Den sidste kastestjerne

Adam og Eva sidder med benene dinglende ud over vandet på kajen i Københavns havn. Temperaturen er 26 grader. Solen spiller i bølgerne, og vandmændene boltrer sig i det lune vand. Faktisk er der så varmt i København på selveste juleaftensdag, at de sure danske måger er trukket nordpå. Til gengæld er en hel flok […]

Adam og Eva sidder med benene dinglende ud over vandet på kajen i Københavns havn. Temperaturen er 26 grader. Solen spiller i bølgerne, og vandmændene boltrer sig i det lune vand. Faktisk er der så varmt i København på selveste juleaftensdag, at de sure danske måger er trukket nordpå. Til gengæld er en hel flok pelikaner ankommet og spankulerer nu rundt på havnen.

Adam rømmer sig og tager solbrillerne af.
Adam: Du skylder mig vist en forklaring, Eva.
Eva: Æh, hvad mener du…?
Adam: Hold nu op. Jeg ved, det ikke var tilfældigt, at du stormede ind på kloakbaren den nat. Eller at du bare pludselig kom forbi butikken, da jeg var inde for at lede efter kompasset. Og hvordan vidste du overhovedet, at jeg befandt mig på ambassaden?
Eva tager sine solbriller af.
Eva: Du har ret. Jeg skylder dig en forklaring. Men det er en lidt lang historie…
Adam: Jeg vil gerne vide det. Nu.

Hun tager en dyb indånding.
Eva: Okay. Mit rigtige navn er ikke Eva. Og du har ret, jeg blev ikke overfaldet af en narkoman, den nat på kloakbaren. Jeg skyggede dig derhen.
Adam: Men hvorfor?
Eva: Hvor meget ved du om din far, Adam?
Adam: Min far…? Han døde, da jeg var lille, i en bilulykke i Rusland. Hvorfor?
Eva: Ved du, hvad han arbejdede med?
Adam: Ja da, han var politibetjent. Han jagtede en bankrøver, da han blev ramt af en modkørende bil.

Eva kigger ned i vandet.
Eva: Adam, din far var ikke politibetjent. Han var spion.
Adam: …Spion? Jeg tror, du har misforstået noget. Min far var politibetjent, han tog mig tit med på stationen og gav mig lov til at sidde foran i patruljevognen.
Eva: Ja, det var hans dæk-identitet. Men det var ikke det, han lavede. Din far var i en tophemmelig gruppe under FE, der havde til opgave at infiltrere våbenhandlere i Sovietunionen. Gruppen blev oprettet for at opspore de store mængder våben, der forsvandt fra lagrene efter Sovietunionens sammenbrud. Han ville have dig og din mor med, men forsvaret kunne ikke garantere for jeres sikkerhed. Derfor nøjedes de med at sende ham til Rusland i kortere perioder. Det er derfor, han ikke kom til din konfirmation. Eller din sidste skoledag. Han var ude af landet.

Adam sidder med åben mund og lytter. Han prøver at sige noget, men ingen ord kommer ud. Eva fortsætter.
Eva: Du undrer dig sikkert over, at din mor ikke har fortalt det. Men hun vidste det simpelthen ikke. Så følsomt var det. Den officielle historie var, at han trænede republikkerne i at opbygge deres eget politi efter sammenbruddet. Men der har aldrig eksisteret sådan en ordning.
Adam: …Hvordan ved du det?
Eva: Danmark var ikke det eneste land, der var bekymret over de manglende atomraketter. Efter sammenbruddet sendte stort set alle lande agenter ind i Rusland. Inklusiv Israel. Hamas-folk var begyndt at rejse ind i Tjetjenien, og man frygtede, at formålet var at købe atomvåben til at bruge imod Israel.

Adam ser ud, som om han er ved at blive utålmodig.
Adam: Jeg forstår det stadig ikke…
Eva: Min far var en af de israelske agenter, der blev sendt ind i Rusland. Her mødte han din far, nærmest ved et tilfælde. Et rigtigt tilfælde, altså…
Hun smiler skævt.
Eva: De blev gode venner. Faktisk så gode venner, at de udvekslede oplysninger, selv om det var strengt forbudt. Ingen vidste hvilke nye alliancer, der ville rejse sig, og selv gamle allierede holdt kortene tæt til kroppen. Men vores fædre fik så dyb respekt for hinanden, at de begyndte at tage på opgaver sammen. De blev et makkerpar. En nat overvågede de en våbenhandel mellem en russisk general og CIA. USA forsøgte at udnytte anarkiet til selv at opkøbe de våben, det ikke lykkedes dem at beslaglægge. Men overvågningen gik galt. Russerne opdagede min fars bil i buskadset udenfor, og han blev nødt til at tage flugten. Russerne skød efter dem med alt, hvad de havde. Da de nåede op på siden af min fars bil, lænede din far sig frem og tog en kugle for min far. Da de havde rystet dem af sig, var det for sent at redde ham. Min far forsøgte at genoplive ham, men til sidst måtte han give op. Det er han aldrig kommet sig over.

Hun kigger på Adam, men han kigger bare ned i vandet. Tårerne triller ned af hans kinder.
Eva: Din far var en modig mand, en af de modigste. Han reddede min fars liv, Adam. Det har han aldrig glemt. Da Mossad fandt ud af, at du havde noget at gøre med vejrmaskinen, indså min far, at dit liv var i fare. Han ville gøre alt for at beskytte sønnen af den mand, der reddede hans liv dengang. Jeg blev sendt ud for at sikre, at der ikke skete dig noget.

Adam tørrer øjnene. Han begynder at gå frem og tilbage på kajen og prøver at samle puslespillet i sit hoved.
Adam: Og min fars enhed – hvorfor har jeg aldrig hørt om den?
Eva: Efter episoden blev enheden lukket ned og mørklagt. USA ville ikke have frem, at man købte A-våben af russerne, og Danmark ville for alt i verden undgå en diplomatisk skandale.
De er tavse i flere minutter. Så lægger Eva armen om ham.
Eva: Er du okay?
Adam: Ja, det tror jeg. Jeg synes bare, der er noget, der stikker mig i siden…
Eva roder i sin frakkelomme og fisker en kastestjerne op.
Eva: Hov. Den havde jeg helt glemt.
Hun kaster den i havnen. Adam smiler.

Adam: Så bør jeg vel sige tak til dig. Og din far.
Eva: Ikke tale om. Det er os, der takker. Min far siger endda, at du har arvet din fars talent. Det var godt gået på ambassaden.
De sidder igen uden at sige noget. Adam tager et par dybe indåndinger.
Adam: Hvad så nu?

Eva rejser sig fra kajen og børster kjolen af.
Eva: Hvad nu? Det skal jeg sige dig. Nu skal vi ud og have en stiv whisky!
De begynder begge to at fnise. Så bryder de sammen af grin og ruller rundt på kajen, mens de holder sig på maven. Længe efter, da solen går ned over havet, forsvinder Adam og Eva ind på kloakbaren, hvor Joe venter på dem. De bestiller whisky til hele huset på Mossads regning og drikker velfortjent natten igennem under skrig og skål. Først mange timer senere forlader de baren hånd i hånd, og her forlader vi også vores venner. Det ville kun være passende at lade dem beholde deres næste eventyr for sig selv.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password