D R en farce

Forventeligt nok har skandalen givet anledning til en diskussion af, om man bør benytte lejligheden til at skifte hele DR ledelsen ud. Mange – også Kulturministeren – har i den forbindelse foreslået en såkaldt “professionel” DR bestyrelse – hvad det så end betyder? Af debatten kan man udlede, at dette skal forstås således, at selv […]

Forventeligt nok har skandalen givet anledning til en diskussion af, om man bør benytte lejligheden til at skifte hele DR ledelsen ud. Mange – også Kulturministeren – har i den forbindelse foreslået en såkaldt “professionel” DR bestyrelse – hvad det så end betyder? Af debatten kan man udlede, at dette skal forstås således, at selv om bestyrelsen fortsat skal være udpeget af politikere, så skal bestyrelsesmedlemmerne ikke længere repræsentere disse politikeres holdninger i bestyrelsen. De skal i stedet vælges ud fra deres indsigt i – og potentielle bidrag til – tv- og radiovirksomhed som sådan.

Umiddelbart en sympatisk tanke, som da også som regel fremføres af sympatiske årsager. Men hvor besnærende det end lyder at få en “professionel” DR bestyrelse, så må dette under de nuværende forhold undgås for enhver pris. For selv om navnet måske umiddelbart signalerer det, så kan en “professionel” DR bestyrelse på ingen måde sammenlignes med de bestyrelser vi kender fra det private erhvervsliv. I det private erhvervsliv repræsenterer bestyrelsen ejerne, dvs. aktionærerne, og bestyrelsens fremmeste opgave er at vælge en – professionel – ledelse, som kan sikre aktionærerne det størst mulige langsigtede økonomiske afkast.

Forskellen til DR er indlysende! Der er ingen aktionærer i DR. Formelt set er staten ejer, men staten har jo ikke etableret DR med profit for øje. Statens formål med DR er tv- og radioproduktion, og her er den eneste formelle begrænsning, at DR skal levere “public service” – et begreb som i dag tilsyneladende kan dække over hvad som helst. Staten finansierer heller ikke DRs aktiviteter. Det gør licensbetalerne, som til gengæld intet har at skulle have sagt om firmaets ledelse. De kan ikke engang undlade at betale for “produktet” – med mindre de ønsker at leve uden tv- og radioapparater i huset. Eneste budgetmæssige kontrol med DR leveres derfor gennem det politiske system, hvor vælgerne en gang i mellem får lov til at lade deres præferencer for DR – sammen med deres præferencer for de titusindvis af andre ting politikerne blander sig i – guide deres valg til Folketinget, som så både direkte og igennem Regeringen sammensætter DRs bestyrelse.

Hvor mangelfuld denne folkelige kontrol end er – så er den da eksisterende. Og det betyder, at der i DRs bestyrelse i dag trods alt er repræsenteret politiske holdninger, der taler for en indskrænket – og dermed billigere – fortolkning af public service begrebet, end den der i øjeblikket praktiseres. Med en “professionel” bestyrelse vil den politiske kontrol være helt væk – og dermed også den sidste rest af budgetmæssig kontrol. En “professionel” DR bestyrelse – afskærmet fra såvel politisk som almindelig aktionærkontrol – vil kun have ét mål: at bestyre en så stor og magtfuld forretning som overhovedet mulig. Det gælder med andre ord om at udkonkurrere de andre tv- og radiostationer! Et fornuftigt mål i en privat virksomhed, hvor enhver satsning er udtryk for en kalkuleret opvejning af omkostninger overfor mulig gevinst – hele tiden med aktionærernes langsigtede profit for øje. Men en økonomisk katastrofe i en offentlig virksomhed som DR! Ikke bare vil det være licensbetalernes tvangskroner, der på denne måde soldes bort. De soldes tilmed bort i et forsøg på at erstatte profitgivende privat virksomhed med tvangsfinansieret offentlig virksomhed. Hvad private tv- og radioselskaber i dag formår at bringe til landets seere og lyttere ganske gratis – endda med gevinst for ejerne oveni – skal overtages af et “professionelt” ledet DR med et statsgaranteret sugerør nede i borgernes lommer.

