Natten har atter sænket sig over pakhuset i Københavns havn. Mr. G. Reedys forplantningsevne har set bedre dage. Men det er ikke det, der optager Manden i Cottoncoaten lige nu. Overhovedet ikke.
Manden i Cottoncoaten: De stinker jo af alkohol, mand. Har De drukket?
G. Reedy: Så, så, mester. Så godt kender vi vist ikke hik-hinanden endnu.
Manden i Cottoncoaten: Min chef vil se resultater, mr. Reedy. Situationen er alvorlig. Hvad har De fundet ud af?
G. Reedy: Pengene i kufferten rakte ikke langt, mester. Informationer er dyre for tiden. Hvis du vil gøre dig håb om at se vejrmaskinen igen, så må du hoste op. Men jeg har fundet ud af et par ting, der kan hjælpe din chef, hvem han end er.
Manden i Cottoncoaten: Fortæl.
G. Reedy: Jeg har forhørt mig. Du har ret, der er mange, der er ude efter vejrmaskinen. Amerikanerne har udlovet en dusør på 23.000.000 dollar på
det sorte marked. Franskmændene steg på det forkerte fly og er landet i Senegal. Det er ikke gået op for dem endnu. Gadaffi har sendt en hel hær af sine kvindelige bodyguards med sovepiller fra Libyen til København. Men de er alle totalt i vildrede. Ingen har nogen som helst ide om, hvem der neglede vejrmaskinen.
Manden i Cottoncoaten: Det var det, vi frygtede ville ske, så snart historien slap ud. Så meget desto vigtigere, at De finder den først, mr. Reedy. De havde noget mere?
G. Reedy: Sagen er, mester, der skete noget i går aftes. Jeg sad i sofaen og…det er også lige meget. I hvert fald hørte jeg en helvedes larm oppe fra loftet. Jeg tænkte ikke nærmere over det, indtil jeg hørte et brag på trappen. Jeg sneg mig hen til vinduet, og så en mand skubbe en kæmpestor metalkasse ind i bagagerummet på en varevogn. En stor fyr, to meter høj. Jeg så ham kun bagfra, da han steg ind i bilen og kørte væk. Det var mørkt, men jeg er alligevel ret sikker på, at jeg så rigtigt.
Manden i Cottoncoaten: Hvad så De?
G. Reedy: (Spyt) Han havde en tatovering på bagsiden af hånden. En klapperslange med en dolk i munden.
Manden i Cottoncoaten: En klapperslange?
G. Reedy: Der er kun et sted i verden, man kan få den tatovering, mester. Det er i fangelejren i Sibirien. Men det er ikke alle og enhver, der får den tatovering.
Manden i Cottoncoaten: Ikke det?
G. Reedy: Nix (spyt). For 20 år siden trænede Sovjet en gruppe lejesoldater fra Fremmedlegionen til at kæmpe imod talibanerne. Lejesoldaterne blev de rene dødsmaskiner. Senere vendte de sig imod deres herrer, og da Sovjet frygtede, at de ville slutte sig til talibanerne, gassede man deres lejr i nattens mulm og mørke. De overlevende blev transporteret til en fangelejr i Sibirien. Her svor lejesoldaterne hinanden, at den første der undslap, ville hævne sig på vegne af de andre. De blandede blod og lavede tatoveringen som et tegn på deres pagt. Da muren faldt, forsvandt en masse informationer, og omverden glemte alt om fangelejren. Kun en mand vidste, at den stadig eksisterede. Det var Vladimir Putin. Det var ham, der gav ordre til at smide dem i fangelejren. Han har set med sine egne øjne, hvad de er i stand til. Nu hvor han er præsident, tør han hverken sætte dem på fri fod eller slå dem ihjel.
Manden i Cottoncoaten: …Hvordan ved De alt dette?
Mr. Reedy svarer ikke. Han løfter sin højre hånd op. På bagsiden er en tatovering af en klapperslange med en dolk i munden.
Mr. G. Reedys hemmelighed
