En opgørelse viser, at mindst 300 personer dør om året på grund af dårlig hygiejne på de danske hospitaler. Jeg har nu aldrig haft specielt stor tiltro til den offentlige sektor, men man må da tage hatten af for, at selv de nu kan se en sammenhæng.
“Rengøringen på vores hospitaler er gennem en årrække forringet, og det skal der rettes op på. Nye undersøgelser fra blandt andet Storbritannien har vist, at der er en sammenhæng mellem dårlig rengøring og infektionstal” siger Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge på Mikrobiologisk afdeling på OUH.
Jeg er lidt bekymret over, at det er helt ny forskning, der påviser en sammenhæng mellem dårlig rengøring og infektionstal. Her gik jeg i min naivitet og troede, at grunden til, at min mor – da jeg var en lille dreng – bad mig vaske hænder efter et toiletbesøg, eller før jeg spiste, var for, at jeg ikke skulle blive syg. Enten var min mor meget fremsynet, eller også er der i det offentlige en tendens til at gemme sig bag såkaldt forskning, når fatale, banale mangler afsløres
Den øverste ansvarlige, kollektivisten Poul-Erik Svendsen (S), udtaler “Hvis lægerne ikke vasker hænder, så må jeg personligt tage ud og sikre, at de gør det”. Sikke en handlekraft nu, hvor skandalen er officiel.
Dyrlæge Niels Einer-Jensen, som har undervist og forsket på Institut på medicinsk biologi ved Syddansk Universitet, var så uheldig at blive indlagt på OUH (Odense Universitet Hospital) og havde efterfølgende disse kommentarer:
“Kors for en svinesti. Nullermændene flagrede rundt, og de var så store, at de parrede sig. Der blev ikke gjort rent, højst moppet lidt på gulvet”
“Det jeg oplevede på OUH, var en mangelfuld rengøring og en mangel på respekt for smitteoverførsel. På min stue blev sengebordene ikke gjort rene ved patientbytte. Kun bordpladen blev tørret af. Skufferne undlod man at rengøre, selv om patienter både opbevarer mad og tisseflasker her. Det er noget svineri”
“Jeg så ingen læger vaske hænder i de 10 dage, jeg var indlagt. Hverken før eller efter, de havde rørt ved mig eller andre patienter. Jeg var godt klar over, at der var problemer med rengøringen på de danske sygehuse, men hygiejnen på OUH var alligevel ringere, end jeg troede”
Faktisk mener Niels Einer-Jensen, at der er behov for ekstern kontrol med hygiejnen.
“Man skal forstå, at rengøring ikke er en udgift, men et kvalitetsparameter. Det synes man at have glemt. Man kontrollerer rengøringen på slagterier og på restauranter og lukker stederne, hvis der er problemer. Men ikke hospitaler. Man burde indføre ekstern hygiejnekontrol med beføjelser til at lukke og straffe”
Hvis vi nu antog, at problemet var beskrevet som ovenstående på et privat hospital, så ville kollektivisten Poul-Erik Svendsen (S) udtalelser nok havde været mere i retning af dette: “Det beviser endnu engang, at der er opgaver i samfundet, som ikke kan overlades til den private sektor”
Men desværre for kollektivisterne forholder det sig ikke sådan. Et privat hospital ville være i konkurrence med andre privathospitaler om patienterne. Set fra patienternes side er rengøringen bestemt en kvalitetsparameter, man ville have med i sin overvejelse, når man skulle vælge hospital. Herudover ville hospitalerne være udsat for sagsanlæg fra patienter eller pårørende, hvis de havde sjusket med rengøringen og dermed, med økonomisk gevinst for øje, påført patienterne en risiko.
Hvad mangler der så i denne sammenhæng, før det evt. kunne fungere? Hvad vi mangler, er et incitament til at bruge penge til rengøring. Dette kunne være, at hospitalerne blev udsat for en lind strøm af sagsanlæg fra patienter og pårørende til de 300 patienter, der ikke klarede det. Kollektivisterne ville mene, at en sådan ordning eksisterer allerede i dag i Patientklagenævnet. Hvis vi ser lidt på det, kan man se, at der sidder en skøn sammenblanding af kollektivister, der udpeger hinanden til denne opgave; alle udpeget af en chefkollektivist:
Sundhedsministeren udpeger formand og næstformænd, som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer. For hvert fagligt område beskikker ministeren et antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede. Nævnets lægmandsrepræsentanter beskikkes af ministeren efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og De samvirkende Invalideorganisationer. For at understrege lægmandsrepræsentanternes uafhængighed er det udtrykkeligt fastsat, at disse ikke må være medlemmer af kommunale råd, d.v.s. kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsråd. Herudover gælder forvaltningslovens regler om inhabilitet for alle nævnsmedlemmer. kilde: http://www.pkn.dk/ompkn/opbyg.htm
For det første er det Sundhedsministeren, der udpeger formand, næstformænd og et ikke nærmere specificeret antal medlemmer – der vel og mærke alle er fagligt uddannede. Dette ville svare til at en privat virksomheds bestyrelsesformand udpegede de personer, der skal behandle klager over virksomhedens produkter – ville den gå? Nu har vi etableret et skattefinansieret monopol, hvor dette foregår og hvor udbuddet bestemmes i bedste soviet stil. I den lige adgangs navn.
Hvad der mangler er privatisering af hospitalerne, så rentable hospitaler af alle størrelser, nær og fjern, ville blive anlagt og de bedste standarder ville blive etableret gennem konkurrencen. Og der ville bestemt være en sammenhæng mellem rengøring og rentabilitet og en positiv sammenhæng vel at mærke. Som dyrlæge Niels Einer-Jensen udtaler:
“Hvis man havde samme hygiejne på et slagteri, så ville det blive tvangslukket og hovedrengjort”
Fyens Stiftstidende
Artiklen er tilsendt undertegnede af en offentligt ansat, der ønsker at forblive anonym.
Hvis det var et slagteri, var det blevet tvangslukket!
