Kulturkanon

Brian Mikkelsen vil nu markere sin tilstedeværelse med en kulturkanon, der skal fremme eksistensen af konservative værdier i befolkningen, herunder national bevidsthed, samhørighed, styrkelse af tilhørsforholdet til Danmark og viden om vores nations historie. Syv udvalg skal i foråret finde de 12 mest betydningsfulde danske værker gennem tiden indenfor hvert deres kulturområde, Billedkunst, arkitektur, design […]

Brian Mikkelsen vil nu markere sin tilstedeværelse med en kulturkanon, der skal fremme eksistensen af konservative værdier i befolkningen, herunder national bevidsthed, samhørighed, styrkelse af tilhørsforholdet til Danmark og viden om vores nations historie. Syv udvalg skal i foråret finde de 12 mest betydningsfulde danske værker gennem tiden indenfor hvert deres kulturområde, Billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur. Det sidste område skulle man tro allerede var dækket i undervisningsministeriets kanon, men faktisk dækker undervisningsministeriets kanon kun forfattere – ikke værker.

Arbejdet med kulturkanonen udføres i løbet af 2005 og skal resultere i en bog på hylden i måske alle danske hjem; i hvert fald skal den trykkes i mindst 100.000 eksemplarer. Projektet skal være delvist offentligt finansieret med resten af midlerne fra private fonde. Selvom Brian Mikkelsen håber på privat finansiering, vil værkerne blive valgt af kulturlivet og formidlet af statens egne institutioner: Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Filminstituttet. Også Folkeskolen skal formidle den danske kulturkanon.

Oppositionens selvpålagte opgave er altid at vinde magten. Derfor skal ethvert forslag udfordres, men reaktionerne er på behagelig vis forskellige. Naser Khader (R): ”Det er et forslag som det er vanskeligt at være modstander af. Men hvad er sigtet med det? Hvem er det rettet imod? Hvad skal det anvendes til?” Hvor Naser Khader er undersøgende, er Mette Frederiksen (S) direkte i angreb. ”Dansk kunst får en konserverende status, hvor det, vi prioriterer og er opmærksom på, er det, der var. Det er der ikke megen fremtid i”. En meget progressiv holdning.

Lykkes det for S at skyde kanonen ned, kan vi helt sikkert forvente den relanceret under en fremtidig kulturminister Mette Frederiksen. Hverken Brian Mikkelsens projekt eller Mette Frederiksens utopi lyder tiltrækkende. Vælger Brian Mikkelsen kun at skue bagud, så kan samarbejdet hen over midten suppleres med, at Mette Frederiksen til sin tid skuer fremad.

Leo Tandrup, lektor i historie ved RUC, mener, at ideen om en kulturkanon er dårlig. Folk finder selv ud af den slags, hvis de har interesse for det, siger han. Leo Tandrup mener, at kultur- og historiebevidstheden ville være mere nærværende for danskerne, hvis blot vi hæmmede pengeøkonomien. Penge bestemmer alt i dag, mener han. Han ser med længsel på dengang penge var ligestillet med Gud i den daglige prioritering og ønsker blot Gud udskiftet med Mennesket.

Leo Tandrups vision ser således ud til at være den gamle tilbedelse af Kirken og dens konfiskation af ussel mammon. Blot skal den nye Kirke være humanismen. Nu har venstrefløjen aldrig været specielt human. Venstreorienteret humanisme er noget med en kæmpe velfærdsmaskine, mennesker sat i system, der blot skal se ud til at virke. Den enkeltes skæbne interesserer dem ikke. Det handler om samfundet – venstrefløjens udgave af Helligånden. Man skulle tro, at med vores nutidige rigdom, kunne folk have råd til at arbejde mindre, men det mener Leo Tandrup åbenbart ikke skal være op til folk selv.

