Der er stadig ingen grænser for vækst

Til min frustration og ærgrelse er diskussionen om grænser for vækst atter dukket op – som en trold af en æske. Her gik man og troede, at den vildfarelse var lagt i graven, men som en anden ”living dead”, er denne zombie sprunget ud af kisten og spøger nu i diverse medier – på trods […]

Til min frustration og ærgrelse er diskussionen om grænser for vækst atter dukket op – som en trold af en æske. Her gik man og troede, at den vildfarelse var lagt i graven, men som en anden ”living dead”, er denne zombie sprunget ud af kisten og spøger nu i diverse medier – på trods af, at der ikke er meget kød på knoglerne længere.

Anledningen er, at forfatterne til Romklubbens Rapport ”Grænser for vækst” fra 1972 har lavet en såkaldt ”opdatering”. Konklusionerne forbliver dog nogenlunde de samme som for 30 år siden: verdensøkonomien forventes at kollapse. Romklubben er åbenbart ikke blevet klogere. Helt utroligt er det, at nogle af de gamle fortalere for teorien om grænser for vækst nu også er blevet historiske revisionister. Informations Jørgen Steen Nielsen påstår således, at forfatterne til Romklubbens rapporter aldrig har sat datoer på deres dystre forudsigelser. Det er faktuelt forkert. I 1974 skrev Romklubben i deres 2. Rapport for eksempel følgende:

“Vores model viser, at hvis olieforbruget følger det hidtidige mønster i udviklingen, vil alle olieforekomster være opbrugt i begyndelsen af det næste århundrede, selvom man anvender de mest optimistiske skøn”. Selv Romklubbens mest optimistiske skøn var altså for pessimistiske.

Nuvel, man kan hævde, at olieforbruget ikke har fulgt det hidtidige mønster, men det er ikke den væsentlige årsag til, at vi ikke er løbet tør for olie. Den væsentlige årsag er, at Romklubbens antagelser vedrørende mængden af oliereserver var helt hen i vejret. Romklubben tog fejl. Men der er ikke blot tale om banale fejltagelser. Det ville være en alt for venlig udlægning. Senere kørsler med den computermodel, som forfatterne brugte i begyndelsen af 1970’erne, har vist, at selv små – og realistiske – ændringer i antagelserne gav decideret optimistiske forudsigelser. Romklubben kunne kun nå frem til de dystre resultater ved hjælp af meget pessimistiske – og urealistiske – antagelser.

For eksempel skrev man i 1974 om fødevareproduktionen i Sydøstasien ved årtusindskiftet: “Endvidere viser analyser baseret på scenarier fra det mest optimistiske til de mest pessimistiske, at produktionsforøgelsen indenfor landbruget… ikke vil være i stand til at følge trit med befolkningstilvæksten… På trods af, at vi har regnet med store tekniske fremskridt og med, at der vil være både kunstgødning og jord til rådighed…”. Forfatterne kan altså simpelthen ikke forestille sig en fremtid, hvor Sydøstasiens fødevareproduktion per indbygger stiger frem til år 2000. Men produktionen per indbygger er i dag 50 pct. større end i 1974.

Og Romklubben fortsætter i dag, hvor den slap for 30 år siden. Den udvælger de få data, som støtter dens teser. Blot et enkelt eksempel: At verdens kornproduktion per indbygger toppede i 1980’erne bruges som en indikator for, at verden har overskredet en ”bæredygtighedsgrænse” – at der simpelthen ikke kan klemmes mere korn ud af landbrugsjorden. Men såvel kornudbyttet per hektar som per arbejder stiger overalt i verden (som altid med Afrika som den deprimerende undtagelse). Kornproduktionen er ikke ved at ramme en eller anden mystisk grænse for vækst – tværtimod. Der skal mindre land og færre mennesker til at brødføde en voksende befolkning med korn. Stagnerende kornproduktionen per indbygger er udtryk for en diversificering til andre fødevarer – altså en styrkelse af såvel fødeforsyningens robusthed som ernæringssituationen. Mængden af næringsstoffer, såsom kalorier og proteiner, bevæger sig på globalt plan markant i den rigtige retning.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password