Pigen i den røde frakke

Vores to venner har ikke lukket et øje de sidste 72 timer. Vi finder dem på loftskammeret under en nøgen el-pære. På gulvet rundt om dem ligger skruetrækkere, brækjern og sågar en skærebrænder. Vejrmaskinen hvisler stadig damp op af røret og blinker og spytter papir ud. De er ikke nået så meget som en millimeter […]

Vores to venner har ikke lukket et øje de sidste 72 timer. Vi finder dem på loftskammeret under en nøgen el-pære. På gulvet rundt om dem ligger skruetrækkere, brækjern og sågar en skærebrænder. Vejrmaskinen hvisler stadig damp op af røret og blinker og spytter papir ud. De er ikke nået så meget som en millimeter tættere på at standse monstret. Den digitale temperaturmåler på vejrmaskinen viser stadig minus 47 grader celsius. Luften er tyk af frustration. Joe går i cirkler rundt om maskinen.

Joe: Lad os lige gå over det igen. Vejrmaskinen må have en indre generator, der holder den i gang, det er vi enige om. Der er ingen af knapperne eller håndtagene, der kan standse den, for det har vi prøvet. Altså må den være programmeret. Vi går ud fra, at hjernen befinder sig indeni. Vi har prøvet alt for at åbne den, men det preller af på den. Tænk, tænk! Hvad har vi endnu ikke prøvet?
Adam: Det ville måske hjælpe, hvis du holdt op med at bjæffe ordrer ud til højre og venstre. Jeg får fandeme snart spat.
Joe: Du skulle snakke. Du kunne ikke åbne et Kinder-æg, om du så havde et trykluftsbor.
Adam: …Okay, det holder ikke, at vi begynder at skændes nu. Lad os tage en friaften og få sovet ud. Det har været nogle hårde dage. I morgen tidlig tager vi fat igen.

Tavse og udmattede smider vores venner sig på hver deres sofa. Joe falder hurtigt i søvn og snorker højt. Men Adam kan ikke sove og kaster sig uroligt fra side til side. Han lister ud med skoene i hånden og begiver sig hen på en af de undergrundsbarer, der er skudt op i kloaksystemerne i København. Betonrørene giver en god isolering mod isvinteren, og isterningerne er gratis. Til gengæld er det mest hjemløse uden fingre, der kommer her. Stanken er det værste, men efter et par stærke hjemmebrændte glas kan man næsten ikke lugte noget.

Adam sætter sig ved baren og bestiller en dobbelt whisky uden is. Han bunder glasset i en slurk og sukker dybt. En dyb rynke viser sig i panden. Noget trykker ham. Bedst som han sidder i sine egne tanker, kommer en pige i en rød frakke stormende ind fra gaden og fægter med armene.

Pigen: Lad mig så være, din lede narkoman!
Adam er på benene i løbet af nul komma fem og kommer pigen til hjælp.
Adam: Hvad er der sket? Er du okay, frøken?
Pigen: Ja, snøft…En narkoman overfaldt mig på gaden, og så flygtede jeg herned. Gadefolket kan være sådan nogle udyr. Tak for hjælpen. Jeg føler mig allerede mere tryg.
Adam: Nå, det var da ingenting (rødme rødme).
Pigen: Jo, det var. Guderne skal vide, at det ikke er sikkert for en pige at gå alene på gaden i disse tider. Det mindste jeg kan gøre er at byde på en drink, hr…?
Adam: Bare kald mig Adam. Hvad hedder du?
Pigen: Jeg hedder, øh, Eva. Barmand, en flaske whisky og to glas, tak.

Eva begynder at rode efter noget i sin jakkelomme.
Eva: Åh nej, jeg må have mistet min lighter. Du har vel ikke noget ild?
Adam: Jo da, værsgod.
Eva: Suuug. Tak. Du har reddet mit liv.
Glassene: Klir klir.
(Senere)
Adam: Haha…
Eva: Fniiis…
(Langt senere)
Adam: Det er vist ved at blive shent, hik… Kan jeg følge dig hjem?
Eva: Åh…Jeg har intet hjem. Ikke længere, snøft. Ser du, jeg var ikke hjemme, da isvinteren kom. Hele mit hus blev, snøft, overtaget af gadefolket. Nu har jeg ingen steder at gå hen. Jeg er hik-helt alene.
Adam: Shnik-shnak. Du er ikke alene, jeg er her jo. Du skal se, i morgen ser det hele lysere ud, så skal vi nok finde et sted til dig. I nat kan du få lov til at overnatte på min kammerats loftskammer. Okay?
Eva: Snø-øft. Okay…

De forlader kloakbaren sammen og spadserer hen af gaden. Eva snubler på det isglatte fortov, men Adam når at gribe hende. Et intenst øjeblik står de helt stille, ansigt til ansigt på den øde gade.
Eva: Nu er det anden gang, du redder mig…Adam.
Adam: Ingen årsag…Eva.
De rødmer begge to og spadserer hurtigt videre. Da de når frem til toppen af køkkentrappen, møder dem et foruroligende syn. Døren til loftskammeret står på vid gab. Noget er overhovedet ikke, som det skal være.

0 comments

Sign In

Reset Your Password