Meldingen fra kunstnerne er broget. Nogle ønsker Legoklodser og Novo’s insulinsprøjter med i samlingen. Nogle vil have HTs køreplaner og vandpumper til u-lande med, fordi de repræsenterer løsninger, der har hjulpet diverse samfund. På den mere finkulturelle side lanceres Carl Nielsens klassiske musik. Informations kulturanmelder, Morten Piil, ønsker den ”højeste” og ”oversete” ”kvalitet” fremhævet i kanonen.

Er folk historiebevidste eller ej? Hvad er det for en historie, vi taler om? Deres families historie? Deres lokalsamfunds historie? Verdens historie? Hvad er det, folk skal være så bevidste om? I et borgerligt samfund, er den relevante historiebevidsthed, den der er relevant for den enkelte borger. For en tømrer er historien i tømrerfaget måske interessant. Måske klarer han sig bedre uden. For en lærer er undervisningens eller fagets historie måske interessant. Måske klarer han sig bedre uden eller bare med visse dele af dens historie. I en verden af borgere, ville politisk historie være irrelevant. I en verden af kollektiver, omfatter kollektivets historie kun politik, fordi politik er det eneste et kollektiv udøver og det udøves gennem kollektivets ledelse. Kollektivets historie kan umuligt omfatte kunst.

Det er en kollektiv og aldeles ikke borgerlig bevidsthed, der efterlyses af kulturministeren; national bevidsthed. Borgerlige har altid været mere nationale end kollektivister, fordi de borgerlige har en bevidsthed om, at uden grænser er der fri udplyndring. Goethe var borgerlig og modsatte sig samlingen af de daværende godt 30 tyske stater til et stortyskland. Samlingen af Tyskland udslettede store dele af tysk kultur. Nationen som suveræn enhed er en kollektivistisk idé. Det må nu engang være borgeren, der er den suveræne enhed. I dyrkelsen af nationen, forsvinder borgeren. Grænser er vigtige, men de går først og fremmest ved borgeren, ikke ved Kruså.

National bevidsthed er ikke anderledes end religion i dens politiske effekt. Den kan bruges af enhver, der ønsker at samle opbakning uden anden argumentation end, at man repræsenterer den herskende religion (nationalisme). Hvis Brian Mikkelsens ønske om national bevidsthed er sund, har franskmændene under Napoleon og tyskerne under kejseren udvist symptomer på den sundeste nationale tilstand nogensinde, og staten har derigennem vist sin legitimitet som forvalter af borgerne i stedet for borgernes forvaltning af staten.

Det, kulturministeriet foretager for borgernes ressourcer, har ikke noget med kultur at gøre. Det er politik. Det er ikke kultur, når staten udstiller malerier eller forærer borgernes penge til designere i en eller anden industrivirksomhed. Det er mere i familie med militarisme – statsdyrkelse. Statens kulturinstitutioner er født af en idé om system frem for borger. Ideen om en offentlig kulturkanon er udtryk systemtænkning. Kultur kan ikke vedtages eller dikteres.

Kultur eksisterer blot og er i sin natur borgerlig, når den udspringer af borgeren. Kultur er, når en borger agerer frivilligt for sig selv eller i interaktion med andre borgere. Kulturhistorie er en sag for kulturhistorikere og de som interesserer sig for kulturhistorie. Hvis en udstilling skal være udtryk for kultur, må den være etableret af frie borgere for frie borgere. Det samme gælder enhver udgave af en kulturkanon; med eller uden køreplaner for kollektiv trafik og sprøjter fra Novo.

Det er klart, at den fra politisk hold ønskede form for nationalisme vil lide under civilsamfundets vilkår, men disse vilkår er mere borgerlige og endda mere demokratiske, da kun de involverede og berørte bestemmer og betaler. Ligesom sin partichef, Bendt Bendtsen, burde Brian Mikkelsen lancere bedre vilkår for befolkningen frem for staten på kunstområdet: Tag staten ud af kulturområdet. Det er borgerligt.

Pressemeddelelsen
Berlingske
Politiken
JP
Deadline

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password