Et slag for ret eller uret?

I USA har MPAA iværksat en bølge sagsanlæg for kopiering af film. Man kan så spørge, hvad der er ret og hvad der er uret i den forbindelse. Ophavsretten opfattes af mange som en naturlig ret, og kunstnere i Vesten har foreninger, der hjælper med at håndhæve ophavsretten. Herhjemme kender vi anti-piratgruppen og i USA […]

I USA har MPAA iværksat en bølge sagsanlæg for kopiering af film. Man kan så spørge, hvad der er ret og hvad der er uret i den forbindelse.

Ophavsretten opfattes af mange som en naturlig ret, og kunstnere i Vesten har foreninger, der hjælper med at håndhæve ophavsretten. Herhjemme kender vi anti-piratgruppen og i USA har de MPAA. Deres aktivitet består i at opklare, hvad det offentlige ofte ikke opklarer, nemlig hvem, der kopierer elektroniske produkter. Derudover anvender de naturligvis bevismaterialet til retsforfølgelse.

De, som kopierer fx film, reproducerer en original. Originalen er købt med en klausul om, at den ikke må kopieres og således bryder den kopierende part en købsaftale. Hvis jeg køber en film og videresælger den, så stiller jeg ingen betingelser til min køber. Derfor har min køber retten til at kopiere den, hvilket så betyder, at jeg faktisk bryder den oprindelige købsaftale, idet jeg videresælger filmen uden denne klausul. Således er et sagsanlæg mod mig retmæssigt, fordi jeg har brudt en kontrakt.

Men en statslig lov imod kopiering giver ingen mening, fordi det må være et spørgsmål om aftalen mellem køber og sælger. Desværre kan man straffes med fængsel og bøde for at have kopier, hvilket må siges at være særdeles uproduktivt. Heldigvis består straffen ofte i erstatning til sælger, men er selv dette egentlig retmæssigt? Retsforfølgelse af folk med kopier på deres PC eller på hylden derhjemme, er absurd. Det er ikke dem, der har brudt købsaftalen. Der er ingen, der har stjålet noget, for ejerne har stadig deres original. Der er tale om kopiering, dvs. konkurrence på produktionssiden. Det eneste brud, er på en købsaftale.

Tilbage står de oprindelige producenter så og skal bevise, hvem der har brudt købsaftalen, dvs. nøjagtig hvilket eksemplar af originalerne, der blev solgt til hvem og derefter kopieret. Kan de ikke det, burde de ikke kunne retsforfølge nogen.

I en statslig lov imod at have kopier eller tage kopier, ligger en forestilling om at producenten af en film ejer al fremtidig profit af filmen inden denne profit er tjent hjem. Absurd.

JP

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password