Fagbevægelsen bør sadle om

Lad mig slå fast med det samme: Det er helt legitimt som arbejder at slå sig sammen i frivillige organisationer for at dermed kollektivt at stå stærkere end man gør alene. Det er også ganske fornuftigt, at anvende denne styrke til at forhandle sig frem til at få en så stor andel af sin arbejdsværdi […]

Lad mig slå fast med det samme: Det er helt legitimt som arbejder at slå sig sammen i frivillige organisationer for at dermed kollektivt at stå stærkere end man gør alene. Det er også ganske fornuftigt, at anvende denne styrke til at forhandle sig frem til at få en så stor andel af sin arbejdsværdi udbetalt som løn som muligt. Men det er dumt af ideologiske årsager at stirre sig blind på den forkerte fjende. Og det er i hvert fald ikke i arbejdernes interesse.

Især på lavtlønsområdet udgør den øgede globalisering en reel “trussel” for danskerne (altså for de danskere, som er ansat i lavtlønsjob). Mange af disse arbejdspladser lader sig nemlig ganske nemt flytte til udlandet, hvor lavere leveomkostninger giver sig udslag i lavere lønninger. Flytning af lavtlønnede arbejdspladser vil derfor blive en stadig større fristelse for danske virksomheder, der af deres aktionærer (herunder de store danske pensionskasser) mødes af kravet om at tjene penge – og som samtidig presses på slutprisen af virksomheder, der opererer med lavere lønomkostninger end i Danmark.

For disse danske virksomheder bliver valget: Flyt produktionen i tide – eller fortsæt og bliv udkonkurreret (hvorefter arbejdspladserne alligevel forsvinder fra Danmark). Men der er selvfølgelig en tredje mulighed: At sænke de danske lønninger (eller i det mindste sørge for, de ikke stiger yderligere og aggraverer problemet).

Men dermed opstår jo en intern konflikt i fagbevægelsen – eller rettere: hos de arbejdere den burde repræsentere. For arbejderen vil gerne have begge dele: Arbejderen vil gerne beholde sin arbejdsplads i Danmark – men arbejderen vil også gerne have højere løn. Problemet er bare, at begge dele ikke lader sig gøre. Og enhver der påstår andet, stikker arbejderen blår i øjnene.

Men der er sådan set ingen grund til at fortvivle – hverken for arbejderen eller fagbevægelsen. De bør blot hurtigst muligt komme til den fælles erkendelse, at de alt for længe har fokuseret på den forkerte fjende. De har fokuseret enøjet på at tilkæmpe sig en højere og højere løn på bekostning af arbejdsgiverens (aktionærernes) profit. Alt imens de har vendt det blinde øje til, at staten langsomt men sikkert har sikret sig en stadig højere andel af deres løn gennem skatter.

Det er på tide for fagbevægelsen at vågne op og vende kanonerne. Den største snylter på arbejderne er ikke de onde fabriks-ejere – men staten, der tager en alt for høj andel af selv lavtlønnedes arbejdsindtægt. Der er masser af økonomisk spillerum mellem det beløb arbejdsgiveren udbetaler på den ene side, og det beløb slagteriarbejderen får på den anden side – til at der er plads både til reallønsfremgang til arbejderen, og såmænd også til en reduktion af lønudgiften for arbejdsgiveren, hvis det skulle være nødvendigt. Fagbevægelsen bør derfor gå med til en øjeblikkelig fastfrysning af lønningerne i de udsatte sektorer af dansk økonomi – mod til gengæld at forvente arbejdsgivernes støtte i kampen for gradvist at få sænket skatten for de lavest lønnede.

Dér, hvor der bør sættes ind, er selvfølgelig dér, hvor de lavtlønnede mærker det mest: Fagbevægelsen bør først og fremmest kæmpe for en gradvis forøgelse af personfradraget, således at en stadig større del af alle lønmodtageres løn udbetales skattefrit. Da en forøgelse af personfradraget også kommer modtagere af overførselsindkomster til gode, kan stigningen passende finansieres af de par milliarder, der årligt går til at sikre, at overførslerne stiger i takt med løn- og prisudviklingen (satsreguleringen). Alene en afskaffelse af satsreguleringen vil årligt kunne øge personfradraget med 2-3000 kroner mere end planlagt – hvilket igen vil resultere i ca. 1000 kr. mere i lønningsposen – efter skat – til alle i arbejde (og det samme til dem på overførsler).

Men fagbevægelsen skal selvfølgelig ikke stille sig tilfreds med det. Sammen med arbejdsgiverne bør de kæmpe for en afskaffelse af bruttoskatten (så de allerlavest lønnede slet ikke betaler skat) og en sænkning af momsen (så købekraften af arbejderens lønninger stiger). Så længe der er høje skatter, er der en større fjende end arbejdsgiverne. Det er på tide fagbevægelsen indser det.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password