Vejrmaskinen

I en tilfældig lejlighed sidder en familie samlet om middagsbordet. På hver tallerken ligger en gammel kartoffel og spirer. Ungerne, der normalt er uregerlige, synes særdeles lydige. Unge 1: Kartofler er en sund og jævn spise. Unge 2: Kartofler er godt for os. Mor: Værsgo og spis. Familien indtager måltidet i en sær søvngænger-agtig tilstand. […]

I en tilfældig lejlighed sidder en familie samlet om middagsbordet. På hver tallerken ligger en gammel kartoffel og spirer. Ungerne, der normalt er uregerlige, synes særdeles lydige.
Unge 1: Kartofler er en sund og jævn spise.
Unge 2: Kartofler er godt for os.
Mor: Værsgo og spis.
Familien indtager måltidet i en sær søvngænger-agtig tilstand. Noget er helt galt her. Ungerne sidder ret op og ned med sideskilninger så lige som spanskrør. Ingen af dem har snavs under neglene. Det kan kun betyde en ting: Isvinteren har lejret sig i deres hjerter. Familien har befundet sig i en form for trance, lige siden isvinteren slog til. De tænker i takt og spiser taknemmeligt det samme måltid dag efter dag efter dag: Kartofler.
Udenfor passerer en ung mand. Han stopper op og kigger ind på familien om spisebordet med triste øjne. Kulden forhindrer ham i at blive stående, og han skynder sig videre ad de mennesketomme gader. Vinden griber en gammel avis. Selv Ekstra Bladets forside har ladet sig tæmme: KARTOFLER ER GODT FOR POTENSEN.
Den unge mand drejer ind ad en port, kigger sig over skuldrene og træder skyndsomt ind i baggården. Han tager køkkentrappen hele vejen op til et loftskammer under taget og banker på.
Hvem er det? lyder det fra bag døren.
Adam: Escortservice – Hvem tror du?
Døren åbner på klem.
Er nogen fulgt efter dig herop?
Adam: Byen er død, mand, stendød. Luk mig nu ind.
Døren går op, og han træder indenfor.
Adam: Situationen er alvorligere, end jeg troede.
Joe: Jeg ved det. Her, tag en whisky, min ven. Den er ond, men den virker.
Adam: Ellers tak, du. Jeg er sgu for nedtrykt til at drikke. Hele det her isvinter begynder at gå mig voldsomt på. Folk har ændret sig.
Joe: Hvordan står det til udenfor?
Adam: Skidt. Jeg kommer lige fra Nørrebro. Alle bevæger sig rundt som robotter, der ikke kan tænke en selvstændig tanke længere.
Joe: Og Vesterbro?
Adam: Det samme. Amager, Valby, Frederiksberg, hele byen. Men hvad var det, du ville tale med mig om?
Joe: Fordømt. Jeg havde håbet, at i det mindste et lille område ville stå imod. Men vi har ingen tid at spilde. Kom med mig.
Han trækker et forhæng til side ind til et andet rum. Her venter dem et meget sært syn: Midt på gulvet står, hvad man bedst kan beskrive som et mandshøjt monstrum af blankt metal. På siden stikker et metalrør op og lukker damp ud under stor hvislen. Grønne grafer bølger op og ned på små skærme, små lys bipper rødt og gult, og barometer-nåle svinger frem og tilbage. For enden spytter metalmonstret lange papirruller ud med talkoder og matematiske ligninger, der hober sig op i bunke på gulvet. Hvad det end er, der står på
gulvet foran dem, ligner det ikke noget fra denne ende af universet.
Adam står tavst og stirrer i flere minutter, inden han går hen til det hvislende monstrum og undersøger det nøje.
Adam: …Jeg har aldrig set noget lignende. Hvad i alverden er det? Og hvor har du den fra?
Joe: Det er grunden til, jeg bad dig om at komme. Du må hellere sætte dig ned. Det, du ser og hører i aften, må under ingen omstændigheder forlade dette rum. Det er ikke helt ufarligt, hvad jeg har gang i. Lyt nu godt efter. Det er denne vejrmaskine, der er skyld i isvinteren. Vi må og skal stoppe den, inden den gør det af med os alle, koste hvad det vil.
Adam: Men hvor har du den fra?
Joe: Jeg forklarer senere, tiden er knap. Vil du hjælpe mig?
Joe kigger spændt på Adam, mens han betragter maskinen fra alle sider. Så stopper han op.
Adam: Ja. Fanden tage mig, om jeg vil sidde stille og se på, mens danskerne bliver forvandlet til de rene zombier. Om det så bliver det sidste, jeg gør!
Et lettelsens suk breder sig i rummet.
Joe: Jeg vidste, jeg kunne regne med dig.
Adam: Jeg tror gerne, jeg vil have den whisky nu.
Vores to venner løfter glassene og suger situationens alvor til sig. De bunder whiskyen i et hug og smækker glassene i bordet. Den brænder som bare fanden.
Hvad vores venner ikke ved, er at der faktisk findes et sted i København, der har undsluppet den pludselige isvinter. Og det ligger ikke så langt væk fra loftskammeret.

0 comments

Sign In

Reset Your Password