Indbrud på loftskammeret

Loftskammeret ser ud, som om det er blevet ramt af en tornado. Skuffer er tømt ud over gulvet. Dokumenter, smadrede tallerkener, kabler, væltede stole og pudefjer ligger hulter til bulter. Midt i det hele ligger Joe. Adam styrter straks hen og river forhænget til side. Oh skræk – vejrmaskinen er væk! Adam: Joe! Joe! Vågn […]

Loftskammeret ser ud, som om det er blevet ramt af en tornado. Skuffer er tømt ud over gulvet. Dokumenter, smadrede tallerkener, kabler, væltede stole og pudefjer ligger hulter til bulter. Midt i det hele ligger Joe. Adam styrter straks hen og river forhænget til side. Oh skræk – vejrmaskinen er væk!

Adam: Joe! Joe! Vågn op – hvad er der sket? Kan du høre mig?
Joe: Hl…ngz…zjaaa…trrr.
Adam: Joe! Hvor er vejrmaskinen? Åhr nej…De har taget den. Hvorfor gik jeg også? Det er alt sammen min skyld!
Imens alt dette sker, står Eva i døren og ser ud som om, hun ikke helt ved, hvordan hun skal reagere.
Eva: Øh, hm hm, hvilken maskine taler du om?
Men Adam har kun øje for sin ven og den forsvundne vejrmaskine.
Adam: Joe, vågn op, hører du! Vi må finde den, inden det er for sent.
Joe: Åååå…mit hoved…Adam? De tog maskinen, Adam.
Adam: Jeg ved det. Vi har ingen tid at spilde, Joe. Kan du stå op?

Adam hjælper sin fortumlede ven på benene. Han kommer pludselig i tanke om Eva, der stirrer sært på dem.
Adam: Eva, der er ingen tid til at forklare. Du bliver nødt til at gå.
Eva: Lad mig blive. Måske kan jeg hjælpe jer.
Adam: Tro mig, ingen kan hjælpe os nu. Du udsætter dig selv for fare, hvis du bliver sammen med mig. Det ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Dette er ingen leg.

Adam og Joe begynder at gennemsøge loftskammeret for spor efter, hvem der stjålet maskinen. Eva får øje på noget på gulvet mellem nogle papirer, samler det op og stikker det hurtigt i lommen.
Adam: Fandt du noget?
Eva: …Hm hm, nej, det var vist bare en gammel serviet. Men hvem ville dog gøre sådan noget?
Joe: Kom, lad os smutte. Vi er ikke i sikkerhed her, de kan komme tilbage når som helst. Lad os samle det mest nødvendige og tage ud til min bedstefar på landet. Der kan vi være i nogle dage. Men der er nok ikke plads til os alle sammen…
Joe kigger direkte på Eva. Hun kigger tilbage. Så smiler hun stift og går hen mod døren, hvor Adam står.
Eva: (hvisketiske) Farvel Adam…min skytsengel.
Adam: Gulp…

Evas trin forsvinder ned af trappen. Vores to venner forlader også loftskammeret og bevæger sig i retning af jernbaneskinnerne. Da de har passeret porten, træder en skikkelse frem fra mørket. Op af lommen fisker skikkelsen en tændstikæske med en meget sær tegning på og betragter den nøje. Så river den en tændstik ud, tænder en cigaret, fisker en mobiltelefon op af frakkelommen og giver en kort besked. Dernæst følger skikkelsen efter vores venner, lydløst og vagtsomt som en gadekat. Vinden er på Evas side. Den bringer vores venners stemmer til hende helt tydeligt.

0 comments

Sign In

Reset Your Password