Den eneste rigtige løsning er selvfølgelig at sælge hele molevitten og overlade al tv- og radiovirksomhed til det frie marked, hvor den hører hjemme. Hvis politikerne virkelig frygter, at et frit mediemarked i så fald vil drukne danskerne i billige amerikanske serier og talkshow, så kan dette kun anvendes som et argument for offentlig finansieret produktion af den meget smalle version af public service begrebet: Kort sagt: Alt det ”gode” tv og radio, der ikke bliver produceret af sig selv på det frie marked. Glem alt om amerikanske actionfilm eller engelske krimiserier (det kan under ingen omstændigheder være en statsopgave at sikre borgerne “Inspector Morse” uden reklameafbrydelser). Glem alt om sjove gør-det-selv-programmer eller muntre quiz’er til aftenkaffen. Og glem alt om licensfinansieret popmusik i radioen. Alt det leveres i dag på glimrende vis af private tv- og radiostationer, og vil derfor også i fremtiden være tilgængeligt for interesserede seere og lyttere.

Hvis offentligt, tvangsfinansieret tv og radio har en eksistensberettigelse (og det har det selvfølgelig ikke) er det som formidler af den lille gruppe udsendelser, der i kraft af det begrænsede danske sprogområde ikke på det private marked produceres i mængder, der tilfredsstiller Folketingets politikere: Dansksproget nyhedsformidling, dybdegående debatprogrammer, dokumentarudsendelser, finkulturelle programmer og lignende. Et så snævert udbud vil uden problemer kunne leveres af én offentlig tv-kanal og én offentlig radiokanal med tilhørende hjemmeside. Vigtigst af alt vil det kunne leveres for en brøkdel af det nuværende DR budget, hvilket efterlader licensbetalerne med størstedelen af de 2150 kr. om året, en fjernsynslicens koster. Penge de f.eks. kan anvende på en reklamefri filmkanal, der matcher deres smag. Man kunne måske endda benytte lejligheden til helt at afskaffe licensen (med dertilhørende bureaukrati) og i stedet lade et slankere DR finansieres over Finansloven, hvorved der også i højere grad kunne opnås politisk kontrol med budgettet.

Med et snævert defineret public service begreb – og en sendeflade begrænset af den tilgængelige plads på én tv- og én radiokanal – kunne en upolitisk DR bestyrelse såmænd være en god idé. Medlemmerne kunne udpeges netop med henvisning til deres indsigt i de forskellige aspekter af det snævre public service begreb (f.eks. en baggrund i kulturlivet), og begrænsningen til én tv- og én radiokanal ville sætte en naturlig grænse for virksomhedens dominans på mediemarkedet. Men så længe der hersker politisk uenighed om public service begrebet – herunder først og fremmest om begrebets bredde – er det jo i sagens natur nødvendigt, at der er et “politisk” organ i DR, hvor denne diskussion kan føres. Og hvor ellers, end i DRs bestyrelse?

I stedet for at gøre bestyrelsen mindre politisk, skulle man derfor snarere gå den anden vej: Lave en rent politisk bestyrelse, der afspejler Folketingets sammensætning, med en formand udpeget af Kulturministeren. I tilknytning hertil kunne så være et bredt sammensat repræsentantskab, der til enhver tid afspejler bredden i det public service begreb, som den siddende DR bestyrelse – inden for lovens rammer – kan blive enige om.

Der er meget godt at sige om en upolitisk – “professionel” – DR bestyrelse. Men det nytter ikke noget, så længe det største mediepolitiske spørgsmål henstår ubesvaret: Hvor går grænsen for public service? Med de nuværende vide – og løst definerede – grænser for public service, udgør et professionelt ledet DR uden politisk kontrol en fare for det danske medielandskab: Et DR, som vil tilbyde alt til alle – vel vidende at licensbetalerne er tvunget til at betale gildet. Et DR, som i sin “professionelle” bestræbelse på at gøre sig stor og populær vil gøre sit for at udkonkurrere de private aktører på deres hjemmebane. Hvis det, man forventer, er bedre, mere kvalitetsorienteret, dansk tv – med andre ord: mere af det, som politikerne frygter markedet ikke selv kan producere – så risikerer man at blive slemt skuffet. Den sidste uges Robinson-drama i Gyngemosen kan meget vel vise sig at være repræsentativt for DRs fremtidige programflade.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password