandler: skulle han give den som komplet umulius, idiot, psykisk utilregnelig, bevidst doven eller hvorledes? Mulighederne var mange, men det gjaldt om at ramme plet i første forsøg, x-antal skønmøer iklædt bikini og dådyr- øjne ventede med utilsløret mangel på tålmod ved tanken om at blive opvartet at dette blonde pragtstykke af en mandsling, oven i købet med en bankbog spækket med velfærdsdollars og et pas farvet i samme kulør som Porten til himmerige.
En strategi skulle udarbejdes og julen skulle lige overstås før den stakkels overbebyrdede bestyrerinde i bistandskontoret skulle afgøre min kammerats skæbne; skulle den stå på kort eller længere tids afkald på førsteklasses leben i den tredjeverden frem for et rakkerliv på aktivering, umuliggørelse, manipulationer og sågar risiko for et regulært arbejde i den første verden? Det sidste anså vi nu ikke for en reel sandsynlighed, men hvem ved alt kan jo som bekendt ske.
Jeg stødte ind i min bekendte igen den anden dag, han havde besluttet sig til at fingere en fysisk lidelse, der angiveligt skulle gøre ham uegnet til at arbejde.
Fortsættelse følger…
Velfærdsstaten på vrangen
