Bliv sofavælger – det er det rigtige valg!

DR TV2 Desværre lider begge afstemninger af en alvorlig mangel. Det kommer dog ikke bag på nogen, der har fulgt med i den danske, politiske forståelse, for manglen eksisterer nemlig også her. I Danmark har vi ikke tradition for at betragte sofavælgere som folk, der foretager et politisk bevidst valg – tværtimod, de er politisk […]

DR
TV2

Desværre lider begge afstemninger af en alvorlig mangel. Det kommer dog ikke bag på nogen, der har fulgt med i den danske, politiske forståelse, for manglen eksisterer nemlig også her.

I Danmark har vi ikke tradition for at betragte sofavælgere som folk, der foretager et politisk bevidst valg – tværtimod, de er politisk dovne og har derfor ikke lov til at brokke sig, lyder det. Det er denne indstilling, der afspejler sig i de to internetafstemninger: Hos TV2 kan man udover partierne kun vælge muligheden “udenfor partierne”, hos DR har man ekstra-mulighederne “andre” og “ved ikke”.

Men hvor skal sofavælgeren placere sit kryds? Han ved jo godt, at han ikke vil stemme. Hvorfor er der ikke en valgmulighed, der hedder “jeg vil ikke stemme”? Det er der ikke, fordi vi ikke tager sofavælgere alvorligt – men det er en alvorlig fejl, fordi:

1. Sofavalg kan sagtens være politisk bevidst!

Afvisningen af sofavælgere som politisk bevidste mennesker er decideret dekadence. Jeg kender personligt flere ikke-stemmere, der er overordentligt politisk bevidst. Det gælder naturligvis i særlig grad i anarkistiske miljøer og omegn, men jeg vil hævde, at der også ligger en politisk bevidsthed bag mange af de sofavælgeres valg, som man ellers ville kategorisere som politisk ubevidste.

Udtalelser, der skærer politikerne over en kam, og fordømmer politikere, og derfor hører en rigtig sofavælger til, som fx “Jeg ville aldrig stemme på en klovn. Så jeg stemmer aldrig” eller “De laver sgu lort i den, uanset hvem vi vælger” vidner ganske vist ikke om den store evne til at vælge de ord, der gør sig godt blandt universitetsstuderende. Men i mine øjne er de udtryk for en grundlæggende politisk indstilling, der minder om de liberales og anarkisternes, der foretrækker retten til at passe sig selv frem for politikernes ret til at blande sig alt. Og at afskrive den indstilling som det modsatte af politisk bevidst er en grundlæggende fejl.

Jeg kan ikke gøre op, hvor stor en del af de danske sofavælgere, der har en politisk bevidsthed (stor eller lille) bag deres valg, og hvor mange der blot er dovne, ligeglade eller ikke lige fik tid. Det skyldes blandt andet, at det er ildeset som politisk bevidst sofavælger at råbe op – man er jo nærmest antidemokrat – men det er ærgeligt, fordi:

2. Sofavalg kan være en strategisk fordel, ja, nødvendighed!

Der er ikke mange, der er i tvivl om, at Christiansborg i dag regeres af andelsselskabet Det forenede, danske Socialdemokrati. Samtlige medlemmer på tinge er medlemmer af dette. Jovist har de hver især deres egne enkeltsager at spille på – K vil have lidt lavere skatteprocent, DF vil konstant stramme flygtningelovene, S vil formøble lidt mere af formuen osv. Men grundlæggende er der ikke de store forskel på partierne i folketinget.

Det har selvfølgelig sin grunde, og en væsentlig en af dem er, at ikke-stemmeres stemme ikke høres i debatten.

Selv om vi ikke har et to-parti-system i Danmark, så har vi reelt for tiden et to-blok-system. Der er vel ikke nogen, der vil hævde at chancerne for en statsminister, der ikke hedder Fogh eller Lykketoft er særligt store. De to blokke, der understøtterhver sin kandidat, deler befolkningen i nogenlunde to lige store dele – men inde på midten, er der en del stemmer, der flytter sig, og det hermed der, at afgørelsen i det danske præsidentvalg skal findes.

