Månen hænger tungt over byen. Den ser ud, som om den er frosset fast på sin vej over himlen. Ingen steder synes at være liv. Undskyld, næsten ingen steder synes at være liv. I et hemmeligt laboratorium i kældrene under Christiansborg er temperaturen nogenlunde menneskelig. Men det er ikke derfor chefvidenskabsmand Günter Walheimburger har sved på panden. Foran ham står en hel række af kemikere, meteorologer og fysikere og ryster i bukserne.
Chefvidenskabsmand Günter Walheimburger: Jaj har jo zagt det huntrete gange! Den mazkinen skal overvåges hele den dögnet! Er der nogen af jar idioten, der kan forklare maj, hvordan den vejrmazkinen kan forzvinde fra Chriztianzborg ved højlyz dag?
Walheimburgers briller er fedtede, meget fedtede. En kvindelig laborant bryder sammen.
Laborant 1: Herr W-W-Walheimburger, jeg h-h-har jo forklaret. En ung
mand sagde, han kom fra statsministerens kontor. Han k-k-kendte kodeordet og det hele. Han sagde, at statsministeren havde bedt om at få vejrmaskinen bragt op til sig, så han kunne se den med sine egne øjne. S-s-så lukkede jeg ham ind, stammer den kvindelige laborant og begynder at græde.
Det var tydeligvis ikke den forklaring chefvidenskabsmand Walheimburger ville høre.
Chefvidenskabsmand Günter Walheimburger: Idioten! I er füret! Füret! Allezammen! Nu zkal I bygge mig en ny vejrmazkine, forztået?! Og den zkal være ztärk nok til at sætte den förzte ud af den zpil. Hvad venter I på?! I gang!
Laborant 6: Jamen, du har jo lige fyret os alle sammen, herr Walheimburger?
Chefvidenskabsmand Günter Walheimburger: Idioten! Du zkal ikke være näzviz! I er allezammen hüret! Og dig – du er füret!
Laborant 4: Jamen, det tog os tre år at bygge vejrmaskinen. Hvordan skal vi kunne rekonstruere den på 21 dage uden tegningerne, herr Walheimburger?
Chefvidenskabsmand Günter Walheimburger: #%§¤$#£}~#!!!
Chefvidenskabsmand Günter Walheimburger
