Folkeskolen leverer en rigtig dårlig vare. Den spilder 10 år af mange menneskers liv, og det slår igennem resten af deres tilværelse. Som belønning derfor er den skattefinansieret.
Hvis man nu forestillede sig, at Folkeskolen var et privat skoleprodukt med en dominerende stilling på markedet, så kunne man spørge sig, hvor længe den ville have denne dominerende stilling. Folk ville skifte til noget andet og der ville blive udviklet bedre grunduddannelse til børnene under konkurrencevilkår. Uddannelseslovene og skattefinansieringen af en bestemt skole, giver den en ufortjent førende stilling i Danmark.
Det er svært at forestille sig, at en ledelsen i en privat uddannelse, efter talrige beviser på dens mangler, ville gå ud og sige, at man fastholdt sin strategi. Det er hvad Per Bregengaard (EL), der er skoleborgmester i København vil. København har vist sig at repræsentere noget af det ringeste i landet, selvom der er stor spredning mellem skolerne, hvad angår kvalitet.
Det er også svært at forestille sig, at formanden for underviserne i en privat skole, oven på en undersøgelse, der viser, at hans forenings medlemmer leverer en for eleverne livsødelæggende vare, ville gå ud og proklamere: Sig til danskerne: Flyt dog børnene hen i folkeskolen og ud af friskolerne.”
Folkeskolen er en absurditet. De politiske og professionelle ledere, der udtaler sig til pressen opfatter åbenbart danske børn som Folkeskolens små kadrebørn, der ved fælles sang og fodtrit skal få en død hest til at galopere. Børnene har ansvarlige forældre, og ikke mindst, så tilhører børnene sig selv. Det udvises der den største foragt for fra det offentlige skolemonopols side.
Det er interessant at observere reaktionerne i partierne. S vil tvinge privatskoler til at optage de elever, Folkeskolen ikke kan lære noget, og så vil de ansætte flere folkeskolelærere. Altså ren ekspropriation, ansvarsforflygtigelse og belønning af Folkeskolen med flere ressourcer. K vil have disciplin og tests. De forsøger at redde Folkeskolen ved at gøre sig kloge på, hvordan man driver skole. (Dette gør alle politikerne sådan set.) Det er typisk K, at prøve at redde det bestående. V synes det offentlige skal købe services privat, og at forældrene skal have frit valg. Det sidste er det mest fornuftige økonomisk set, og det eneste, der sikrer, at der blot er nogenlunde incitament til at udvikle et passende produkt til de anderledes elever.
Ingen i folketinget tør påpege det åbenlyse: At den rette uddannelse findes gennem en markedsproces og ikke gennem et politisk monopol.