Særligt på den borgeligt-liberale fløj gælder det, at der ikke er nogen trussel fra den modsatte side. Fogh har dermed frie hænder til at tilfredsstillle midtervælgerne, og politikken bliver naturligvis derefter.

Men sådan behøvede det ikke at være, hvis ikke-stemmerne havde en stemme i Danmark. Hvis vi ikke havde tradition for at vælge det mindste onde uanset hvad, men af og til også at sige, at nu går politikerne for langt, de fortjener ikke min stemme, ja, så havde Anders Fogh forlængst måtte føle sig truet, når hans liberale vælgere begyndte at springe fra.

Men det sker ikke, fordi vi betragter sofavalget som noget amoralsk, hvilket er grundlæggende forkert, fordi:

3. Sofavælgere spiller en afgørende rolle i valghandlingen!

Mandatfordelingen i folketinget og resultatet af præsidentvalget er ikke det eneste udkomme af befolkningens vaklende gang mod stemmeurnerne. Vi er også alle sammen meget optaget af, hvordan valgdeltagelsesprocenten var. Og her er jo sofavælgernes absolutte trumfkort – denne procent bestemmer de, og de alene. Alle de, der satte et kryds har ikke noget med den at gøre – det er hvor mange, der blev hjemme vi i virkeligheden kigger efter.

Og hvorfor dog det? Jo, vi har vel en tendens til at tolke en nedadgående valgdeltagelse som et demokratisk krisetegn, og en opadgående som et demokratisk sundhedstegn. Og det er der vel en vis fornuft i: Er der ikke samklang mellem politikere og befolkning, jamen, så er befolkningen mere tilbøjelig til at leve efter den gamle amerikanske spøgefulde sætning: “Don’t vote, it will only encourage them”.

Men heri ligger jo en modsætning til den generelle holdning til ikke-stemmeren som politisk amoralsk menneske. Hvis valgdeltagelsen skal kunne bruges som et mål for demokratiets og politikernes opbakning i befolkning, nytter det jo ikke noget at tabuisere det ikke at stemme. Så risikerer man jo, at folk stemmer af pligt, og dermed forvanskes det signal, valgdeltagelsesprocenten kan sende. Politikerne kan uanset, hvor god samklang mellem befolking og politikere der er, bryster sig med, at mellem 80 og 90 procent af befolkningen står bag det system, der kører.

Tabuiseringen af det moralske valg, det er ikke at stemme, er derfor et onde i den danske demokrati, og en af de mest udbredte floskler, der tjener politikerne i denne sag er, at folk, der ikke stemmer, ikke har ret til at brokke sig. Men lad os blot slå fast, at:

4. Sofavælgere har ret til at brokke sig!

… og det har de måske endda i højere grad, end resten af befolkningen. For de har nemlig, når samklangen mellem politikere og befolkning er kørt af sporet, i højere grad end resten af vælgerkorpset, givet udtryk for deres mening derom.

Stem blankt i stedet, er der så nogen, der siger. At stemme blankt er at opfylde sin borgerpligt og samtidig signalere, at der ikke er nogen kandidater, man mener har fortjent sin stemme. Men det argument nærmer sig det utopiske, når man ser på, hvordan valgresultaterne i dagens Danmark bliver rapporteret.

Blanke stemmer bliver optalt, og de kan ses i de mest detaljerede statistikker over det enkelte valg, men ellers har de meget hurtigt en tendens til at forsvinde. Hvad der står tilbage, når valget er slut er mandatfordelingen og valgdeltagelsen.

En blank stemme har derfor hurtigt en tendens til at virke modsat af den virkning, den burde have: Den presser valgdeltagelsen op og forsvinder derefter ud af systemet og afslører dermed ikke den uoverensstemmelse, den gerne skulle have været et udtryk for. Den blanke stemme er dermed en ren narresut, der blot tjener politikernes sag og ikke protestvælgeren.

Min opfordring til alle dem, der har svært ved at finde sig en passende kandidat ved det kommende valg, er derfor ganske klar: Lad være med at stemme. Og fortæl for himlens skyld dine medborgere, hvorfor du har truffet dette legitime og velbegrundede valg – de har svært ved at forstå det, derfor må de hjælpes på vej.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password